Prøv avisen

Stine Bosse: Jeg lærte tidligt at scanne et rum for stemninger

"Jeg kan stadig få den der enorme vrede over, at hun gjorde det. Og jeg har kæmpet med hendes sidste hilsen. Hun vidste jo godt, at jeg ville blive enormt ked af det, og hvorfor kunne min sorg og længsel ikke forhindre hendes død,” siger Stine Bosse. – Foto: Leif Tuxen

Som barn gjorde erhvervslederen Stine Bosse alt for at skjule sin mors psykiske sårbarhed og selvmordsforsøg. Det førte hende tidligt ind i en dyb ensomhed

Fra Stine Bosse var ganske lille, mødtes hun hver dag, når klokken var 11, med sin mor, Brenda Bosse, i køkkenet og drak kaffe med mælk. Over kaffen vendte de stort og småt. Nok var de mor og datter, men deres samvær var præget af et ligeværd. Stine Bosses far, forretningsmanden Erik Bosse, kaldte dem Tante Et og Tante To. Selv siger Stine Bosse om forholdet:

”Hun var hønen. Jeg var kyllingen.”

Da Stine Bosse var syv år, lærte hun at stave til ste-so-lid, for ude på badeværelset i hjemmet på Østre Allé i Gilleleje stod der glas med præparatet udskrevet til Brenda Bosse. I en lang periode påtog Stine Bosse sig rollen som den store i relationen, mens hendes mor flere dage blev i sengen.

”I den periode udviklede jeg et radarblik. Jeg lærte at scanne et rum for stemninger, for mine dage afhang af, hvordan min mor havde det.”

Erhvervsleder Stine Bosse, 56 år, viser vej til førstesalen i hjemmet i Helsingør til det, hun præsenterer som sin tankekrog: To komfortable stole med tilhørende fodskamler. Møblerne er anbragt, så man uhindret kan se ud over Øresund. Hun har sagt ja til at fortælle om det, hun som barn gjorde alt for at skjule: Sin mors psykiske sårbarhed og selvmordsforsøg.

Efter moderens død valgte Stine Bosse at fortælle om omstændighederne på sin daværende arbejdsplads. Argumentet for åbenheden dengang og viljen til at medvirke i dette interview er den samme:

”Det er i min mors ånd at være åben om det. Hvis andre, som står i en svær situation, kan få glæde og gavn af at høre vores historie, så ville hun ønske, at jeg deler den. Det her emne er så tabubelagt.”

Brenda Bosse, født Palmer, kom til verden i 1933 i en britisk familie tilhørende det bedre borgerskab. Hendes opvækst blev præget af Anden Verdenskrig, som den tog sig ud i London.

”I dag vil man nok sige, at min mor havde posttraumatisk stress. Hun havde tre yngre søstre, og en dag, hvor hun havde givet sin yngste søster flaske i spisestuen og rejste sig, sprang der en bombe så tæt ved, at alle vinduer i spisestuen blev smadret.”

Da krigen var forbi, ønskede Brenda Bosse at komme ud at se verden, og hun kom på pigeskole i Schweiz. Her blev hun venner med nogle danske piger, og hun var tiltrukket af den frie kultur, pigerne repræsenterede.

Efter at have uddannet sig til tresproglig korrespondent i London, gav forældrene hende lov til at tage plads som au pair i en dansk familie. På færgen mellem Esbjerg og Harwich, på vej hjem til London, mødte hun Erik Bosse, som skulle til England og køre lastbil.

Forholdet udviklede sig, og da hun var 25 år, og han var 23 år, giftede parret sig og bosatte sig i en lejlighed i Birkerød nord for København, hvor Stine Bosse kom til at tilbringe de første år af opvæksten.

”Min mors oplevelser under krigen var prægende for hendes syn på andre mennesker. Hun var et grund-humanistisk menneske, som lærte mig, at man aldrig måtte definere mennesker ud fra deres kultur eller hudfarve og dømme nogle grupper som dårlige. Det var hendes overbevisning, at alle mennesker bar i sig et anlæg for såvel det onde som det gode.”

Når hun ser tilbage på sin mors første depression, tænker Stine Bosse på, hvordan det nærvær, som ellers havde været mellem dem, forsvandt. Samtidig kom der en ansvarsfuldhed ind i Stine Bosses tilværelse.

”Jeg blev meget hurtigt stor, når det kom til spørgsmålene om min mors trivsel.”

Inden hendes mors første depression var familien flyttet fra Birkerød til et drømmehus i Nordsjælland. På grund af komplika- tioner efter Stine Bosses fødsel vidste parret, at de ikke kunne få flere børn, men i det nye hjem var der plads til gæstfrihed og selskabelighed. Det var værdier, de satte højt.

Hendes far havde etableret en hvidevarekæde, som gik godt, og ville gerne have et hjem med havudsigt. Den drøm blev indfriet, da de flyttede ind på Østre Allé i Gilleleje, men omplantningen fra Birkerød til et sommerhuskvarter i Gilleleje var hård for Brenda Bosse, som ikke befandt sig godt i vintermørket i det øde kvarter.

”Gilleleje var et svært samfund at komme ind i. Vi blev sprunget over hos bageren, og jeg ville ikke indrømme, at min mor kom fra England. Når nogen spurgte, sagde jeg, at hun var fra Bornholm. Jeg var min mors beskytter.”

Efter moderens første depression så Stine Bosse, hvordan hendes mor rejste sig. Inden Stine Bosse blev født, havde moderen arbejdet i København, og hun valgte at vende tilbage til arbejdslivet. Hun tog kørekort, anskaffede sig en bil og pendlede mellem Gilleleje og et job i København.

”Hun kunne ikke være glad uden at komme ud blandt andre og virke.”

Stine Bosses radarblik slukkede aldrig, men de fleste dage var stemningen i hjemmet god, og hendes mors øjne var ofte funklende, når hun engageret involverede sig i samtaler med datteren eller de mange gæster i huset.

”Jeg var fuldstændig klar på, hvordan hun havde det. Også de små svingninger.”

Da Stine Bosse var 14 år, kom moderens depression tilbage. Juleaftensmorgen blev hun vækket af lyden af sin farfars stemme. Hendes farmor og farfar skulle holde juleaften i hjemmet, og hendes farfar påtalte, at svigerdatteren, som sad i køkkenet klædt i morgenkåbe, ikke havde lagt planer for aftenen.

”Jeg tog min housecoat på og gik ned og skældte ham ud. Jeg bad ham gå, og jeg lovede, at der nok skulle blive styr på det hele inden juleaften.”

Stine Bosse har fotografierne fra den juleaften i et album. Hendes far kom hjem med et juletræ, og Stine Bosse klarede resten. Hun nåede sågar at klippe nogle julehjerter til træet.

”Der var intet forberedt. Det er det, som sker med depressionen. Min mor deltog lidt i aftenen, men hun gik tidligt op i seng. Der er et stort ansvar og en dyb ensomhed forbundet med den tilstand, min mor var i. Den ansvars- og ensomhedsfølelse har jeg altid med mig. Det er følelsen af, at i sidste instans er der kun dig selv til at tage vare på dig selv. Jeg blev alt for tidligt introduceret til den følelse, og det tog mig mange år at lære at bruge den konstruktivt.”

I forbindelse med hendes mors anden depression købte hendes far en gård nær Gilleleje, hvor Stine Bosses farmor og farfar kom til at bo.

”Min farmor, Esther, blev en hovedperson i mit liv og var det frem til sin død som 99-årig. Da min far købte gården til dem, vidste han, at jeg havde brug for nogen, som altid var der. Han kunne ikke være der altid, og det kunne min mor heller ikke. Det var meget vigtigt, at mine bedsteforældre kom tæt på.”

”Når min mor var deprimeret, var hun ikke til stede. Jeg kunne ikke appellere til hende, og hun blev irriteret på mig, og jeg følte mig i vejen.”

En morgen kom Stine Bosse hjem til huset på Østre Allé og så, at gardinerne var trukket for. Som ventet fandt hun sin mor i sengen og bad lettere irriteret moderen stå op og tage et bad. De småskændtes, og Stine Bosse tog sin knallert og kørte ud til en veninde.

Efter en time hos veninden blev hun urolig og tænkte, at det havde været uforsvarligt at lade hendes mor være alene i den tilstand.

”Da jeg kom tilbage til huset, var hun væk. Jeg løb op og ned ad skrænten ned til vandet, og hver gang jeg kom op på skrænten, syntes jeg, at jeg kunne se noget nede i vandet. Jeg ringede til min far, som blev forfærdet og skyndte sig at starte bilen.”

”I min afmagt ringede jeg til lægen. Jeg sagde til ham, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, men at min mor var væk.”

Stine Bosse gør en pause. Selvom samtalen med den praktiserende læge ligger mere end 40 år tilbage, er hun harm over hans svar. Han forklarede hende, at hans tavshedspligt havde forbudt ham at kontakte hende.

Efter at Stine Bosse var kørt fra huset på sin knallert, havde hendes mor taget en overdosis, ringet efter hjælp og fortalt, at hun havde gjort noget forfærdeligt. Nu var hun til udpumpning på Hillerød Sygehus.

”Jeg syntes, det var så skamfuldt, da vi hentede hende på Hillerød Sygehus. Ingen sagde noget, men jeg følte, at alle så på os, og jeg tænkte, at det her overgår kun os, ingen andre. Jeg vil have ønsket, at nogen havde taget fat i os og henvist os til en rådgivning eller en samtalegruppe.”

Som enebarn voksede Stine Bosse op med en drøm om babyer, barnevogn og bleer, og hun havde ikke afsluttet jurastudierne, inden hun blev mor til sit første barn. Tre år senere fødte hun sit andet barn.

”Min mor var en lige så enestående mormor som mor. Hun lå i ske med børnene, og hun var fuldkommen i øjenhøjde, og de oplevede hendes store omsorg og rummelighed. Specielt min ældste datter fik et tilknytningsforhold til hende.”

Stine Bosse slap dog aldrig radarblikket, selvom hun havde etableret sig med sin egen familie. Hendes mor fik en ny depression og blev indlagt efter et halvhjertet selvmordsforsøg.

Sidste gang, Stine Bosse så hende, var en søndag i december 1987. Hun husker, at hun noterede sig, at moderen så godt ud klædt i nyindkøbte bukser og med nye briller. At hun havde købt nyt til garderoben, så Stine Bosse som et sundhedstegn. Mor og datter talte også sammen i telefonen nogle timer før moderens død.

”Jeg ringede til hende typisk to gange om dagen, for at have tjek på, hvordan hun havde det. Det sidste, hun fik sagt i telefonen, var noget politisk, for hun var vældig engageret i blandt andet fredsbevægelsen. Så lagde jeg på med et ’hej, hej’.”

Stine Bosse sad ved aftenbordet med sine to piger og spiste ristet brød med spejlæg og ketchup, da hendes far ringede og fortalte, at han var kommet hjem og havde fundet hendes mor. Da Stine Bosse kort tid efter nåede frem, var hun død. Hun blev 54 år.

”Min mor havde været indlagt efter et selvmordsforsøg, og hun var blevet udskrevet til ingenting. Min appel, gennem min mor, skal være: Det må ikke ske. I den situation skal alle være på dupperne, for når man er ved at rejse sig efter en depression og igen får kræfter, kan det også ske, at man får kræfterne til at gennemføre et selvmord.”

Stine Bosses mor efterlod et brev, som sluttede af med nogle ord til datteren: ”Jeg håber, du kan klare det, og at du kan tilgive mig.”

”Jeg var rasende, ked af det, dybt ulykkelig og forladt. På én gang. Jeg kan stadig få den der enorme vrede over, at hun gjorde det. Og jeg har kæmpet med hendes sidste hilsen. Hun vidste jo godt, at jeg ville blive enormt ked af det, og hvorfor kunne min sorg og længsel ikke forhindre hendes død? Jeg ved, at hun var syg, da hun skrev det, men jeg kan ikke sige, at det er okay, for hun var min mor. Jeg var kyllingen. Hun var hønen.”

I opvæksten kunne Stine Bosse i perioder savne, at hendes mor var stærk. Da hun selv blev mor, gjorde hun sig umage med ikke at vise børnene tegn på svaghed. I dag ved hendes døtre, at der er en ”Store Stine” og en ”Lille Stine”.

”Jeg længtes så meget efter at have en mor, som var som ’Store Stine’, så det skulle mine børn have, men en psykolog rådede mig til, at jeg også viste mine børn, at jeg er et helt almindeligt menneske. I en tid måtte jeg arbejde på at lade dem lære ’Lille Stine’ at kende.”

I dag lever erindringen om Brenda Bosse som en varm, kærlig og længselsfuld fortælling i familien.

”Det er fint at gå til psykolog, men der er også ting, som bare bliver ved med at være ’av’. Noget, som ikke skal afsluttes, men som af og til skal tages frem. I dag er jeg to år ældre, end hun blev, og jeg tænker: ’Mor, du var jo ikke ret gammel’. Fra jeg var lille, har jeg været hendes loyale forsvarer, og det har taget mig lang tid efter hendes død at erkende, at der også var en sårbarhed i hende.”

Gennem opvæksten sagde hendes mor flere gange til datteren: ”You have got such capable hands.” Stine Bosse gentager moderens ord om de duelige hænder, da samtalen berører afskedsbrevet.

”Hun kendte mig godt nok til at vide, at jeg ville kunne komme gennem det, men Lille Stine får alligevel lyst til at sige: ’Så vidste du også, hvor ked af det, jeg ville blive’. Men jeg ender med at konkludere, at omstændighederne i min barndom har været medvirkende til, at jeg er den, jeg er i dag.”

Radarblikket, som hun udviklede i de tidlige år i huset på Østre Allé i Gilleleje, har hun stadig.

”Er der nogen i et rum, som ikke har det godt, mærker jeg det, og det er naturligt for mig at opsøge de mennesker. Når det kommer til min egen familie, har jeg også radarblikket, og jeg er langt mere optaget af, hvordan de har det, end hvordan de klarer sig.”

Brenda Bosse, født Palmer, kom til verden i 1933 i en britisk familie tilhørende det bedre borgerskab. Hun døde i 1987 og blev 54 år. – Privatfoto fra 1979. Foto: Privatfoto
”Når min mor var deprimeret, var hun ikke til stede. Jeg kunne ikke appellere til hende, og hun blev irriteret på mig, og jeg følte mig i vejen.” Foto: Leif Tuxen