En af mine venner mistede få år efter gymnasietiden sin far, og mange viste deres medfølelse med trøstende ord. Herunder for eksempel ved at sige ”jeg kondolerer” til min ven. Der var bare det, at han havde svært ved at kapere det. Ifølge ham var det en floskel, og de kunne lige så godt have sagt ”jeg gratulerer”.
Læs også: Fem gode råd: Det kan du sige til dem, der har mistet deres elskede
Dengang tilbage i 1980’erne lød det ret gammeldags, også i mine ører, så jeg forstod godt vennens pointe. Men selvom ordet er antikveret, ser man det faktisk oftere, især når nogen fortæller på Facebook, at de har mistet en ven eller en nær slægtning. Man vil gerne vise sin deltagelse. Vise, at man føler smerte, som er betydningen af det latinske ord.
Leder man efter en mere nutidig formulering, kunne man sige eller skrive, at ”det gør mig ondt”, ”det er jeg ked af at høre” eller måske ”jeg tænker på dig i den svære tid”. Men indrømmet, vi har det stadig ikke let med at kommunikere, når det handler om døden. På det punkt er vi blufærdige, og døden er noget af det mest private i vores kultur. Det er let at føle, at ens kommentar bare bliver en kliché, eller modsat at man går alt for tæt på den, der har mistet sin nærmeste.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg i onsdags læste en kommentar her i avisen af Anna Louise Bak, der havde mistet sin mor, og som skulle tage sig af de mange praktiske opgaver i forbindelse med dødsfaldet. For eksempel det med at ringe rundt til banker og organisationer for at afmelde abonnementer, medlemskaber og givertjenester. Indlægget handlede om den måde, det officielle Danmark og Foreningsdanmark reagerer på, når man ringer op og fortæller, at ens nærmeste er død.
For at sige det afdæmpet, er der rum for forbedring på den front. ”Okay, ja, hvad er din mors cpr-nummer”, er normalt ikke det, man som efterladt har mest brug for at høre som det første, når man ringer op med den triste besked.
Begge mine forældre er døde for en del år siden, og jeg husker udmærket den ret forretningsmæssige tilgang, vi som efterladte blev mødt med flere steder, selvom der var undtagelser. Det kan godt være, at bankmanden ikke skulle svare ”jeg kondolerer”, men en eller anden form for venlighed går man aldrig fejl af.
Så meget desto større var kontrasten, da jeg for seks år siden mistede en ældre bror, som boede i Schweiz. Min yngre bror og jeg var de eneste nære pårørende, og der forestod et større oprydnings- og udredningsarbejde for os dernede.
Mødet med skifteretskontoret i Zürich har dog sat sig tydelige spor i erindringen. På vores gebrokne skoletysk skulle vi forklare den kvindelige medarbejder bag skranken, at vores bror var død, og jeg tør sige, at omsorgen for os var overvældende. Vi blev betroet, hvor dybt vores tab berørte hende, og vi fik at vide, at kontoret ville gøre alt, hvad det kunne for at løse sagen på bedste vis.
Efterfølgende indledte høflighed og medfølelse også hver eneste skrivelse fra både dette og andre kontorer, vi var i forbindelse med. Mindst to linjer stod der konsekvent om, at den eller den virksomhed eller organisation virkelig var ked af at høre om vores tab.
Man kan allerede høre indvendingen ”jamen, det er jo ikke ægte, for den kontordame skal forholde sig til mindst 10 dødsfald hver eneste dag, og de kan ikke alle sammen berøre hende dybt”. Det er sikkert rigtigt, men det er bare ikke så afgørende, når man står midt i det. Det kan godt være, at det meste er fraser, men så hurra for fraserne.
Undervejs i forløbet skulle vi i øvrigt også tale med en dansk bank i Zürich, hvor personalet endda til vores glædelige overraskelse var dansksproget. Så da vi henvendte os i lugen og fortalte om dødsfaldet, lød det kontant fra den anden side ”Nå, har I hans pas og fødselsattest med?”.
Lige der havde det ikke gjort noget, om danskerne lokalt var blevet integreret lidt bedre.