De var mere direkte i gamle dage. Under overskriften ”Ægteskab” kunne man i 1910’ernes Politiken læse følgende kontaktannonce.
”Velstillet Enkemand med Børn først i Trediverne, ønsker Bekendtskab for senere Ægteskab med en absolut nobel og dannet, formuende Dame af god Familie. Diskretion en Æressag.”
I dag er der stadig mange danskere – faktisk flere end en halv million – der hver måned søger en partner gennem kontaktannoncer, nu mest på internettet. Og undersøgelser har vist, at hver fjerde par i dag faktisk har fundet hinanden gennem en eller anden form for annonce. Men både den måde, man præsenterer sig selv på, og det, man ønsker hos den anden, har ændret sig ganske betragteligt.
Det er måske ikke i sig selv så overraskende, men i forskellene finder man en interessant udvikling i vores syn på, hvad vi finder attraktivt ved os selv og ved andre – og i sidste ende, hvad vi tænker er byggestenene for kærlighed.
Mette Louise Thomsen er en af de ganske få, der har forsket i kontaktannoncer over tid. Hun er cand.mag. i historie, og i sit speciale sammenligner hun det hastigt stigende antal kontaktannoncer i 1910’erne med de tilsvarende annoncer i 1990’erne, inden internetdatingen tog over og på mange måder ændrede feltet. Kontrasten er til at få øje på. Her er et eksempel fra 1990’erne:
”Varm, livsglad, uhøjtidelig, slank og velholdt fraskilt pige/kvinde i halvtredserne med spændende job vil gerne møde en veluddannet, levende og erhvervsaktiv mand for sammen at udvikle et varmt gensidigt venskabs/kærlighedsforhold. Interesser: litteratur, kunst, mennesker, rejser m.m.”
Der er nogle oplagte forklaringer på forskellen, siger Mette Louise Thomsen. At kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet, har ændret kønsrollemønsteret markant og fjernet nødvendigheden i at finde en partner. Alle kan i dag klare sig selv, så det, man tilbyder og søger, er som udgangspunkt mere uforpligtende og prøvende. Det har samtidig påvirket de grundlæggende værdier i et parforhold. Fra at være præget af alvor og pligt, er de i 1990’erne centreret om nydelse og sjov.
”Det er meget kendetegnende,” fortæller hun, ”at der i 1910’erne kun var få og ikke særlig høje krav til den anden og meget lidt beskrivelse af en selv. Det lød næsten, som om det var den samme, der havde skrevet alle annoncerne. De havde alle fokus på fornuft og stabilitet, hvorimod 1990’erne var kendetegnet ved en legende og selvrealiserende tilgang til livet. Jobbet skulle ikke længere være ’fast’, men ’spændende’, og karaktertræk som humor, nydelse og seksualitet blev vægtet højt. Man kan vel sige, at et parforhold gik fra at være et arbejdsfællesskab til et interesse- og oplevelsesfællesskab”.
Konsekvenserne kan man aflæse i skilsmissestatistikkerne, mener hun. I disse år bliver cirka hvert andet ægteskab opløst igen, og det skyldes i høj grad den førnævnte ligestilling af kønnene, men altså også et ændret syn på, hvad parforholdet egentlig skal indebære.
”Når parforholdet i så høj grad er blevet et selvrealiseringsprojekt, er det måske ikke så underligt, at kærligheden i dag virker mere skrøbelig,” siger Mette Louise Thomsen.
Også Bastian Larsen oplever, at vores søgen efter en partner – og i sidste ende kærligheden – er blevet langt mere overfladisk, også siden 1990’erne. Han er uddannet parterapeut og sexolog og holder foredrag om og snart også kurser i, hvordan man bedst finder en partner gennem internettet. For selvom det fortsat ikke er en del af den officielle historie om, hvordan man finder ægte kærlighed, er det sådan, det sker for stadig flere, inklusive ham selv.
”Fortællingen i film og litteratur er fortsat den, at hvis man møder nogen via nettet, er det overvejende problematisk eller direkte farligt. Faktum er bare, at det er blevet den moderne måde at gøre det på,” siger han.
Den moderne måde er dog om muligt en endnu større jungle end den gamle, og han er selv faret vild flere gange, selvom han har arbejdet som journalist i mere end 20 år og derfor troede, han nok havde styr på det med at formulere sig klart. Der er nemlig tale om et helt nyt kærlighedssprog, mener parterapeuten.
Det har stadig det legende præg fra 1990’erne, men er i dag blevet langt mere konkurrencepræget af, at så mange nu går gennem internetdating for at finde kærligheden. Billederne skal være stadig flottere og udfordrende, jobbeskrivelserne skal være mere højt profilerede og fritiden fuld af overskud og handling.
”Der er helt klart sket en større bevidsthed omkring vores personlige markedsføring i den måde, vi søger kærlighed på de senere år,” siger han.
”Netdating er blevet en stor forretning, og det har smittet af på sproget og på de virtuelle virkemidler. Tonen er mere overfladisk, ofte hårdere og forbløffende negativ. De fleste beskriver, hvad de ikke vil have, frem for de ting, de sætter pris på, og den gældende møntenhed er ofte statussymboler som dyre biler, store bryster og et godt udseende. Er man en følsom fyr med et stort hjerte, som søger den eneste ene, er det svært at brænde igennem, fordi de egenskaber er svære at omsætte til billeder og ord.”
Det er den udvikling, som i disse år former en ny fortælling om, hvordan vi vælger partner, og hvad vi forventer af forholdet. Mange skynder sig stadig ud i forstæderne og stifter gæld, så de har faste rammer om deres kærlighedsliv, men internetdatingens mere kringlede måde at føre folk sammen på er med til, at stadig flere indretter sig anderledes og på andre præmisser, mener Bastian Larsen:
”Der er næsten ingen traditioner og sociale strukturer tilbage, der fortæller os, hvordan vi finder kærligheden, og det er i forvirringen omkring, hvad vi så skal, at internetdatingen er opstået og har vokset sig så stor. Her kan man nemt bladre rundt i virkeligheden og finde ud af, hvad man vil have. Den store udfordring er selvfølgelig at vælge, når alt i princippet er tilgængeligt.”
Det kan måske lyde som en negativ udvikling af vores tilgang til kærligheden: Vi er godt nok blevet mere frie, men også mere overfladiske og krævende. Og faktisk bliver det værre endnu, siger filosoffen Anders Fogh Jensen. Han har beskæftiget sig en hel del med kærlighedens væsen og mener, at vi tillægger den større værdi end nogensinde. På mange måder har jagten på kærligheden fyldt et tomrum efter religionen, traditionerne og pligterne, og derfor dyrker vi den som det mest meningsfulde i vores liv og det, der skal gøre os til hele mennesker. Lidt paradoksalt kan man således sige, at vi er blevet mere romantiske, samtidig med at vi spænder ben for romantikken ved at være stadig mere overfladiske i vores søgen efter den, mener han.
Et andet benspænd er den generelle utålmodighed, som er blevet en integreret del af vores kultur. Pointen skal vise sig hurtigt, både i bogen, i filmen, i artiklen og samtalen, ellers zapper vi videre, og sådan fungerer kærlighed ikke, det gør kun fascinationen. Kærlighedens præmis er netop fordybelsen. Utålmodigheden er desuden tæt forbundet med et tredje benspænd, nemlig vores forventning om, at vi har fortjent den lykke, som kan findes gennem kærlighed. Ja, vi har nærmest krav på den.
”Vi er gået bersærk i nye muligheder, forventninger og krav i forhold til vores kærlighedsliv,” siger Anders Fogh Jensen. ”Når jeg ser på nutidens kontaktannoncer, så tænker jeg: Har du virkelig fortjent det, du beder om? Kan du med nogen rimelighed forvente at få det? Engang var et ægteskab en alliance. Det franske ord for vielsesring er faktisk stadig ’ alliance ’, men det er, som om vi helt kan glemme denne mere funktionelle, men også varige tilgang til ægteskabet. Det hele er følelse og lyst i dag. Selvom det nok lyder lidt gammeldags, så er det måske på tide, at vi genfinder noget af den oprindeligt fornuft, der fulgte med jagten på kærligheden.”