Dette er anden del af en fortælling i tre dele. Læs første del her og tredje del her.
Da hun ankom, var hun død.
En tidlig morgen i februar blev liget af en ung kvinde ført til lægen Abdul Qadirs obduktionsbord. På sygehuset i den nordsyriske by Kobane gik han systematisk i gang med sin obduktion. Hun havde været død i mindre end 24 timer.
”Sår på ligets ansigt. Kraniebrud og et knoglebrud i overkæben samt i underkæben,” skrev han med sirlig håndskrift på arabisk.
”Voldsgenstanden har ikke været et skarpt middel,” fortsatte han.
Kristeligt Dagblad har fået adgang til obduktionsrapporten gennem en kilde i Syrien. I venstre hjørne er et officielt stempel fra Medical Relief for Syria . En organisation, der siden 2011 har bidraget med medicinsk og lægefaglig assistance i det borgerkrigshærgede land. Over en telefonforbindelse fra Syrien bekræfter Abdul Qadir, at han den morgen obducerede liget og skrev rapporten – og med det bekræfter han den begivenhed, der ligger bag: I en skov nær Kobane blev Huda Ali Ahmad og hendes otteårige søn i timerne umiddelbart efter midnat den 22. februar dræbt af talrige slag med sten mod deres ansigter.
Liget på Abdul Qadirs bord var Huda Ali Ahmads. Navnet og patientnummeret 6395 nedfældede han med rød kuglepen. Ni dage tidligere havde Huda sammen med sin søn og sine tvillingedøtre forladt Danmark. I dag er kun pigerne i live.
Dette er anden del i artikelserien om den herboende 26-årige syriske flygtning Huda Ali Ahmad.
Den handler om de sidste dage, timer og minutter i hendes liv og er fortællingen om en kvinde, der indtil for få måneder siden boede og trivedes med sine tre børn i en lejlighed i et bleggult murstenskompleks i Langeskov på Fyn – inden hun pludselig forsvandt og først dukkede op igen, da en række arabiske nyhedsmedier berettede om et æresrelateret drab i den kurdiskkontrollerede del af Syrien.
Historien begynder ni dage før drabet.
Eller rettere begynder den knap fem år tidligere – i sommeren 2015, hvor Huda Ali Ahmad første gang satte sine ben i Danmark. Hun var flygtet fra den syriske borgerkrig med to tvillinger i maven og sin søn Azad på tre år. Familien fik følgeskab af den 25 år ældre mand Hussein Abbas. De løj over for myndighederne og introducerede ham som Huda Ali Ahmads afdøde mands bror, selvom de to i virkeligheden var gift og Hussein Abbas børnenes far.
Hjemme i Syrien sad Hussein Abbas’ første kone, og det var hans plan, at de på sigt skulle familiesammenføres i Danmark. En dækhistorie, der kun kunne lykkes, hvis Huda Ali Ahmad indvilgede i at kalde ham sin svoger.
Den 5. marts 2020 satte fire efterforskere deres underskrift på en afhøringsrapport i det nordlige Syrien. Det var varmt den dag. 21 grader og kun få skyer på himlen.
Men det ænsede Hussein Abbas sandsynligvis ikke.
Indenfor havde han netop tilstået at have dræbt Huda Ali Ahmad og parrets otteårige søn Azad. Kristeligt Dagblad har fået lækket rapporten, som er det tætteste, det er muligt at komme på begivenhederne før, under og efter drabene. Den har et stempel fra den kurdiske sikkerhedstjeneste Asayish i bunden, og flere af hinanden uafhængige kilder i Syrien har bekræftet dens ægthed.
I rapporten kaster Hussein Abbas lys over Huda Ali Ahmads sidste timer og forklarer sit motiv bag forbrydelsen.
Afhøringen finder sted 12 dage efter Huda Ali Ahmads og Azads død. Hvad der i mellemtiden har gjort Hussein Abbas mør og snakkesalig, vides ikke. Men det er sikkert, at han har været i politiets varetægt, siden han troppede op på stationen i Kobane med et mandligt familiemedlem og meldte sig selv i de tidlige morgentimer efter drabene.
Kristeligt Dagblad har ikke kunnet verificere alle Hussein Abbas’ udsagn fra den lækkede afhøringsrapport. Men de overordnede tidsangivelser – fra afrejsen i Danmark til drabet på Huda Ali Ahmad den 22. februar – passer med de datoer, som flere kilder i både Danmark og Syrien bekræfter. Det samme gør flere af de oplysninger om parrets relation i Danmark, som har kunnet dobbelttjekkes. Alt andet i Hussein Abbas’ udlægning skal ses i lyset af, at han kæmper for at undgå en mangeårig fængselsdom og derfor har en interesse i at beskrive forløbet så formildende som muligt.
Huda Ali Ahmad fortalte hverken skolen, børnehaven eller sønnens fodboldklub, at familien ville rejse tilbage til Syrien.
Udadtil virkede turen impulsiv, måske fordi den var tvungen.
I hvert fald for Huda Ali Ahmads vedkommende. I Hussein Abbas’ hoved havde den været planlagt længe. Allerede 10 måneder inden afrejsen ansøgte han Nyborg Kommune om repatrieringsstøtte ifølge lækkede dokumenter.
Ved repatriering betaler den danske stat et anseligt pengebeløb, minimum 140.000 kroner plus rejseomkostninger, til en herboende flygtning, hvis vedkommende ønsker at vende permanent hjem til sit oprindelsesland. I februar i år sagde 33 herboende syriske flygtninge ja tak til at blive repatrieret. Hussein Abbas var en af dem. Han fik bevilget over 200.000 kroner.
Huda Ali Ahmad havde ikke søgt om repatriering. For hende og børnene skulle rejsen efter alt at dømme være et kort visit.
Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor rejste de? Hvorfor var Huda Ali Ahmad pludselig så forhippet på at få børnene med til det borgerkrigshærgede Syrien? Det har Kristeligt Dagblad spurgt flere kilder om i forbindelse med denne artikelserie.
Buddene har været mange:
En officiel skilsmisse, hvor papirarbejdet skulle ordnes i Syrien. Muligheden for at sælge et skøde på noget jord, som Huda Ali Ahmad var i besiddelse af. Sygdom i familien.
Men afhøringen af Hussein Abbas vidner om et andet, mere dystert bagtæppe for rejsen.
En løgn.
Som årene gik, blev Hussein Abbas stadig mere forbandet over sin kones opførsel og liv i Danmark.
Kilder fortæller, hvordan han i stadig højere grad begyndte at opholde sig i hustruens lejlighed i Langeskov, og hvordan hun blev ængstelig og ikke længere turde være sig selv, når han var i nærheden. Måske han frygtede, at hun var ved at glide fra ham. At han ikke kunne kontrollere hende på samme måde, som han plejede. Hun var selvstændig, talte godt dansk, havde fået sin egen bil og var på vej til at blive frisør.
Veninderne samlede sig i hendes lejlighed – snakkede, sladrede og hyggede – og hun blev mere velanset i den lille by, som tiden gik. Imens sandede Hussein Abbas til i Nyborg. Han talte stort set ikke dansk, og hans netværk virkede begrænset. I en periode vendte han tilbage til Syrien og efterlod Huda Ali Ahmad alene med parrets tre børn. Da han kom tilbage til Fyn, var alt forandret. Især hans kone.
”Huda havde ændret sig rigtig meget. Hun begyndte at behandle mig anderledes, og det satte en masse tanker i gang,” fortæller Hussein Abbas til efterforskerne.
En bekendt anbefalede ham app’en Whats Web , der kan bruges til at overvåge tekstbeskeder på mobiltelefoner. Med den kunne han pludselig lure i Huda Ali Ahmads privatliv.
Det, han så, gjorde ham rasende.
”Huda var i kontakt med en mand fra Hasakah (et område i Syrien, red.). Hans navn var kodet ind med at andet falsk dæknavn, som hun ofte fik ændret. Nogle gange hed han Khalid, andre gange hed han Bayan eller noget helt tredje, men numrene var ens. Huda kontaktede ham meget ofte og sendte ham nøgenbilleder.”
Ingen af de kilder, som kendte Huda Ali Ahmad, og som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med, mener, at hun har haft en affære, endsige en sms-flirt. Med tiden opdagede hun, at den sociale kontrol fra hendes mand nu også omfattede overvågning af hendes mobiltelefon. Huda Ali Ahmad tog det ikke så tungt, hævder Hussein Abbas.
”Hun var faktisk ligeglad og sørgede for at forkæle sig selv ved at købe dyre ting, eksempelvis meget dyre parfumer, som kostede helt op til 200.000 syriske lira (cirka 2600 kroner, red.).”
”Hun prøvede også at straffe mig ved at skubbe mig væk, når jeg forsøgte at have samleje med hende,” uddyber han over for politiet i Kobane.
I det hele taget beklagede han sig i afhøringslokalet den 5. marts – kun knap to uger efter at han havde dræbt sin egen kone og søn – over alt det, man fra dansk side ville betragte som en mellemøstlig kvindes emblemer for nyvunden selvstændighed: Bilen. Den nye parfume. Hendes færden uden for hjemmet.
Hussein Abbas viser ingen tegn på anger. Snarere på selvmedlidenhed.
Han havde fået nok af tilværelsen i Danmark. Han ville væk og så repatrieringsstøtten som en mulighed for at begynde på en frisk i Syrien. Huda Ali Ahmad og børnene ville han ikke give slip på. I stedet lokkede han dem i en fælde.
Måske han har vidst, at følelserne var hans kones svage punkt. At kærligheden til familien var det eneste, der kunne få hende til at hive sine nye rødder i Danmark midlertidigt op af jorden og få hende hjem til Syrien.
I hvert fald betalte han ifølge eget udsagn Huda Ali Ahmads mor 250.000 syriske lira – svarende til godt 3300 danske kroner – inden turen.
Moderen skulle fortælle sin datter i Danmark, at hun var syg og havde behov for besøg.
”Min plan var, at vi alle sammen skulle rejse til Syrien, og så ville jeg tage børnene fra hende,” siger Hussein Abbas ifølge afhøringsrapporten.
Hasakah er en hvepserede.
Den ligger klemt som en lus mellem flere negle i den nordøstligste del af Syrien. Iraks grænse markerer den østlige flanke, Tyrkiet den nordlige, og mod syd åbner de brede syriske ørkensletter og resten af landet sig under provinsen. Det kurdiske selvstyre og dets militser, styrker fra diktatoren Bashar al-Assads regeringstropper og Islamisk Stats rædselsregime har skiftevis kontrolleret området i løbet af den borgerkrig, der i ni år har martret landet.
Her blev Huda Ali Ahmad født den 1. juni 1993. 16 år senere blev hun, mens hun endnu var umyndig, giftet væk til Hussein Abbas. Han var betydeligt ældre og levede af at sælge fødevarer, da han mødte sin kommende kone, der arbejdede i marken med sin familie.
Kærlighed var det nok ikke. Snarere tvang. Eller fornuft, alt efter om man anskuer det fra et dansk eller syrisk perspektiv. En kilde forklarer, at Hussein Abbas er ud af en mere velstillet familie end Huda Ali Ahmad, og i den henseende gav deres forhold på en eller anden måde mening.
Et par dage efter afrejsen fra Danmark i februar i år ankom familien til Hasakah for at besøge Huda Ali Ahmads forældre. Det var formodentlig her, at hun begyndte at sige fra. Hussein Abbas havde konfiskeret hendes og børnenes pas. Hun indså, at rejsen byggede på en løgn.
Parret skændtes, og en sen aftentime i en bil på en nordsyrisk landevej gik det galt. Det var natten til den 22. februar, og det meste af familien var taget videre vestpå til byen Kobane. Tvillingerne Hevin og Henderin var blevet tilbage.
Klokken havde passeret midnat.
Ægteparret og sønnen Azad sad i bilen på vej tilbage mod Kobane, hvor de var på besøg hos familie og venner. De havde travlt. Området er fyldt med militære checkpoints på grund af borgerkrigen, og de skulle nå forbi et, der lukkede ved 01-tiden.
”På vej tilbage begyndte Huda at svine mig til og bad om at få sit og børnenes pas. Jeg svarede hende, at hun ville få sit pas næste morgen. Men det var hun ikke tilfreds med,” forklarer Hussein Abbas i afhøringsrapporten.
Huda Ali Ahmad var ifølge ægtefællen rasende, og da han kørte ind til siden ved en skov for at tisse, satte mor og søn efter ham. Klokken var cirka 01.30.
”Huda begyndte at svine mig til, og jeg slog hende ved at give hende en lussing. Så begyndte hun at forsvare sig, og jeg tog fat i hendes hår, og vi sloges,” forklarer han.
”Efterfølgende tog jeg en sten.”
Resten er dokumenteret i billeder bragt i kurdiske netmedier. To kroppe, mor og søn, ligger side om side. Huda Ali Ahmads ansigt er dækket af et tæppe. Det er Azads ikke. Man kan se, at han har tisset i bukserne.
På et billede, der florerede i kurdiske nyhedsmedier umiddelbart efter drabene, sidder Hussein Abbas i håndjern og er i politiets varetægt. Han har brune sammenknebne øjne, et aflangt ansigt, tyndt hår, et gråhvidt overskæg og buede øjenbryn. Ifølge officielle dokumenter vejer han 55 kilo og er 167 centimeter høj. Overmandede og dræbte en mand af den beskedne størrelse Huda Ali Ahmad og Azad uden hjælp? Det påstår han selv.
Her sluttede Huda Ali Ahmads liv. På den kolde jord i en skov ved Kobane.
Om morgenen meldte Hussein Abbas sig til politiet, og han sidder ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger fortsat varetægtsfængslet. Der er nu gået mere end to måneder siden drabene på Huda Ali Ahmad og Azad. Det danske udenrigsministerium har ikke kunnet bekræftet dødsfaldene, og Hussein Abbas er stadig ikke eftersøgt af Fyns Politi. Derfor får han om ni måneder udbetalt den resterende rate – godt 100.000 kroner – af den danske stat for frivilligt at være rejst hjem. Sådan er det, når man er repatrieret.
Tilbage i Langeskov på Østfyn sidder Stephanie Nielsen.
Hun er pædagog i børnehaven Mælkevejen, hvor Huda Ali Ahmads tvillingedøtre gik. Modsat moderen og storebroderen er de i live, men deres fremtid er uvis.
”Vi har et ansvar for at finde frem til, hvor de er, og hvem der tager sig af dem. Er de sammen eller adskilt? Har de en hverdag, og er de trygge?”, spørger hun.
Dette er anden del af en fortælling i tre dele. Læs første del her og tredje del her.
