Ind og ud af psykiatrien i årevis: Skulle han have haft psykologhjælp noget før?

En mand har i årevis været ind og ud af psykiatrien. Psykologhjælp betaler han selv ud af sin pension. Mon han ville have klaret sig bedre, hvis han havde fået psykologhjælp tidligere, lyder spørgsmålet i ugens brevkasse

Ind og ud af psykiatrien i årevis: Skulle han have haft psykologhjælp noget før?
Foto: Stefano Pollio/Unsplash.

Kære Brevkasse

Jeg kender en mand, som havde en ganske forfærdelig barndom med en far, der misbrugte og ødelagde hans liv, og en mor, der lukkede øjnene for det. Vedkommende var gennem ungdomstiden utallige gange indlagt på psykiatrisk hospital for mistrivsel og selvmordsforsøg og fik en lang række diagnoser. Og ikke mindst en masse medicin. Han fik også førtidspension.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

En dag besluttede vedkommende, at nu skulle det være slut med det liv ind og ud af psykiatrisk afdeling. Og det lykkedes. Han kom ud af det psykiatriske system og lever nu et sundt og godt liv med hjælp af ugentlige samtaler hos en psykolog, som bliver betalt ud af hans førtidspension.

Det får mig til at spørge: Hvis nu vedkommende havde fået psykologhjælp i stedet for at blive sendt til psykiater – ville han så have klaret sig meget bedre? Det offentlige betaler til psykiater, men desværre ikke i samme grad til psykolog, så der var ikke nogen valgmulighed. Spørgsmålet går også på forskellen på psykologhjælp kontra psykiaterhjælp. I må være de rigtige at spørge, da I repræsenterer begge.

Venlig hilsen

Tilde

Kære Tilde

Tak for dit meget relevante spørgsmål. Vi kender ikke alle omstændigheder omkring den mand, du henviser til. Men der er ikke tvivl om, at hans opvækst og ungdomstid har bestået af utallige traumatiske hændelser og en utryghed, som har været ubærlig og meget smertefuld.

Han har på en måde haft en dobbelt ødelæggende erfaring, når den ene forælder aktivt misbruger ham, og den anden forælder lukker øjnene.

Det er sådanne dobbeltsvigt, som en del børn desværre erfarer for eksempel i familier med alkoholmisbrug, hvor far måske drikker ganske meget, og mor ikke griber ind, slår i bordet og forsvarer og måske flytter med sine børn.

At lukke sine øjne for en ægtefælles destruktive indvirkning på børnene er en stor krænkelse, for dermed bliver barnet ladt helt alene med volden eller misbruget og får let selv en selvforståelse af, at det er dets egen skyld.

Den person, du henviser til, må have været meget belastet og såret i sit inderste. Med i billedet er der måske også genetiske forhold, som kan have betydning for den pågældendes følsomhed og modstandskraft eller tilbøjelighed til at reagere med psykisk sygdom eller sammenbrud.

Man bliver kun indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvis man er psykotisk, har en dyb depression, er selvmordstruet eller på anden måde ude af stand til at tage vare på sig selv. Så din ven har haft det virkelig svært, åbenbart i en årrække, med gentagne indlæggelser, hvor han har fået overvåget beskyttelse, medicin til at dæmpe de værste symptomer og formentlig ambulante støttesamtaler ind imellem indlæggelserne.

Det er virkelig glædeligt, at der kom en dag, hvor han fik fat i sin egen vilje og sit konstruktive jeg. En beslutning indefra om at gå en anden vej kan nogle gange være en afgørende ting for at kunne skrive nye og bedre kapitler. At han på den vej også har god hjælp af sin psykolog, hvor han uge efter uge kan dele tanker om opvæksten og om nutiden og om veje at gå fremover, har sikkert været en helt afgørende ting for ham i, at han nu kan leve et meget mere sundt og godt liv.

Til dit spørgsmål om han havde klaret sig bedre de første mange år med de gentagne psykiske sammenbrud, hvis han havde fået psykologhjælp fra starten af, tænker vi nok ikke det. Slet ikke hvis det havde været den eneste hjælp. Men havde nuværende psykolog været der uge efter uge samtidig med indlæggelserne, havde det været en vigtig kontinuitet for ham, som måske havde bidraget til, at forløbet havde været lidt kortere og måske også mindre dramatisk. En sådan behandlingskonstruktion kunne med stor fordel anvendes langt mere.

Der er et udtryk i Det Nye Testamente, der hedder ”det gunstige øjeblik”. Sådanne ”gunstige øjeblikke” ser man i en del menneskers liv, hvor der på en måde opstår en åbning for afgørende beslutninger. Det er i disse øjeblikke vigtigt at finde modet frem til at gå ind i noget nyt, som kan få stor betydning for det videre liv. Det virker, som om din ven var tro mod et sådant gunstigt øjeblik.

Vi kan prøve at give et billede på et langvarigt behandlingsforløb med et menneske, hvis livshus er i ruiner. Et hus tager lang tid at bygge eller genopbygge. Fundamentet er det grundlæggende. Det tager tid, inden det ligner et hus. Efterhånden kommer der vægge op, men huset er fortsat pivåbent, for der er ikke tag og døre og vinduer i. Efterhånden kommer de ting også på plads, og så er der rigtig mange ting i husets indre, der skal bygges op, inden man måske lidt senere kan spartle og male. Det tager lang tid, inden husets beboer kan erobre sit nye hus og sin nye fremtid.

Billedet prøver at anskueliggøre både en tidsfaktor, og at der er ting, der skal klares før noget andet i en langvarig behandling. Og at der ofte er mange forskellige faggrupper involveret. De er vigtige på hvert sit tidspunkt.

Måske husker man bedre dem, der lagde farver på til sidst, end dem, der gravede i jorden.

En psykiater og en psykolog er vigtige i denne proces. Men under indlæggelser er sygeplejersker også ofte særligt vigtige fagpersoner, som patienten kan relatere til døgnet rundt, ligesom en socialrådgiver kan hjælpe med sikring af økonomi, bolig og beskæftigelse.

En psykiater er en læge med specialuddannelse i psykiske sygdomme. Han eller hun kan afklare, om vigtige fysiske forhold er i orden, så de ikke overses, og psykiateren kan udskrive medicinsk hjælp, hvis det er nødvendigt. Det er det stort set altid, hvis det drejer sig om en psykose eller en dyb depression. En psykiater kan også have en psykoterapeutisk efteruddannelse, sådan at nogle patienter kan følges over længere tid.

Desværre er det ikke alle psykiatere, der har en sådan tilgang til længerevarende terapeutiske forløb eller som i tilstrækkelig grad vægtlægger livshistorien. Og dermed kan den medicinske behandling få overdrevent stor plads i behandlingen.

En psykolog kan også have en psykoterapeutisk efteruddannelse og dermed koncentrere sig om at hjælpe patienten med at forholde sig til sine vanskeligheder i lyset af sin livsfortælling.

Det kan være en stor hjælp for mange at have en hel time til rådighed måske flere gange om måneden sammen med en god psykolog. Desværre kan nogle psykologer overse vigtige symptomer på for eksempel kronisk depression og for længe holde fast i, at terapien kun skal handle om samtaler.

Grundlæggende er der to ting, der er særdeles vigtige i en længerevarende samtaleterapi, både når det gælder psykiateren og psykologen. Nemlig om de er fagligt dygtige, og om de er engagerede og varme personligheder.

Det ser ud til, at din gode ven har mødt en psykolog, der har begge disse afgørende egenskaber. Det er guld værd for ham.

Det er også derfor, han prioriterer det så højt ved selv at betale. Vi synes også, at der burde være bedre tilskuds-muligheder til langtidsterapi hos både psykiateren og psykologen, hvis de har de ovenfor nævnte egenskaber.

Mange hilsener