Prøv avisen
Seniorliv

Engang var anekdoterne en del af den folkelige fortællekunst. Men det lader til, at de er forsvundet

Anekdoterne var noget af det, der udgjorde sammenhængskraften i de nære landsbysamfund, skriver Kresten Drejergaard. På billedet fortælles historier i køkkenet på Frilandsmuseet. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Hvad er der blevet af anekdoterne, spørger Kresten Drejergaard i klummen "Seniorliv"

I de seneste fire-fem årtier er det gået hårdt ud over landsbyerne, som har mistet de fleste af de institutioner, der tidligere holdt landsbylivet oppe. I virkeligheden strækker den moderne landsbys historie sig kun over cirka 100 år, nemlig fra 1870 til 1970, det vil sige fra den tid, da landsbyerne udviklede sig til små servicecentre for det omgivende landbosamfund med andelsmejerier, skoler, biblioteker, håndværksvirksomheder, butikker samt jernbanestationer her og der. Det meste af det er væk nu. Fra 1970 tog afviklingen af landsbyerne fart, selvom skiftende regeringer har sagt, at man vil bevare ”det nære samfund”.

Noget af det, der udgjorde sammenhængskraften i det nære samfund, var de anekdoter, som blev fortalt. Hver landsby havde sine anekdoter. Her kommer en, som jeg hellere må fortælle, mens der endnu er nogle, der kan huske, hvordan en gammeldags henkogningskedel så ud – altså sådan en stor gryde, der kunne rumme nogle henkogningsglas.

Midt i låget stod der et termometer, som med billeder af forskellige frugter angav den temperatur, der egnede sig til henkogning af den frugt, der var i kedlen.

I sognet var der en kogekone, Nina, som ikke blot kunne lave mad til konfirmationer og bryllupper, hun kunne også hjælpe til med henkogning i bær- og frugtsæsonen. Hun var gift med Andres, som en dag følte sig sløj og derfor ringede til lægen, som havde den opfattelse, at folk ikke var syge, hvis de ikke havde feber.

Lægen spurgte derfor: ”Har du feber, Andres?” Det vidste Andres ikke, men han lovede at finde ud af det og så ringe tilbage senere. Som sagt så gjort. Og lægen spurgte igen: ”Har du feber, Andres?” hvortil Andres på sit fynske tungemål svarede: ”Jah, jæ ve’ såmæi ette reiti’. Jæ ku’ ette finde an’t end som et af Ninas henkogningstermometre. Men dei er heilt op’ på blommer!”

Hvad lægen fik ud af den melding, fortæller historien ikke noget om. Men Andres levede sammen med Nina i adskillige år efter. Nu er de ikke til mere. Men historien er indgået i sognets samling af anekdoter, så på den måde har de fået et langt efterliv.

Der er utallige anekdoter med tilknytning til de lokale småsamfund.

Anekdoterne har den funktion, at de bidrager til at skabe en historisk kontinuitet i sognet og dermed en sammenhæng, som går på tværs af alle de skel af social, politisk og kirkelig art, der lokalt kan være mellem folk.

Anekdoterne er fælles gods, og dermed er de med til at skabe en lokal samhørighed, som er til på trods af alt det, der ellers deler sognet op i kliker og grupperinger.

Desuden rummer anekdoterne som regel også en godmodig overbærenhed, som kan udjævne nogle af de skel, der er. Derfor er anekdoterne vigtige. Det er vigtigt, at de bliver fortalt. De er et kulturelt fænomen, som er formidlet af den folkelig fortællekunst.

De fleste af de anekdoter, jeg kender, har jeg hørt i købmændenes bagbutikker, hvor der sidst på eftermiddagen altid sad en lille flok, som efter arbejdstid slappede af over en øl, mens de udvekslede nyheder og historier. Jeg ved godt, at det er ulovligt at drikke øl i købmandens bagbutik, men landbetjenten gjorde det også, og desuden gik det altid sømmeligt til.

Men nu er der ikke flere købmænd tilbage og derfor heller ingen bagbutikker. Her og der er der en Superbrugsen eller en døgnkiosk i tilknytning til en tankstation. Men det er ikke mit indtryk, at de udfylder nogen større kulturel eller social funktion.

Så hvor bliver anekdoterne fortalt? På Facebook måske? Det tror jeg ikke. Det er jo heller ikke på de globale medier, at anekdoterne har levet deres liv. Derimod var de til lokalt og verbalt. Måske fortælles anekdoterne slet ikke mere. Måske er de kun til som optegnelser i det lokalhistoriske arkiv.

Det er også godt nok. Men det var bedre, da de var en del af sammenhængskraften i et levende samfund.

For nylig var jeg på besøg på et plejehjem, hvor jeg i den lokale plejehjemsavis læste en opfordring til at nedskrive de anekdoter, man selv har fået fortalt. Det er en god idé. Det kan eventuelt ske med afsæt i fælles ”fortælle-eftermiddag”, så der også er et socialt element i det.