I begyndelsen af 1945, hvor jeg endnu ikke var et år, skrev min mor et brev til mig. Det rummer blandt andet følgende passage:
”Når du bliver stor, skal du lære at elske Danmark og alle gode kræfter i det. Du skal se Danmarks land fra syd til nord og fra øst til vest. Du vil da få at se mange sørgelige minder fra denne tid, og du vil få at høre om deres historie. Måtte du da lære at elske ordene: ’Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn’. Der er både meget ondt og forræderisk, men også meget stort og godt i denne tid. Om begge dele skal du høre. Du skal elske vort flag og vor gamle konge, som måske, når du vokser til, ikke er mere. Kresten, du skal blive en god, dansk kristen mand.”
Læg mærke til, at der ikke er et ”og” eller et ”komma” mellem ordene ”dansk” og ”kristen”. ”Du skal blive en god, dansk kristen mand.” Jeg forstår min mors formulering på den måde, at hun har ønsket for mig, at jeg skulle blive en god kristen mand i Danmark, det vil sige med det danske som baggrund og forudsætning for min kristendom.
Når der ikke står et ”og” eller et ”komma” mellem ”dansk” og ”kristen”, mener jeg, at det betyder, at hun ikke har opfattet ordet ”dansk” som en særlig kvalitet, man kan tage patent på, men derimod som en omstændighed, man kan få givet. Hvis hun havde tænkt ordet ”dansk” som en kvalitet, ville hun nok have håbet for mig, at jeg skulle blive en ”god, dansk og kristen mand”.
Jeg har tænkt noget over det – navnlig i de senere år, hvor jeg har lagt mærke til, at vi er begyndt at påberåbe os, at vi er danskere. Det begyndte for et par årtier siden, da det blev skik at omtale folk som danskere og tage dem til indtægt som danskere. Dermed kommer begrebet til at omfatte os alle sammen, for så vidt som vi opfatter os selv som danskere.
Efterhånden som alle politiske partier lige fra det yderste højre til det yderste venstre har adopteret vanen med at argumentere med ”danskerne” som begreb, må jeg sige, at der er temmelig meget, som jeg som dansker ikke vil tages til indtægt for. Hvorfor kan man ikke blot sige ”folk”? Jeg fornemmer det som en regulær gidseltagning, når jeg som dansker bliver taget til indtægt for både det ene og det andet.
Hvad er det i grunden, vi siger, at vi er, når vi siger, at vi er danskere? I det politiske regi nævner man som regel respekten for demokrati og ligestilling. Men det mener man jo også mange andre steder i verden.
Hvis vi vil vide noget om vore samfundsmæssige værdier, bliver vi nødt til at spørge tilbage i kirkehistorien. I begyndelsen af det forrige århundrede argumenterede sociologen Max Weber overbevisende for, at det moderne kapitalistiske samfund har nogle af sine historiske rødder i reformatoren Jean Calvins reformation af Genève i 1536.
Tilsvarende vil man kunne argumentere for, at en del af vore danske samfundsidealer har nogle af sine historiske rødder i Martin Luthers lidenskabelige opgør i 1520-1524 med åger, konkurssvindel og monopoldannelser. I mellemtiden er sekulariseringen kommet til, men mange af idealdannelserne har overlevet i det verdslige samfund indtil vor egen tid.
I Danmark har Grundtvig bidraget til at bringe dem videre med sådanne linjer som ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt” og ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord … med lige værdighed i borg og hytte” samt det måske stærkeste citat af alle ”Kærlighed alt sit udretter, som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit”. Det, Grundtvig tænker på, er den kærlighed, som sætter den etiske skønsomhed over den såkaldt politiske nødvendighed.
Jeg tænker, at det var et sådant Danmark, min mor mente, at jeg som et kristent menneske skulle lære at elske.