På en sofa i Østjylland ligger en mere end 100 år gammel mand i disse første dage af år 2022 og er overbevist om, at han snart skal dø. Han tager ikke længere næring til sig og har gjort sig det klart, at livet er ved at være forbi. Men måske er døden ikke helt så nær, som manden selv forestiller sig, for præsten, der jævnligt besøger ham, oplever, at han stadigvæk er både nysgerrig og omsorgsfuld og stiller spørgsmål til sine omgivelser. Præsten tror derfor på, at manden har livskraft i sig til at leve lidt endnu.
Januar er knap begyndt, og det er stadig buldrende mørkt udenfor det meste af døgnet. Alligevel finder langt de fleste mennesker, ligesom den gamle mand på sofaen, noget, der driver dem hver dag. Det er det, man kalder livskraft.
Spørgsmålet er, hvordan den egentlig ser ud? Hvordan finder man den? Og har nogle mennesker mere af den end andre?
I Den Danske Ordbog er livskraft beskrevet som ”den indre kraft, der giver mennesker lyst og energi til at leve og udfolde sig”. Når mennesker overkommer stor modgang, eller når alvorligt syge trodser prognoser om snarlig død og lever længere end ventet, kan livskraften være på færde. Det samme gælder for mennesker, der lever et særligt godt og ofte også langt liv, eller som ganske enkelt synes at have et tydeligt mod på – og en glæde ved – livet.
Man må sætte noget på spil
Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Vær og Nebel Sogne ved Horsens, og den gamle mand på sofaen er hans sognebarn gennem mere end 30 år. Han tror på, at alle mennesker kan fyldes med livskraft, men han tror hverken på, at det er noget, man fra naturens side kan have mere eller mindre af, eller at man aktivt kan tilegne sig den.
”Det er en stor og udbredt misforståelse, at livskraft er noget, man kan have som en egenskab eller en besiddelse. Jeg mener, at livskraft er noget, der kan ske med os og etablere sig i vores liv, når vi er modtagelige for det, og det er vi ifølge en kernetanke i den kristne tro, når vi er små. Altså når vi er klar over, at vi ikke er herre over alt i vores eget liv.”
Gennem sine mange år som præst har han mødt mange mennesker, der synes at være fulde af livskraft, og han er efterhånden kommet frem til, at de alle har det til fælles, at de synes at leve porøst, sårbart og modigt – eller måske i virkeligheden sagtmodigt.
”Det er mennesker, som på den ene eller anden måde sætter noget på spil i deres egen tilværelse, og som har taknemmeligheden som grundlæggende livsholdning. Altså personer, der i grunden betragter livet som en gave,” siger Gudmund Rask Pedersen og fortsætter:
”Jeg oplever, at det er mennesker, hvor de fleste vil mene, at udtrykket ’hun eller han hviler i sig selv’ er helt passende, men min personlige erfaring er også, at man meget hurtigt finder ud af, at der er tale om personer, som faktisk hviler i noget større end sig selv. Som sognepræst vil jeg nok sige, at de er rummet af Gud, men man kan også se det som mennesker, der er rummet af en godhed i tilværelsen.”
Livskraft kommer af nysgerrighed
Vincent Hendricks, der er professor i formel filosofi på Københavns Universitet, har i mere end 20 år været venner med den nu 104-årige forfatter og journalist Lise Nørgaard.
Hun har efterhånden mistet synet og gav mellem jul og nytår sit allersidste interview, men selvom hun trækker sig fra det offentlige liv, fordi alderen har medført fysiske begrænsninger, har hun stadig et ukueligt mod på livet.
Lise Nørgaard kalder sig selv en festabe med henvisning til sin altid fyldte kalender, ligesom det fremgår, at hun stadig følger skarpt og undersøgende med i verden omkring sig.
Og netop den egenskab fylder hende med livskraft, mener Vincent Hendricks, som hver uge besøger hende for at læse højt for hende, nu hvor hun ikke selv kan se:
”Lise Nørgaard er livskraftig, fordi hun er fordomsfri nysgerrig. Vi møder selvfølgelig alle sammen vores verden med en vis grad af fordomme, for det er en del af livet, at vi tager vores erfaringer fra tidligere med os i mødet med nye mennesker. Men Lise har gjort det til en livsdyd at møde verden fordomsfrit og nysgerrigt, så godt som hun overhovedet kan,” siger Vincent Hendricks.
Filosofiprofessoren mener, at alle mennesker på den måde har livskraft i sig, men at vi har forskellige vilkår, der fordrer eller begrænser den.
”Det er klart, at vi i kraft af både livserfaringer og livsvilkår har forskellige betingelser for, at livskraften kan udfolde sig, men vi kommer langt ved at forsøge at møde verden nysgerrigt og undersøgende,” lyder det.
Dyrene har livskraft som instinkt
I biologiens verden er livskraft også et begreb, men mens menneskers livskraft synes at kunne udfolde sig i større eller mindre grad, forekommer den i dyreverdenen som et næsten upåvirkeligt instinkt, fortæller biolog Michael Stoltze.
”Dyrene er ikke belastet med en eksistentiel bevidsthed på samme måde som mennesker, men de har en kraft i sig, der gør, at de instinktivt forsøger at klare sig uanset hvad,” siger biologen, som mener, at den helt umiddelbare livskraft hos dyrene kommer til udtryk som en stor værdighed.
”Tag for eksempel ræve, der bliver syge med skab og sulter ihjel, mens de langsomt bliver ædt op af mider i pelsen. De har en værdighed over sig til allersidste færd, fordi de bliver ved med at forsøge at klare sig, selvom de lever et liv, der er fuldstændigt overladt til skæbnen,” siger han og påpeger, at det selvfølgelig ikke er noget ideal for mennesker, fordi vi i kraft af vores bevidsthed kan tage tage livet i egne hænder og få ting til at ske.
Men der er måske alligevel paralleller mellem menneskers og dyrs livskraft. Selvom Michael Stoltze flere gange har oplevet stor sorg i sit liv, blandt andet da hans yngste søn forrige år begik selvmord, har han ikke på noget tidspunkt mistet livskraften. Han mener selv, at det skyldes, at han har brugt naturen, men også kunsten og musikken, som drivkraft.
”Naturen og kunsten, som er uendelig, er næring for liv og kærlighed, og der bliver ved med at være ting at opdage og indtage med alle sanser. Livskraften handler om at finde det, der driver alting videre,” fastslår Michael Stoltze.