Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag psykologen lærte Anne-Marie Vedsø Olesen at lytte til sig selv

Anne-Marie Vedsø Olesen besluttede sig til at blive forfatter, efter at en psykolog opfordrede hende til at tage en pause fra sit arbejde for at finde sin passion. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen blev som ung udsat for et voldeligt seksuelt overgreb. Overfaldet og pressens dækning af sagen var voldsom, men i dag holder traumet takket være en psykolog hende ikke længere nede

Da jeg var i begyndelsen af 30'erne, blev jeg udsat for et voldeligt seksuelt overgreb. En mand vred armen om på mig og tvang mig ind i sin lejlighed, selvom jeg sagde nej. Oplevelsen prægede mig selvsagt en del dengang, men i dag er den ikke længere et mørke i mig, som holder mig nede. Det var for eksempel nærmest en leg at skrive en voldtægtsscene i min nye roman, ”Bastarden”, hvor gerningsmanden faktisk bliver slået ihjel af min kvindelige hovedperson.

Men i min egen sag slap overgrebsmanden, efter at politiet udspurgte ham under efterforskningen. Manden havde vist svaret tøvende og undvigende på, om han ikke havde undret sig over, at jeg havde grædt undervejs. Han sad i isolationsfængsel under efterforskningen, men fik kun en lille straf for ulovlig våbenbesiddelse. For det var ord mod ord.

Det var helt urimeligt, syntes jeg. Efter min mening var beviserne klare mod ham, så jeg besluttede mig til at gå til medierne med min sag, selvom Joan-Søstrene i Dannerhuset sagde, at det kunne blive hårdt for mig.

Det blev også en væmmelig tur i mediemøllen, hvor sagen blandt andet kom på forsiden af Ekstra Bladet. Det endte med, at sagen blev forsøgt overdraget til Rigsadvokaten, men han ville ikke tage den, og manden slap altså med sin lille bøde.

Kampen for retfærdighed var næsten lige så voldsom for mig som selve overfaldet, så jeg havde brug for at få bearbejdet traumet hos en psykolog, som jeg begyndte at komme hos.

Som samtalerne skred frem, kom der også andre ting op til overfladen, som jeg havde brug for at få klarhed over.

Hele mit liv havde jeg gjort det, som andre forventede af mig. Jeg har altid været optaget af musik, bøger og kunst. Jeg gik til musikundervisning flere gange om ugen, rålæste al mulig skønlitteratur, skrev noveller og rendte uafladeligt i teatret.

Men i skolen havde jeg været den pæne, dygtige pige, der altid forsøgte at leve op til lærernes forventninger. Min fysiklærer havde opfordret mig til at gå ad den naturvidenskabelige vej. Det gjorde jeg så. Og jeg læste medicin, fordi jeg selv er opvokset i et lægehjem. Jeg følte, at det blev forventet af mig. Og nu da jeg var blevet færdiguddannet som læge, hældte jeg til at specialisere mig i patologi, fordi en overlæge havde sagt, at hun syntes, at jeg skulle gøre det, når jeg nu var så god til det.

Min daværende mand havde fået arbejde i Belgien, og jeg havde egentlig fået tilladelse til at arbejde som læge der. Men en forårsdag hos psykologen spurgte hun pludselig, hvad jeg egentlig havde lyst til, hvis jeg selv kunne vælge.

Jeg kan huske, at det var en solskinsdag, og at det stærke lys fra vinduet væltede ind i rummet, da jeg for måske første gang i mit liv for alvor skulle svare på, hvad jeg havde lyst til.

”At blive klassisk dirigent!”, røg det ud af mig. Psykologen så opgivende på mig, som om hun havde svært ved at arbejde med det svar. Men i stedet gav hun mig det gode råd at lade være med at tage arbejde de første tre måneder i Belgien uden at træffe nogen beslutninger for fremtiden, for så ville jeg kunne mærke, hvad jeg virkelig brændte for.

Nu var det også en luksus, at jeg gennem min daværende mands vellønnede job kunne tillade mig at tage tre måneder fri, men det virkede. For i løbet af den tid fandt jeg ud af, at jeg måske havde svaret, at jeg gerne ville være dirigent, men det, som det egentlig var udtryk for, var, at jeg gerne ville være skabende kunstner i stedet for læge.

Jeg havde før skrevet noveller som teenager og en roman om den græske hero Theseus. Bogen var dog blevet i skuffen. Men nu genoptog jeg endelig skrivningen. For dér gik det op for mig, at jeg hele mit liv havde præsteret for andres skyld uden at lytte til mig selv. Det var ærgerligt, at der skulle et overgreb til, før jeg forstod at lytte til mig selv. Men dér blev jeg endelig hovedarkitekten i mit eget liv. Og sådan blev jeg også forfatter.