Hvad nu, hvis... Sådan tænker mange, der er kommet lidt op i årene. Hvad nu, hvis der sker mig noget, hvordan skal det så gå?
Hvad nu, hvis jeg bliver ramt af alvorlig sygdom for eksempel demens? Hvem er det, der skal sørge for praktiske ting, og bliver det, som jeg gerne vil have?
De tanker og mange flere af samme skuffe dukker op hos mennesker, der er kommet op i årene. Måske har der været debatter i fjernsyn eller radio, måske et større avisinterview har berørt beslægtede emner, måske har en ven eller veninde spurgt: Har du tænkt på, hvordan tingene skal gribes an, hvis demensen melder sig…?
Det gør den heldigvis langtfra hos alle, men det betyder jo ikke, at diskussionen og tankerne ikke opstår.
Jeg har selv for mange år siden skrevet ”Bogen til mine kære”, en praktisk og personlig bog om, hvilke tanker, mennesker der udfylder bogen, kan efterlade til deres familie om begravelse/bisættelse og gravsted. Og jeg ved fra kontakter med umådelig mange mennesker, hvor kæmpestor en betydning de efterladte optegnelser har haft. De er til glæde og gavn, når den, der udfyldte bogen, ikke længere lever.
Fordi vi nu i samfundet i stadig stigende grad gennem de seneste år er blevet vidner til, hvordan demens og alzheimer kan berøve mennesker deres tankeformåen, hukommelse og evne til at tage vare på sig selv, så kan der være brug for optegnelser, der skal i brug, når hjernen forandrer sig, men personen stadig lever.
Det er netop de forhold, der gør, at en fremtidsfuldmagt nu findes. Den har eksisteret siden forrige år, men jeg fornemmer, når jeg spørger ældre, at den stadig ikke er almindelig kendt. Det er jo en mulighed, som man nok, især måske hvis man er enlig, skal tage til sig og overveje.
Tanken er jo, at den skal befri mennesker for bekymringer over, hvordan tilværelsen og hverdagen vil forme sig, hvis man ikke selv er i stand til at overskue sit liv og træffe beslutninger, både store og små.
Her kan man, mens man stadig er ved sine fulde fem, beslutte, hvem der skal tage sig af ens økonomi, have kontakten til det offentlige, for eksempel vedrørende hjælp, sørge for begravelse, og også mindre ting, som hvem der skal have fødselsdags- og julegaver, måske netop noget, man vil være tryg ved at vide bliver varetaget på bedste måde, som man selv ville have gjort det.
En god veninde, hvis mand var dement, var lykkelig for, at hun vidste, hvad der var hans livretter, og hvad han bestemt ikke brød sig om at spise. Hun synes, det bør være alle dementes ret ikke at blive sat over for mad, de i et langt liv har undgået.
En anden veninde fortalte, at hun og to andre havde besluttet at ”læse på lektien” og sætte sig ind i, hvad fremtidsfuldmagterne indebar. Så kunne de drøfte det og ville måske nå frem til at tage stilling.
Fuldmagten skal oprettes i det digitale tinglysningssystem, og der skal underskrives med NemID. Efterfølgende skal fuldmagten have en notarpåtegning og tinglyses i personbogen.
For at fuldmagten kan sættes i gang, skal der indgives en anmodning til Statsforvaltningen. Det kan ske, hvis man er blevet ramt af sygdom eller måske på grund af alder er blevet for svækket.
Det er således Statsforvaltningen, der bestemmer, om fuldmagten skal træde i kraft. Og det sker blandt andet på baggrund af en lægeerklæring. Statsforvaltningen underretter også de nærmeste pårørende.
Den, der har givet fuldmagten, kan også bede om, at den bliver aktiveret og sat i værk.
Fuldmagten kan som sagt omfatte både økonomiske og personlige forhold. De økonomiske omfatter blandt andet betalingsaftaler med banker og ansøgninger om offentlige ydelser.
Det kræver omhu at vælge en fremtidsfuldmægtig, for det skal være en person, man har stor tillid til, og som man tror er villig til at påtage sig opgaven og ansvaret. Gode samtaler må ligge til grund for dette. Man kan godt vælge mere end én fremtidsfuldmægtig, de kan for eksempel få hvert sit område at stå for.
Som det er udtrykt i betegnelsen fremtidsfuldmagt, er det tanken, at denne fuldmagt skal bruges engang i fremtiden, hvis man bliver syg eller svækket og ikke kan handle på egne vegne.
Det er altså ikke en her og nu-beslutning, der skal tages, men snarere en slags hvad nu hvis-forsikring, som man tænker igennem i fred og ro, og som måske aldrig kommer i brug. Men det kan give en stor tryghed og færre bekymringer at vide, at den findes, og at situationen er tænkt igennem i en god stund.