Prøv avisen

Ensomhedskonsulent: Hvad kan du selv gøre for, at din næste ikke er ensom?

Det er svært at stå uden for fællesskabet. Men det kræver ikke så meget at invitere den ensomme indenfor, mener ensomhedskonsulent i Ældre Sagen David Vincent Nielsen. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Det kræver ikke alverden, men kan gøre en verden til forskel, hvis man tør række ud til en, der ser ensom ud, siger ensomhedskonsulent i Ældre Sagen David Vincent Nielsen. Det fælles måltid er et oplagt sted at sætte ind

Måske er det egentlig hans hustru, der er bedst til det. Det der med at række ud til fremmede mennesker og invitere dem ind i fællesskabet. Ensomhedskonsulent i Ældre Sagen David Vincent Nielsen ler lidt undskyldende, da han siger det. Han er selv introvert, forklarer han, og har det fint i sit eget selskab eller i selskab med sin nærmeste familie.

Alligevel inviterede han en ældre kvinde, en nabo i den opgang, han bor i, indenfor til aftensmad en dag. Naboen var blevet ramt af sygdom og havde det lidt svært, og da hun en aften ringede på døren og spurgte om et eller andet, og det alligevel var ved at være spisetid, inviterede David Vincent Nielsen hende til at spise med.

Netop måltidet er en af de bedste måder at komme ensomhed til livs. Derfor sætter Folkebevægelsen mod Ensomhed, blandt andet sammen med Ældre Sagen, i denne uge fokus på ensomhed gennem kampagnen ”Danmark spiser sammen”. Måltidet er nemlig – ud over at være livsvigtigt – også en måde at bringe mennesker sammen.

”Måltidet har en helt central almenmenneskelig og kulturel funktion. Det har været et samlingssted siden Adam og Eva, og det er fællesskabsdannende. Det er noget, man kan gøre med mennesker, man kender, men også mennesker, man ikke kender – endnu,” siger 51- årige David Vincent Nielsen.

Kampagnen skal sætte fokus på de mange danskere, der føler sig ensomme. I den seneste Sundhedsprofil fra 2013, som er regionernes undersøgelse af danskernes sundhed, medtog man for første gang spørgsmål om ensomhed. Her blev det anslået, at omkring 210.000 voksne danskere føler sig svært ensomme. Det kan der være mange grunde til; psykisk eller fysisk sygdom, arbejdsløshed, en svær opvækst, tab i familien, eller at man bor alene, hvilket gælder for 1,2 millioner danskere. Men uanset årsag er ensomheden et problem. For den er ikke bare socialt isolerende, men kan lede til helbredsproblemer som stress, påpeger Folkebevægelsen mod Ensomhed.

David Vincent Nielsens nabo kom til spisning et par gange mere, inden hun siden flyttede på plejehjem. Oplevelsen viste ham, at det ikke kræver så meget at række ud til sin næste.

”Det var jo bare lige at sætte en ekstra tallerken på bordet, hvor svært kan det være? Vi kendte hende ikke særlig godt, hun var bare en sød ældre dame, som vi altid hilste på, når vi mødte hende på trappen. Så sværere er det ikke. Mange tænker måske ’Åh nej, så har vi hende rendende’, og den risiko er der selvfølgelig, men jeg tror ikke, at den er så stor. Men den lille gestus kan gøre en stor forskel for det enkelte menneske,” siger han.

Igennem ugen har virksomheder og organisationer såvel som private rundtom i landet arrangeret fællesspisninger på alle mulige måder, og idéen er, at det skal bringe mennesker sammen. Mennesker, som måske gerne vil fællesskabet, men som af den ene eller anden grund har svært ved at komme ind i det. Derfor arbejdes der særligt på at få folk af sted.

”Vi gør meget ud af at spørge ’hvem tager du med?’, for vi ved, at en af de store barrierer for at komme med i fællesskabet er at komme ud af døren. Hvis man føler sig alene, har man måske svært ved at komme af sted, fordi man er fysisk svækket eller bare ikke rigtig tør, og når man kommer derhen, er man måske genert og har svært ved at komme i gang med en samtale. Derfor er det så vigtigt, at man hanker op i sin ensomme nabo eller ven eller familiemedlem og får dem med. Nogle kommuner har i år lavet følgeordninger, hvor en del af hjemmehjælpernes tid er sat af til at tage ældre med til fællesspisning,” siger han.

David Vincent Nielsen har, som de fleste danskere, også selv følt sig ensom af og til. I dag er han gift og har børn, men tidligere var han katolsk præst, og præstegerningen kunne af og til være ensom.

”Ligesom måltidet er almenmenneskeligt, er ensomhed det også. De fleste har nok oplevet det. Det er svært at definere, hvad ensomhed er, og mange tror, at man kun kan føle ensomhed, hvis man føler sig alene eller er alene. Men man kan også være ensom sammen med andre, og det kan føles værre. For hvis man er i en kreds af mennesker, men ikke har nogen at snakke med, føler man sig i dén grad uden for fællesskabet,” siger han.

”Da jeg var præst i den katolske domkirke i Bredgade, følte jeg mig af og til ensom. I præstegerningen udfører man mere eller mindre alle opgaver alene, og man har ofte ikke kolleger i nærheden. Man har 1000 opgaver fra tidlig morgen til sen aften og står til rådighed for andre mennesker – hvad der selvfølgelig er idéen og meningen med det hele. Men indimellem kan man føle, at man står meget alene med det, og ansvaret kan være overvældende, og man har måske ikke nogen at tale med om det,” siger han.

Da han studerede nogle år i Rom, røg han med egne ord i den klassiske risikogruppe for ensomhed. For her flyttede han til et andet land, hvor han ikke kendte nogen. Kulturen var fremmed og sproget ukendt.

”I Rom gjorde jeg det, man er nødt til som tilflytter, nemlig at lære sproget og prøve at overvinde de barrierer, der er ved, at ting er anderledes, også menneskene. Det er en kæmpe udfordring, men også på en positiv måde, for man vokser som menneske, hvis man orker at give sig i kast med det,” siger han.

Han peger på, at man skal huske, at det også er svært at være den, der skal indlemme en fremmed i fællesskabet. Hvad enten det er en studerende i Rom, en flygtning i Danmark eller en ny kollega på arbejdspladsen.

”Menneskelige fællesskaber har en tendens til at lukke sig om sig selv. Det er både en berigelse og grus i maskineriet, når en ny kommer ind, for så skal vi tage særlige hensyn. Det kræver en anstrengelse. Alle, der har prøvet at starte i en ny klasse eller på en ny arbejdsplads, ved, hvad det kræver at komme ind i et nyt fællesskab. Men man skal huske, at det også er en anstrengelse den anden vej,” siger han.

”Det handler om at kigge på sig selv og se, hvad man selv kan gøre for at bidrage til det rummelige fællesskab. Hvordan kan man være opmærksom på at række ud til mennesker i omgangskredsen, på arbejdet, i skolen, idrætsforeningen, hos naboerne, familien. For det er ikke nok med at få dem af sted til et arrangement, det handler også om, at de skal føle sig velkomne,” siger han.

Ældre Sagen har til ”Danmark spiser sammen” lavet fem gode råd til ”Det gode værtskab”, som skal få folk til at føle sig godt tilpas omkring et måltid, hvad enten det er til middag i et privat hjem eller til fællesspisning i en forening. Men David Vincent Nielsen mener, at man også sagtens kan tænke det gode værtskab ind i andre sammenhænge.

”Man kan tænke det systematisk ind i de fællesskaber, man færdes i. I foreningslivet er det jo ikke sikkert, at det at byde nye velkommen er noget, man italesætter. Heller ikke på det globale plan. For det gode værtskab er jo både på det nære plan og på det globale. Hvordan er vi åbne for nye mennesker, så Danmark – og verden – er et rart sted at være?”, spørger han.

Men i første omgang kan man begynde med at kigge sig omkring i sine omgivelser.

”Gad vide, hvordan hun egentlig har det, kollegaen, der lige er blevet skilt? Eller forældrene til et barn i ens børns klasse, som man godt ved har nogle problemer af en art. Vi skal vænne os til ikke bare at sige: ’Nåh, men det er der nogle andre, der tager sig af, jeg kender dem jo heller ikke rigtig.’ For dem, der er ramt af svær ensomhed, er der jo ikke ofte rigtig nogen, der kender. Det behøver ikke være så kompliceret. Hvis man har en følelse af, at det er lidt grænseoverskridende at invitere folk hjem eller høre om alle deres problemer, kan man tage dem med et sted hen. Til fællesspisning på biblioteket eller til sommerfesten i boligforeningen,” siger han og til- føjer:

”Selv den lille gestus kan være med til at gribe vedkommende, inden det bliver til svær ensomhed. Ofte er ensomheden eller det, der gør, at man hænger lidt med næbbet, jo noget forbigående. Men det kan udvikle sig, hvis man ikke får en hjælpende hånd. Vi har så travlt, men der går altså ikke noget af én, hvis man giver plads til hinanden.”

215010033