Hvad kan man forvente af sundhedspersonalet under en pandemi?

Hospitalsansatte beretter i takt med et stigende antal corona-indlagte om uacceptable arbejdsforhold og angst for smitte, som betyder, at de ikke har lyst til at indgå i coronaberedskabet. Hvor går grænsen mellem kald, pligt og heltegerning?

”Det er jo mennesker, som ofte selv har familie og er bange for at tage smitten med hjem. Det er dybt menneskeligt at have det sådan,” siger filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler.
”Det er jo mennesker, som ofte selv har familie og er bange for at tage smitten med hjem. Det er dybt menneskeligt at have det sådan,” siger filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Coronapandemien raser, og antallet af indlagte med den frygtede virus stiger. Det samme gør antallet af beretninger i medierne fra hospitalsansatte om svære arbejdsvilkår, kolleger, der bryder sammen i gråd, manglende anerkendelse, stress, opsigelser og sygemeldinger samt angsten for selv at blive smittet.

Som akutsygeplejerske Lea Kjølby fra Aarhus Universitetshospital, der tidligere på ugen til tv2.dk tilkendegav, at hun er bange og ville have valgt en anden uddannelse, hvis hun havde vidst, hvad der ventede hende.

”Jeg synes, at det er enormt frustrerende at se mine kolleger græde og være kede af det og faktisk sige i slutningen af nogle vagter, at de har mere lyst til at gå på dagpenge, fordi de er så pressede, at de virkelig overvejer at sige op.”

Men hvad er den nu af. Hedder det ikke netop alle mand på dæk, når bølgerne går faretruende højt, og skuden er i fare for at synke? Har sundhedspersonale ikke pligt til under en verdensomspændende pandemi at gå en ekstra mil i den større sags tjeneste og naturligt melde sig til corona-beredskabet?

Filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler har tidligere undervist på sygeplejerskeuddannelsen og er ærgerlig over, at sygeplejerskerne og andet sundhedspersonale nu udsættes for kritik. Han mener, det er fejlfortolket, når det i den offentlige debat blandt andet har heddet sig, at sygeplejerskerne ikke vil tage deres fag på sig, og når de bliver beskyldt for på upassende vis at føre fagforeningspolitik midt i en alvorlig sundhedskrise.

”Det er helt skudt ved siden af og en kritik, der er meget let at komme med udefra. Det her handler ikke om sygeplejersker, der ikke vil vise omsorg, men om det enorme pres, de arbejder under, og som de gør opmærksom på. De er ikke i tvivl om, hvad det rigtige er at gøre, men de har bare ikke rammerne. Folk forstår slet ikke de forhold, de bliver budt, hvor de på den ene side skal gøre nytte, men på den anden side i situationer er tæt på at blive udnyttet,” siger han.

Jacob Birkler påpeger, at arbejdet med coronapatienter er langt mere krævende end med mange andre patienter, fordi de skal isoleres. Og angsten for selv at blive smittet må man ikke underkende, selvom der er tale om fagfolk.

”Det er jo mennesker, som ofte selv har familie og er bange for at tage smitten med hjem. Det er dybt menneskeligt at have det sådan. Folk bør kigge sig selv i spejlet og spørge, hvordan man selv ville have det? Vi er bange for at smitte vores kære her til jul – den angst går sundhedspersonalet med hver dag. Derfor er kritikken for letkøbt. Ikke kun rent logisk, men også etisk set. Skal man op på den moralske hest at sidde, er det svært at finde en saddel, der passer,” siger han og afviser, at vi behøver at frygte, at alle sygeplejersker er i gang med at forlade en synkende skude.

”Det er jeg overhovedet ikke bekymret for. Sygeplejersker er usædvanligt pligtopfyldende. Netop derfor skal vi passe på, når vi læsser dem med forpligtelser,” siger Jacob Birkler.

Heller ikke Benjamin Olivares Bøgeskov, docent og ph.d., der blandt andet har forsket i kommunikation og etisk dialog i sundhedssystemet på Københavns Professionshøjskole, mener, at man kan stille det som et endegyldigt etisk krav, at sundhedspersonale uanset omstændighederne bliver ved deres læst.

”Man kan have nogle principper for, hvilke pligter der rent etisk ligger i en jobfunktion. Men man kan aldrig lægge sig fast på, præcis hvor langt pligten rækker. Det er noget, man skal forhandle med sig selv. Etik er retninger, men det er ikke konkrete beslutninger,” siger han.

Benjamin Olivares Bøgeskov påpeger, at vi, når der opstår kriser og store udfordringer, hylder heroiske elementer, men at det heroiske aldrig kan være noget, vi som samfund kan kræve, idet det rækker langt ud over pligten.

”Vi kan ikke bygge et system op på heltearbejde. Det ville være forkert, og det ville betyde, at vi brændte mennesker ned til grunden. Vi kan prise det menneske, der går længere end pligten, men ikke kræve det. På samme måde som vi forventer, at lægen og sygeplejersken passer på os, når vi er indlagt, forventer vi, at pædagogen passer på vores barn i børnehaven. Men opstår der en ildebrand, skal pædagogen så løbe ind i ilden og forsøge at redde barnet – forventer vi det? Det findes der ikke et endegyldigt svar på,” siger han.

Formand for Sygeplejeetisk Råd under Dansk Sygeplejeråd Anne Bendix Andersen afviser, at det i moderne tid giver mening at tale om, at sygeplejersker og for den sags skyld også læger skal opfattes som kaldet til deres job i calvinsk forstand, hvor man er udvalgt af Gud til jobbet og på den måde ekstraordinært forpligtet til at yde en indsats ud over det sædvanelige.

”For mig handler det at være ’kaldet’ om passionen for et fag, hvor vi udøver sygepleje på et velfunderet grundlag med nogle etiske og praktiske kundskaber. Det handler derimod ikke om en guddommelig magt, man tjener, og skal ikke betragtes som et altomfavnende altruistisk foretagende, når vi går på arbejde. Men den opfattelse tror jeg stadig, at nogle i debatten sidder med – en forestilling om, at vi selvfølgelig ofrer os 100 procent for samfundet uanset hvad,” siger hun.

Tidligere på ugen blev der i Region Syddanmark som det første sted i landet indgået en aftale mellem Dansk Sygeplejeråd og regionen om dels en økonomisk kompensation for de sygeplejersker, der fra september til udgangen af året er eller har været ansat på en covid-19-afdeling, dels en fremadrettet aftale om tillæg for dem, der arbejder på disse afdelinger efter årsskiftet. Og i går fulgte Region Midtjylland med løfter om lønbonus og individuelle hensyn i vagtplanlægningen. At den form for påskønnelse kan betyde meget for en sygeplejerske, bør ikke komme som nogen overraskelse, men gør det ikke desto mindre, mener Anne Bendix Andersen.

”Man kan selv fra ledelsen og fra politisk side få på fornemmelsen, at de opfatter os som kaldet i kristen forstand. Men sådan er det ikke, og vi er altid klar til at sige, at vi gerne vil have noget mere i løn – det synes folk til stadighed at blive overrasket over,” siger hun.

Opbakning får Anne Bendix Andersen fra medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein, der også er cand.mag. i filosofi. I hendes optik ophører en medarbejders forpligtelse i det øjeblik, de normale omstændigheder i et arbejdstager-arbejdsgiver-forhold brydes – som eksempelvis når sundhedspersonale bliver bedt om at tage vagter på corona-afdelinger, som de normalt ikke arbejder på.

”Når nogle vælger at levere ud over det, de plejer, så er det forbilledligt og rørende. Men jeg har ikke nogen forventninger om, at folk presser sig ud over det, de er ansat til, så vi kommer til at mangle dem på sigt. Det er til gengæld en ledelsespligt at gøre noget, så vi i en ekstrem situation som den, vi står i nu, kan få løst problemerne,” siger hun.

Mia Amalie Holstein mener ikke, at andre skal gøre sig til dommer over, hvilke bevæggrunde hospitalsansatte måtte have til at nægte at arbejde i et corona-beredskab.

”Der kan være alle mulige private forhold, man gerne vil tage hensyn til. Og vi har alle forskellige refleksioner over det med corona. Nogle er bange, andre mere afslappede, men sikkert er det, at de, der går de ekstra skridt i den her situation og strækker sig for fællesskabet, fortjener en kæmpe anerkendelse for det,” siger hun.