Den 95-årige plejehjemsbeboer, tidligere departementschef Henning Strøm vil gerne indlede en diskussion om, hvad meningen med de sidste år af ens liv bør være. I et interview med Kristeligt Dagblad bragt torsdag den 12. november beskrev Henning Strøm en hverdag på plejehjemmet, hvor luften er fuld af stilhed, og hvor ensomhed og kedsomhed følges ad. Han vil ikke kritisere sit plejehjem, men beskylder atmosfæren for at have gjort ham deprimeret. Men hvad kan man egentlig som åndsfrisk forvente af hverdagen på livets sidste adresse?
Ældre Sagen bad for et par år siden en gruppe plejehjemsbeboere drømme. De skulle beskrive, hvad de drømte om, at hverdagen på plejehjemmet skulle rumme. Var det mon massage eller økologiske måltider? Nej; de drømte om, at de hver dag kunne komme ud i den friske luft. Det er seniorkonsulent Nina Bruun fra Ældre Sagen, som står bag drømmestudiet. Hun siger:
”Det er et ret ydmygt ønske, men mange steder tør personalet ikke spørge beboerne, hvad de ønsker sig, for hvad nu hvis man ikke kan indfri ønskerne på grund af manglende tid og ressourcer?”.
Ifølge Ældre Sagen bør man som plejehjemsbeboer kunne forvente, at personalet husker, at ældre ikke er en homogen gruppe.
”Der bliver løst mange krydsord, set gamle danske film og arrangeret strikkeklubber helt på automatpilot. På plejehjemmet er der – modsat for hjemmeboende ældre – mennesker omkring dig, så der burde være gode muligheder for meningsfulde aktiviteter og samvær. Men det kræver, at personalet bliver anderledes nysgerrig på, hvem beboerne er. Og det kræver så igen en normering, der skaber tid og rum til, at personalet kan være nysgerrige.”
Nina Bruun peger på, at mange kommuner kommunikerer, at de vil have mennesket i centrum. Men når man besøger et plejehjem, kan det være svært at se visionerne omsat til virkelighed.
”Hvordan hænger det sammen, at man på mange plejehjem har en døgnrytme, hvor den ældre skal være i sengen til klokken 10 om formiddagen og måske puttes klokken 18.30? En sådan døgnrytme handler ikke om den enkeltes behov, men om, at man skal have en vagtplan til at gå op.”
Som beboer på et plejehjem kan man forvente, at man bliver set som menneske, ikke kun som syg og svækket. Det siger kultursociolog, ph.d. Christine E. Swane, der er direktør i fonden Ensomme Gamles Værn og i en årrække har forsket i aldring.
”I disse år er der fokus på sund aldring, hvor man tilstræber, at ældre bevarer deres færdigheder længst muligt, men vi ser steder, hvor de ældre ikke får mulighed for at bruge deres ressourcer. Der er flydende grænser fra kedsomhed over ensomhed til depression, men ensomhed skal ikke lindres med antidepressive midler, og man må forvente, at plejehjemsmiljøer kan stimulere beboere, som er ressourcestærke.”
Og det kan sagtens lade sig gøre, påpeger Christine E. Swane og fortæller om en åndsfrisk 95-årig kvinde, som kom på plejehjem, hvor hun blev mere og mere deprimeret. Kvinden havde tidligere haft en central kommunal stilling og i sin fritid koordineret en litteraturkreds. Den 95-årige savnede at være organisator, ligesom hun længtes efter et fællesskab om litteratur, og sådan gik det til, at hun sammen med sin besøgsven oprettede en læsekreds med fem andre på plejehjemmet.
”De mødtes hver uge i læsekredsen og lærte hinanden at kende. Som plejehjemsbeboer har man brug for at blive ved med at udfolde det, som har været ens livsindhold, ellers får man en følelse af, at man mister sig selv og sin identitet. Ensomhed opstår blandt andet af meningsløshed, og når man ikke får lov til at bidrage med det, man kan og ved. Og hvad enten det er litteratur, musik eller film, man er sammen om, bidrager fællesskaberne til, at plejehjemmet bliver levende.”
Skal plejehjem være præget af levende miljøer, hvor der læses højt, dyrkes højbede eller afvikles skakturneringer, skal de i højere grad samarbejde med civilsamfundet. Det sker allerede på mange plejehjem, hvor der er besøgsvenner fra eksempelvis Ældre Sagen eller Samvirkende Menighedsplejer.
Knud Aarup har i mange år været centralt placeret i det frivillige Danmark. Han har været formand for Bedre Psykiatri, og i dag er han formand for Røde Kors Aarhus.
”Jeg kan godt forstå, at mange plejehjemsbeboere er trætte af at se Morten Korch-film. Ser man på tilbuddene til plejehjemsbeboerne og ældre, må man sige, at velfærdssamfundet som serviceproducent er kommet til kort. Her vil organisationer i højere grad kunne trække på mange forskellige frivillige og skabe levende miljøer.”
Røde Kors Aarhus og Ældre Sagen i Aarhus skal stå for driften af et aktivitetscenter for ældre i byen. Projektet er forsinket på grund af coronapandemien. Knud Aarup er som formand for Røde Kors i Aarhus engageret i projektet og siger, at man her vil kunne give ældre bedre tilbud, fordi man bruger frivillige.
”Tilbuddene fra ældrecentrene skal være mere forskelligartede, for ældre er fantastisk forskellige. Vi har planer om et højskole-inspireret tilbud, hvor man ikke kun får fysisk genoptræning, men hvor der også er mulighed for mentalt at blive stimuleret.”
En søndag midt juli sendte DR højmesse fra det sjællandske landsogn Kirke Saaby, hvor sognepræsten hedder Poul Joachim Stender. På prædikestolen argumenterede han for, at man skulle lave en bevægelse til fordel for gamles livs betydning. I sin prædiken foreslog han, at bevægelsen skulle hedde ”Old Lives Matter”. Det blev til en nyhed, som blev bragt i Radioavisen den søndag, og flere medier fulgte op med interviews. Stender fik den følgende tid en række henvendelser fra mennesker, der havde pårørende på plejehjem med haltende omsorg.
”Jeg mener, at man som åndsfrisk kan forvente, at der stadig er brug for en, når man kommer på plejehjem. Men alt bliver ordnet for dig på et plejehjem, så man bliver tilskuer til sit eget liv. Når man har boet på hotel i fire dage, får man lyst til at gå ud i køkkenet eller spørge gartneren, om man kan få lov til at luge. De daglige gøremål holder os i gang. Som præst kommer jeg jo ofte på plejehjem, og jeg ser vitale folk, som kommer ind, og efter et halvt år hænger de i en stol, og efter yderligere et par år er de døde.”
Hans egen mor boede næsten 15 år på et plejehjem i København, og han siger, at hver dag var et helvede for hende, selvom hun fik mange besøg. Men han mener samtidig, det er uundgåeligt med en vis grad af både ensomhed og kedsomhed på livets sidste adresse. Poul Joachim Stender opfordrer til, at man i højere grad øver sig i at kede sig.
”Det her problem bliver mere udtalt i de kommende generationer, hvor vi ikke er særligt gode til kedsomhed, men vi må træne kedsomheden ved at gå i stå i weekenderne og i ferierne. Vi træner helt forkert til vores alderdom, hvor vi kun har fokus på den økonomiske opsparing. Det eneste, vi ikke har trænet i, er at øve os i at gå i stå og kunsten at falde i staver.”
Og kunsten at falde i staver kan man, ifølge Poul Joachim Stender, øve sig i ved at stoppe op, før man bliver tvunget af alderen, helbredet eller en fyreseddel.
”Den stemning, som er på de fleste plejehjem, er jammerlig, så man skal virkelig træne. Men man kan begynde med at sætte sig med et glas chardonnay og nyde den gyldne vin, mens man ser på drivende skyer. Lærer vi at kede os, kommer vi ned i sjælens rødder.”