Prøv avisen
Spørg om livet

Hvad kan man forvente af sine venner i nødens stund?

"Min ældste veninde er en skolekammerat, som jeg har kendt i mere end 60 år. Hun har hverken under det lange, mareridtsagtige forløb med den bristede pulsåre eller nu med hjertet på nogen måde tilkendegivet interesse for sagen," skriver Agnete. Modelfoto.

Agnete er skuffet over sin barndomsveninde, som hun har kendt i mere end 60 år. Hun overvejer at bryde forbindelsen, men bør ikke følge sin indskydelse, lyder rådet

Kære Brevkasse

Jeg har fået noget at spekulere på, som går mig meget på og optager mange af mine tanker. Det handler om, hvor meget man kan forvente af hjælp fra nære venner i en krise.

Forhistorien er, at min mand, der nærmer sig de 80 år, for to år siden fik en bristet hovedpulsåre i underlivet. Situationen var så kritisk, at kirurgerne på sygehuset ikke levnede mig og børnene meget håb om, at han ville overleve, og hvis det skulle ske, at han overlevede, kunne det blive med svære handicaps. Han var bevidstløs i 10 døgn og kom så på en almindelig sengeafdeling, hvor det blev klart, at han ikke alene ville overleve, men slap fra dramaet uden men. Det var et mirakel.

Efter godt en måneds indlæggelse vendte han hjem til en lang periode med genoptræning, og han kom sig langsomt og blev helt sig selv igen. Han kunne cykle, arbejde i haven, hjælpe til i huset og så videre.

Men så viste det sig, netop som han var kommet ovenpå, at der var noget galt med hjertet, og for nylig fik han så foretaget en større operation på det samme sygehus, som vi er meget glade for. Han fik blandt andet ny hjerteklap og fik forstærket hovedpulsåren ved hjertet.

Operationen gik fint, han havde stort set ingen smerter eller ubehag og kom hjem på femtedagen. Derefter er det stort set ikke gået fremad, og nu har han haft et ildebefindende, som resulterede i hasteindlæggelse, hvor lægerne konstaterede forskellige ting, der skulle korrigeres, og han er nu endelig ved at få det bedre.

Nu kommer problemet: Min ældste veninde er en skolekammerat, som jeg har kendt i mere end 60 år. Hun har hverken under det lange, mareridtsagtige forløb med den bristede pulsåre eller nu med hjertet på nogen måde tilkendegivet interesse for sagen. Hun har ikke sendt hverken kort eller brev til min mand eller mig. Hun har ikke sendt en blomst eller på noget tidspunkt spurgt, om der er noget, hun kunne hjælpe med.

Hun har sendt et par mails, men hun har ikke ringet og fået en rigtig snak. Det skal nævnes, at vi bor knap 40 kilometer fra hinanden. Hun har bil, bor alene og har ingen større forpligtelser i dagligdagen. Hun har en god økonomi og er stort set rask bortset fra noget gigt.

Med til historien hører også, at vi ikke har megen familie, kun få venner og er forholdsvis nytilflyttede, der hvor vi bor nu. Andre har tilbudt hjælp, dog uden at det blev til meget, men min ældste veninde har altså hverken spurgt, om hun kunne gøre noget for mig eller på eget initiativ opmuntret på en eller anden måde.

Jeg er helt ærligt skuffet over, at hun ikke har vist omsorg eller interesse. Jeg mener, at venner er mere end bekendte og netop skal træde i karakter, når der optræder sygdom, ulykker eller lignende i kredsen. Der er så meget, man kan hjælpe og opmuntre med, og hvis denne hjælp helt udebliver, er der efter min mening ikke tale om venskab. Er det mig, der forlanger for meget og er urimelig? Helt ærligt har jeg mest lyst til at droppe hende, men mere end 60 år er ikke så lette at slippe.

Venlig hilsen

Agnete


Kære Agnete

Tak for dit brev. Det er vel nok mange alvorlige ting, som din mand har gennemgået, hvor du har været den trofaste støtte ved siden af. Det er godt at have blikket for, at mirakler fortsat kan ske, og det er godt at opleve, at vores sygehuse i langt de fleste tilfælde gør et fantastisk stykke arbejde. Det er også godt at høre, at det nu igen går den rigtige vej efter de forskellige hovedreparationer af flere af din mands livsvigtige organer, sådan at I forhåbentlig kan få nogle gode og roligere år sammen i den kommende tid.

Man siger ofte, at det er i nøden, at man skal kende sine venner. Det er vel også det, der har såret dig, og som har givet dig så mange tanker, at din barndomsveninde ikke har været der for dig eller jer i den svære tid, hvor din mand svævede mellem liv og død, og hvor I efterfølgende har skullet kæmpe for en tilbagevenden til hverdagen med nye indlæggelser og al den uro og ængstelighed, der naturligt følger med.

Vi kender ikke din veninde, og vi kan kun prøve at antyde nogle hypoteser, om hvorfor hun ikke har henvendt sig til jer på anden vis end ved et par mails. Måske er hun almindeligvis lidt tilbageholdende og ved ikke rigtig, hvad hun skal sige eller gøre, når der er svære ting omkring hende.

Det er ikke en ualmindelig ting, at nogle venner og familie egentlig kan have gode hjerter for andre, men deres magtesløshed gør dem på en måde handlingslammede, så de ikke gør noget. Måske forklarer de det for sig selv, at de ikke vil belaste yderligere. Det er mildt sagt ærgerligt, for hellere henvende sig akavet eller blot sige, at de tænker på en, end slet ikke at henvende sig.

Måske kan hun have mere ubevidste ting på spil, at du er så heldig at have en god mand, mens hun er alene, eller måske er hun slet ikke særlig ”musikalsk” i forhold til mennesker, der har det svært, så hun mere passer på sig selv. Det kunne også være en mulighed, at hun har haft nogle ting at kæmpe med i samme periode, som du måske ikke ved noget om, og som hun ikke har fortalt nogen om, eller som du ikke har spurgt til.

Det skal nok også nævnes, at det ikke altid er sådan, at venskaber er helt symmetriske. Nogle venskaber kan godt fungere, selvom den ene part er lidt mere givende end den anden. Og nogle gange bliver vi ganske overraskede over at få støtte fra en kant, som vi ikke havde tænkt.

Vi forstår godt din sårethed og lyst til at sige ”farvel med dig”. Alligevel er det ikke altid klogt at følge følelsen uden nogle mellemled. Som gammel veninde vil det være en naturlig vej at skrive til hende og oprigtigt spørge til, hvordan hun har det, og derefter skrive, at det har været en svær tid for jer, og at du som ægtefælle på sidelinjen ikke har været syg, men at du har været meget bange og træt, og at du derfor har savnet hendes interesse og samtale. Det tror vi, du må vove.

Når vi reflekterer over det med venskaber, er det også nærliggende for os at tænke på den ene eller den anden, som man kunne gøre noget for eller støtte på en bedre måde. En sådan tanke kan nogle gange sætte handlinger i gang.

Andre gange er der ikke kræfter til det. Samtidig kan vi også komme i tanker om nogen, der ikke var der, når livet var svært. Vi tror, det er vigtigt at tænke barmhjertigt både over for sig selv, når man måske ikke havde de kræfter, der skulle til for at hjælpe andre, og mod dem, som ikke var der, når man selv trængte mest.

Mange hilsener