Hvad nu hvis corona bare er en generalprøve?

Der ventes på corona-vaccinen, men det er ikke usandsynligt, at denne pandemi blot er en forsmag på kommende og mere dødelige pandemier. Spørgsmålet er, om pendulet vil svinge over mod mere angst og egoisme eller mod tillid og omsorg

Det er formentlig ikke sidste gang, danskerne har gået med mundbind. Flere pandemier vil komme. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Det er formentlig ikke sidste gang, danskerne har gået med mundbind. Flere pandemier vil komme. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I tirsdags fik de første briter et skud med en ny corona-vaccine, og selvom danskerne lige nu oplever stigende smittetal og flere restriktioner, så er der lys forude. For med vaccinationer på vej begynder man at ane en ende på coronakrisen og al sygdom, isolation, frygt og afsavn, der følger med.

Men hvad nu, hvis 2020 bare er en generalprøve? Hvad nu, hvis vi er på vej ind i en tidsalder, hvor pandemierne bliver hyppigere og mere dødelige? Måske er den vestlige, naive tro på, at man er i sikkerhed for den slags, tabt. Hvad vil det medføre af eksistentiel og mellemmenneskelige forandring?

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, holder øje med, hvilke vira der er en trussel for verdens folkesundhed, for det er et spørgsmål om tid, før den og de næste epidemier og pandemier rammer Jordens befolkning. Der står blandt andet zika, nipah og ebola på WHO’s liste, men Lone Simonsen er i øjeblikket bekymret for en anden virus. Hun er pandemiforsker og professor i folkesundhedsvidenskab ved Roskilde Universitet, og hun var en af de forskere, der forudså, at corona ville udvikle sig til en pandemi.

Men før vi kommer frem til hendes aktuelle bekymring, vil hun gerne rette en misforståelse. Nemlig den, at vi ikke allerede befinder os i en pandemiernes tidsalder. Det gør vi nemlig, siger hun, og nævner nogle af de pandemier, verden har gennemlevet historisk: Der er selvfølgelig pest og kolera, men der er også den spanske syge og flere andre influenzapandemier samt hiv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kendetegnende for mange af de pandemier er, at de stadig findes. Hvert år blusser der pest- og kolera-epidemier op i fattige dele af verden, og hiv kan man som bekendt ikke vaccinere imod, men sygdommen er i den vestlige del af verden holdt godt i skak ved hjælp af oplysning og en god medicinering. Dertil kommer pandemitruslerne, det var for eksempel sars i 2003 og ebola i 2014.

”Vores kendskab til tidligere pandemier viser os, at det kan ende på tre måder: Den første er for eksempel hiv – hvor vi lærer at leve med en virus. Den anden er, når så mange har haft en virus, at der opnår flokimmunitet. Og den tredje er, når der gennem en vaccine opnås immunitet. Det er den slutning, vi regner med at se på coronapandemien, som jeg vil tro går i sin mor igen her i Danmark, når vi nærmer os sommeren 2021.”

Selvom pandemier altid har hærget Jorden med mellemrum, så er der dog sket noget nyt. For i takt med, at menneskeheden vokser, og der hele tiden vindes nyt land på jordkloden, og mennesker kommer i kontakt med dyr, de aldrig før har været i kontakt med, ja så stiger truslen for nye epidemier og pandemier også.

Det er blandt andet forbindelsen mellem dyr og mennesker, forskerne holder øje med. Og hvor man tidligere har været tilbøjelig til at tro, at nye pandemier ville være influenzapandemier, så viser coronakrisen, at der også kan være tale om andre sygdomme. Den virus, som Lone Simonsen lige nu holder ekstra øje med, er kopper. I 1980 blev den farlige sygdom erklæret udryddet af WHO efter en verdensomspændende vaccinationskampagne. Det betyder, at alle under 40 år i dag ikke har fået koppevaccinen, der til gengæld har efterladt danskere over 40 år med et lille ar på skulderen eller overarmen.

”Netop fordi yngre generationer ikke er vaccineret mod kopper, så kunne det være en åbning for virus i fremtiden. Det tager de i USA så alvorligt, at de har lagret vaccinedoser nok til, at amerikanere kan vaccineres mod kopper, hvis der i fremtiden skulle komme et udbrud.”

Kopper lurer nemlig forskellige steder, blandt andet hos aber, fortæller Lone Simonsen, og derfor er det ikke usandsynligt, at virussen igen en dag vil overføres til mennesker. Dertil kommer, siger hun, at vira også kan udgøre en trussel som biologisk terrorvåben, så der er altså al mulig grund til at holde godt øje, og der er ingen lovning på, at fremtidige pandemier ikke kan blive mere dødelige end den, vi ser nu. Spørgsmålet er, hvad man kan forvente.

”Det er svært at sige. Det er afgørende, at vi er mange flere mennesker og mange flere dyr, og at vi kommer ud i afkroge af verden, vi ikke har været i før. Da jeg studerede, sagde man, at der var 40-50 år i mellem pandemier, men i dag vil man nok nærmere sige 20 år.”

Pandemier har potentiale til at ændre fundamentale ting i vores samfund, men man skal også huske på, at de skyller ind over os som bølger, der altså også forsvinder igen, siger Lone Simonsen.

”I forbindelse med den spanske syge, hvor mange unge døde, faldt den forventede levetid momentant med 12 år. Men hurtigt steg den igen, for livet vender jo altid tilbage.”

Spørgsmålet er så, hvor de mange lurende pandemi-farer efterlader det enkelte menneske. Det har forfatter Hanne-Vibeke Holst tænkt en del over. I 2017 udgav hun romanen ”Som pesten”, der på skræmmende mange punkter forudså den pandemi, vi står midt i i dag, og hun kalder det et wake up-call for mennesker i Vesten at opleve, at katastrofen kan ramme.

”Andre steder i verden rammes man hele tiden af forfærdelige sygdomsudbrud som hiv, ebola, gul feber og zika-virus. Det er kun os privilegerede, der bildte os ind, at vi var fritaget for den slags. Vi har troet, at vi var usårlige, og derfor har det ikke bare været en rusketur for politikere og myndigheder, men også et wake up-call for os hver især. Med den nye sårbarhed er vi allesammen ramt på eksistensen.”

Denne katastrofebevidsthed er dog ikke kun negativ. Den giver en ny bevidsthed om biologisk fællesskab, og den skærper værdierne. Hvis nye pandemier kommer til at hærge jordkloden, vil samfundet være gearet til at gå i aktion, og lovgivning og logistik vil være opdateret, mener Hanne-Vibeke Holst.

”Et spørgsmål, vi dog mangler at tage hul på, er det moralske. For vi kan jo se, hvordan uligheden stiger både nationalt og globalt under en pandemi – så hvor solidariske er vi egentlig? Snupper vi for eksempel vaccinen til os selv i den vestlige verden, eller påtager vi os et globalt ansvar og deler kagen med de allerfattigste? Dem, der i forvejen lider mest?”

Nej, mange havde måske slet ikke tænkt tanken ”pandemi” før år 2020, vurderer også psykolog med speciale i angst Marius Tolstoy-Kristoffersen. Han peger på, at psykisk ustabilitet – med god grund – er steget hos danskerne i det seneste år, og at der nok hos mange fortsat vil været en vis frygt – også når coronapandemien driver over.

”Og vi vil nok hyppigere end tidligere se folk gå med ansigtsmasker og afspritte hænder. Selvom der nok ikke er større risiko for en ny pandemi i 2021, end der var i 2019, så vil selve bekymringen for det være større – simpelthen fordi vi har erfaret, at det kan ske. Men i den forbindelse skal vi huske på, at vi nu er bedre rustet på alle parametre til at håndtere eventuelle fremtidige pandemier.”

Pandemier har det i sig, at de er behæftet med uvished på en helt anden måde end for eksempel kroniske sygdomme. En af dem, der forsker i, hvad man så alligevel kan stille op, er Christine Stabell Benn, der er professor i global sundhed ved Syddansk Universitet. I mere end 20 år er hun årligt taget til Guinea-Bissau i Vestafrika, hvor det internationale forskningsprojekt Bandim Health Project drives i samarbejde med det lokale sundhedsministerium og med støtte fra Syddansk Universitet.

Lige nu er hun med til at starte et studie, der skal undersøge, hvilken effekt det kan have på covid-19, hvis man bliver vaccineret med den gamle calmette-vaccine, der er udviklet til at beskytte mod tuberkulose.

I studiet kommer de til at vaccinere sundhedspersonale, og samtidig er de i gang med studier i, hvorvidt den gamle poliovaccine ”sukkerknaldsvaccinen” kan beskytte ældre. Der er mindst 20 grupper verden over, der forsker inden for det felt, og Christine Stabell Benn forklarer på en telefonforbindelse fra Guinea-Bissau, at der i den forskning ligger et ret omfattende paradigmeskifte, hvad angår synet på sygdom og sundhed.

”Det er et opgør med synet på sundhed som fraværet af sygdomme. Det handler om at styrke menneskers modstandskraft via immunforsvaret frem for at vaccinere imod specifikke sygdomme. Allerede for mange år siden viste vi, at man kunne sænke dødeligheden hos afrikanske børn inden for den første måned med en tredjedel ved at give dem calmette-vaccinen, der styrkede immunforsvaret og dermed beskyttede dem mod en hel række af infektioner. Men det er stadig en kontroversiel tilgang,” siger hun.

Ikke desto mindre ser der ud til – i hvert fald i et eksistentielt perspektiv – at være ved at ske noget med det enkelte menneskes forhold til begrebsparret sygdom og sundhed. Det vurderer Anne-Marie Søndergaard Christensen, der er professor i etik og leder af center for sundhedsfilosofi på Syddansk Universitet.

I en individualistisk tid er den sunde og raske krop gennem de seneste årtier blevet den enkeltes projekt, og sygdom er ikke længere noget, man kun beskæftiger sig med på afsondrede steder som hospitaler og sanatorier – nej, frygten for sygdom og usundhed er vævet intimt ind i hvert menneskes selvforståelse.

Men med coronapandemien er der sket en kollektivisering af sundheden, som formentlig kun vil tage til med kommende pandemier. Så når en fremmed nyser på gaden, tænker man ikke længere kun på vedkommendes sundhed, men også på sin egen og alle de andres. Det er delvist godt – for det er udtryk for samfundssind. Men det er også skidt:

”Vi vurderer hele tiden andre mennesker i forhold til, om de er ansvarlige i forhold til deres sygdom. Det fylder rigtig meget lige nu, og det kunne godt se ud til at blive permanent. Det vil ændre grundlæggende på vores opfattelse af og relation til andre mennesker.”

Det farlige ved den bevægelse er nemlig, siger Anne-Marie Søndergaard Christensen, at vores blik på sygdom og sundhed er på vej til at blive infiltreret af en giftig moralisme.

”Den store risiko i den her udvikling er, at vores moraliseren over andres gøren og laden vil komme til at overskygge selve fællesskabet og alle de andre hensyn, vi bør tage for at passe på det – for eksempel de sociale hensyn og muligheden for nærhed. Alle de her ting bør ikke forsvinde i angsten for sygdom. Angsten kommer med den usikkerhed, der følger af en pandemi, og det er den, vi kollektivt skal passe på ikke løber af med os.”

Og apropos uvished, så kan der i fremtiden forekomme pandemier, som er mere dødelige og også rammer mere uretfærdigt.

”Vi kan alt andet lige bedre leve med, at vores tante på 86 år er udsat, end at vores små børn er det, og hvis vi pludselig står overfor en sådan virus, vil vi reagere voldsommere – for vi oplever, at det grundlæggende strider imod, hvad vi finder rimeligt i tilværelsen.”

Dertil kommer, siger Anne-Marie Søndergaard Christensen, den biopolitiske tendens, hun allerede nu ser, hvor staten forsøger at regulere den enkeltes krop. Hvis det politiske ønske bliver vedvarende, kan der ske to ting: Det kan enten føles som et overgreb for den enkelte, eller det kan betyde, at borgeren indoptager det billede –at staten gerne må regulere den enkeltes krop.

”Og det er i virkeligheden det mest skræmmende – hvis vi internaliserer det som en permanent størrelse og begynder at forstå os selv som nogle, der primært bidrager til fællesskabet ved at holde os selv sunde og raske.”

Det er på mange måder nedslående perspektiver, og heldigvis er der jo også noget at håbe på, siger hun. Med coronakrisen har vi lært, at vi kollektivt kan og vil kere os om hinanden – også om dem, vi ikke kender. Så tillid og omsorg står ved frontlinjen over for angst og egoisme.

”Og jeg er optimist af natur og synes, kampen indtil videre vindes af tilliden og omsorgen. Så længe vi kan holde fast i det, er jeg ikke så bange for fremtiden.”