I september 2017 sad Henriette Wolfram i sin gynækologs konsultation med svedige håndflader. Det var et par uger siden, hun senest havde været der. Gynækologen havde scannet hendes æggestokke og konkluderet, at de var små, når man tog i betragtning, at hun kun var 26 år. Det var ikke gode tegn, for det tydede på, at Henriette Wolfram ikke havde mange æg tilbage. Siden havde hun fået taget blodprøver, og nu forelå resultatet.
”Du skal gå i gang med det samme, hvis du vil have en chance for at få børn. Og selv nu er der ingen garanti.”
Nogenlunde sådan lød budskabet fra gynækologen.
Henriette Wolfram sagde selv ikke så meget.
Det højteknologiske samfund er fuld af muligheder. Det oplevede Henriette Wolfram, da hun fik undersøgt sin fertilitet. Og den efterlod hende med et stort dilemma. Hun havde en kæreste, som hun oplevede, gav udtryk for ikke at være klar til at få børn. Selv kunne hun ikke forestille sig et liv uden, og med det moderne livs store palet af muligheder kommer også muligheden for at blive alenemor med donorsæd. Hun vidste for meget til at lade skæbnen råde. Hun måtte selv træffe valget.
Henriette Wolfram blev født i 1990 sammen med sin tvillingesøster. Omkring et år senere fik de begge konstateret nyrekræft, og lægerne vurderede, at kræften kom som følge af den celledeling, der foregår, når enæggede tvillinger bliver til. Kort før de blev tre år, døde søsteren. Henriette Wolfram overlevede og blev rask efter flere års strålebehandling og kemoterapi.
Det var kræftbehandlingen i barndommen, der var årsag til, at Henriette Wolfram i 2017 fik undersøgt sin fertilitet. Og sådan lå kortene altså. Kræftbehandlingen havde mindsket hendes muligheder for at blive mor, og nu nærmede hun sig hastigt en tidlig overgangsalder.
”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville tilbringe mit liv sammen med min kæreste. Men pludselig var vi meget forskellige steder i vores liv. Han var lige blevet færdiguddannet og ville gerne bruge krudt på at skabe en karriere,” fortæller hun om sine oplevelser af situationen.
”Men jeg vidste, at tiden var ved at løbe ud for mig, og jeg kunne ikke tænke på andet, end at jeg ville have børn nu. Jeg var dybt ulykkelig,” fortæller hun i dag.
De talte om det. Og hun forsøgte at leve et normalt liv. Hun gik til psykolog og talte med sin venner om situationen. Og i vinteren 2017 gik parret fra hinanden. Hun besluttede at gå i fertilitetsbehandling og forsøge at blive mor alene ved hjælp af donorsæd. Det var en ensom beslutning, og det blev en ensom og udfordrende tid. Hun var tynget af kærestesorg, skulle skrive speciale i forbindelse med sin kandidat i socialt arbejde og begyndte samtidig på sit nye arbejde som koordinator af frivillige i rådgivningsorganisationen Girltalk. Og så begyndte hun et fertilitetsforløb på Rigshospitalet i København med temperaturmålinger, hormoner og inseminationsforsøg.
Mennesker, der har været igennem en fertilitetsbehandling, kender til rækken af skuffelser, der for hver måned bliver større og større, når de to streger ikke dukker op på testen. Henriette Wolfram stod samtidig med den nagende tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at give slip på sin kæreste for at jagte en drøm, der måske ikke ville gå i opfyldelse. Og hvis den gjorde, ville hun blive mor alene.
”Det var min drøm at blive mor, men ikke på den måde.”
”Når jeg kiggede rundt på min omgangskreds, blev jeg misundelig over at se, hvordan de blev til far og mor og børn, for det mindede mig om, at jeg havde givet slip på drømmen om at skabe en almindelig familie.”
Hun vidste, at hun, hvis hun satte et barn i verden, kun ville have to hænder og ikke fire. Og at hun ville være alene om forældreglæder, sorger og opdragelse.
I sin dagbog skrev hun i marts 2018: ”Jeg begynder at have problemer med mit selvværd. Jeg føler mig ikke god nok og føler ikke, at andre gider at være sammen med mig.” Måneden efter skrev hun:
”Hvad nu hvis det ikke lykkes? Hvad skal jeg så?”
På et tidspunkt købte hun en bamse, en rød ræv, og det virkede måske lidt tosset, men hun placerede sit håb i den og tænkte, at den skulle være det første, hendes barn fik – hvis hun altså fik et barn.
Det troede hun i efteråret 2018, at hun skulle have. For endelig kom der en positiv graviditetstest. Men tre uger senere viste det sig, at fosteret var gået til grunde. I sommeren 2019 stod hun over for at skulle gå videre i fertilitetsbehandlingens næste fase, hvor befrugtningen af ægget sker i et reagensglas. Men hun trængte til en pause for at genfinde balance i sit liv, og i den periode forelskede hun sig i en ny mand. Nu stod hun igen over for valget. Skulle hun lade livet komme på tværs – gå med forelskelsen og affinde sig med, at den normale vej til at blive forælder ville blive længere og måske aldrig bære frugt? Det kunne hun ikke. Kærester måtte vente.
Lillejuleaften 2019 blev hun så ringet op og fik at vide, at en blodprøve efter et reagensglasforsøg var positiv. Hun var blevet gravid. Og det var den bedste julegave at få, fortæller hun. Hun frygtede, at fosteret ville gå tabt, men da først en såkaldt tryghedsscanning i graviditetens uge syv viste et hjerte slå, og en nakkefoldsscanning siden bekræftede, at alt var godt, turde hun tro på det. Så Henriette Wolfram lagde et foto på Facebook, der viste et scanningsfoto foran rævebamsen. ”Der var du jo. Lille mirakel”, skrev hun i opslaget.
Henriette Wolfram er i skrivende stund gravid i fjerde måned. Hun ved, at hun venter en dreng, og selv om hun føler sig utryg i forbindelse med cornakrisen, glæder hun sig til at blive mor, og hun er begyndt at overveje, hvad barnet skal hedde, når det kommer i det tidlige efterår. Hun har et solidt netværk og forældre, der kan hjælpe hende.
”Jeg har tænkt på, om jeg skulle have ladet skæbnen vise vej i stedet for at tage beslutningen om at blive solomor. Men for mig er det måske netop min skæbne at tage den aktive beslutning. Jeg kunne ikke andet, fordi jeg fandt ud af, at det var nu eller aldrig. Og nu føler jeg, at det var den rigtige beslutning, jeg tog,” siger hun og fortsætter:
”Der kommer skæringspunkter i alle menneskers liv, hvor de bliver konfronteret med, om de vil fortsætte med at leve det liv, de lever, eller om de vil gøre det på en anden måde. Det skæringspunkt har jeg oplevet.”
Hun har valgt en donor, der ligner hende selv, og som ikke har en længere sygdomshistorie. Og hun har ikke skelet til uddannelsesniveau, beskæftigelse eller andre karakteristika, som man kan få adgang til, når man vælger sæddonor. Donoren er ukendt, men åben. Det betyder, at sønnen kan få informationer om vedkommende, når han bliver 18 år.
”Når han bliver gammel nok, vil jeg fortælle ham om den her rejse, og at det var min største drøm at få ham. Det var der en sød mand derude, der gjorde muligt. Men jeg vil ikke sætte hans forhåbninger op om at møde sin biologiske far – for der er ingen. Det er en venlig donor, men det har ikke noget med faderskab at gøre,” siger hun.
”Men han skal vide, at der er masser af gode rollemodeller i hans liv, og at han aldrig nogensinde kommer til at stå alene eller mangle omsorg.”