Prøv avisen
Interview

Hvad og hvem skal sundhedsvæsenet prioritere?

På landets hospitaler og klinikker melder ansatte om en hektisk hverdag, hvor der ofte ikke er tid nok til at give en tilfredsstillende behandling. Foto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix

Den største udfordring for sundhedsvæsenet er mangel på ressourcer, mener læge og sundhedsdebattør Torben Mogensen. Men der vil aldrig komme nok midler, og tiden er derfor inde til at turde stille de svære etiske prioriteringsspørgsmål

I Danmark bryster vi os af at have et af verdens bedste sundhedsvæsener i en velfærdsstat, der tager sig af både unge, gamle og dem midtimellem. Men spørger man læger og sygeplejersker på hospitaler og klinikker, meldes der om massivt arbejdspres, en hektisk hverdag og en ofte utilfredsstillende og ukomplet behandling af patienterne.

Manglen på ressourcer er sundhedsvæsenets største udfordring, og flere sundhedsfaglige organisationer advarer om en kraftig underfinansiering, som kun vil blive værre. Men der kommer ikke til at være tilstrækkeligt med penge for at løse udfordringen. Det skal vi lære at acceptere, og en del af den proces er at begynde at diskutere de svære etiske spørgsmål om prioriteringen af patienterne, og hvor meget vi egentlig skal forebygge sygdom, mener Torben Mogensen, sundhedsdebattør, læge og tidligere vicedirektør for Hvidovre Hospital.

”Den største udfordring er manglende ressourcer. At der simpelthen er for få hænder i forhold til den stadig større opgave. Hovedproblemet er, hvordan man får rammerne til at hænge sammen med de behandlinger, man har. Personalets og de faglige organisationers tilgang er, at man skal have flere penge, men man kunne også vende den om og sige: Vi har de rammer, vi har. Hvordan løser vi det på bedste vis? For jeg tror ikke, der kommer flere penge. Pengene kan ikke bruges flere gange. Enten skal vi betale mere i skat, eller også skal pengene tages fra socialvæsenet eller fra børnene. Og det synes jeg personligt ikke vil være hensigtsmæssigt,” siger Torben Mogensen.

Hans udmelding kommer, efter at regeringen har fremlagt sit udspil til en sundhedsreform, som forhandles i disse dage. Selvom regeringen lover en såkaldt nærhedsfond på seks milliarder kroner over de næste fem år, er det tvivlsomt, om det er nok til at varetage de stadig flere sundhedsmæssige udfordringer i forhold til eksempelvis flere og flere ældre og dyrere behandlinger.

Derfor, siger Torben Mogensen, er det grundlæggende tid til at turde diskutere de ømtålelige etiske spørgsmål. Blandt andet hvor meget der skal fokuseres på forebyggelse. For ender vi eksempelvis reelt med at bruge ressourcer på unødvendig behandling, mens andre patienter overses? Det gælder ifølge Torben Mogensen i brugen af kolesterolsænkende medicin eller blodtryksbehandling for et kun let forhøjet blodtryk, som vi ifølge ham ser et stort overforbrug af.

”Rent faktisk går det bedre og bedre med patientbehandlingerne. Teknikkerne er blevet bedre, operationerne er blevet bedre,” begynder Torben Mogensen med at slå fast og uddyber:

”Men vi bliver nødt til at kigge på, om der er behandlinger, vi ikke skal foretage. Der er mere og mere fokus på unødvendige behandlinger. Og der er ingen tvivl om, at lægevidenskaben også går mere og mere ind på forebyggende behandling. Vi bliver nødt til at diskutere, hvor meget vi skal gøre det,” siger Torben Mogensen.

Men han peger også på et andet og mere ømtåleligt etisk dilemma.

”Vi skal se mere kritisk på behandling i den sidste del af livet. Det er også et etisk spørgsmål. Som narkoselæge oplevede jeg selv, når man om natten opererede 90-årige for tarmslyng, at jeg vidste, at sandsynligheden for overlevelse var meget lille. Så hvorfor gøre det? Men det er en svær beslutning at tage, hvis der ligesom ikke er accept i befolkningen,” siger han.

Men hvor stor skal risikoen så være for, at patienten alligevel dør, før man beslutter at undlade indgreb? Torben Mogensen anerkender, at det er en svær diskussion.

”Det er umuligt at sætte et tal på. Men man har en god fornemmelse af i dag, hvor stor chancen er, for at patienter kommer sig,” siger han.

Regeringens sundhedsreform løser ifølge Torben Mogensen ikke udfordringerne. Den slår snarere fast med syvtommersøm, at der ikke bliver flere midler til rådighed.

”I virkeligheden kan man sige, at sundhedsreformen ikke ændrer ret meget på dagligdagen. Den vil ikke blive opdaget ude i klinikkerne,” siger han og uddyber:

”Det er svært at finde finansieringen i den. Reformen bygger på forudsætningen om, at man sparer en masse penge ved at nedlægge regionerne. Det er dog tvivlsomt efter min bedste overbevisning.”

Han nævner også Socialdemokratiets sundhedsudspil som værende mangefuldt. Her har man blandt andet lovet flere sygeplejersker på hospitalerne.

”Socialdemokratiets udspil betyder højst 1100 sygeplejersker mere. Det svarer til en halv sygeplejerske pr. afdeling, og det ville man ikke engang kunne mærke. Derfor er der en meget stor udfordring i at få personalets forventninger til ressourcerne og opgaverne og de faktiske ressourcer til at hænge sammen.”

Man må i stedet arbejde inden for de givne rammer. Men det er svært at tage hul på en så etisk sensitiv diskussion som prioritering af patienter, siger Torben Mogensen. Vi forventer i samfundet, at vi kan få behandling, når vi er syge. Også selvom det er forebyggende. Og også selvom vi er så gamle, at der ikke er lang vej igen, eller at eventuel behandling eller operation kan resultere i dødsfald. Dilemmaet står klart, mener han. For hvordan forklarer man en 90-årig, at det formentlig ikke nytter noget at operere?

”Så etisk er det ømtåleligt. Men vi bliver nødt til at tage hul på den debat. Og det er i virkeligheden en debat, der har kørt i 20 år i lægekredse. Problemet er, at vi ikke har fundet et sprog til at diskutere tingene i fuld offentlighed,” siger han.

Konsekvenserne er til at tage og føle på, hvis vi bliver berøringsangste og ikke tør prioritere, mener Torben Mogensen. Især på de akutmedicinske afdelinger, der er hårdt pressede.

”Der hvor min bekymring ligger, er på de akutmedicinske afdelinger. Ved patienter med lungesygdommen kol for eksempel. Der arbejder sygeplejerskerne under et pres, der næsten ikke er forsvarligt,” siger han og uddyber:

”Man er for få til at passe patienterne. Der hvor man sparer, er på plejepersonalet. Det er der to grunde til: Det er dem, der er flest af, og lægerne skal kunne være der for at stille diagnoserne. Vi ved, at kræftbehandlingerne bliver dyrere, vi ved, at respiratorbehandling i hjemmet af patienter med als (sklerosesygdom, red.) eller muskelsvind kommer der mere af, og de er meget dyre at behandle. Det kommer til at gå ud over plejepersonalet og de akutte afdelinger,” siger han.

Men det handler også om en mentalitetsændring, siger Torben Mogensen. Sundhedsvæsenet bør indstille sig på, at man har en ramme og en vis pengepose at arbejde ud fra. Det nytter ikke at forvente, at der sker en markant forøgning af midlerne.

”Man bliver nødt til at sige: ’Hør nu her, der kommer ikke flere penge’. Og så starte derfra. Problemet er, at personalet hele tiden tror, der kommer flere penge. Når du hører de faglige organisationer, det gælder Dansk Sygeplejeråd, det gælder Lægeforeningen, så argumenterer de for flere penge. Og det skaber en frustration hos personalet, hvis man forventer, det bliver bedre. Jeg brugte meget af min tid på Hvidovre Hospital på at sige, der kommer ikke flere penge. Så længe politikerne siger, at folk ikke skal betale mere i skat, så kommer der ikke flere penge.”