Prøv avisen
Selvmord

Hvad skal man gøre, når en person, man holder af, går med selvmordstanker?

Risikoen for at gentage et selvmordforsøg er størst inden for det første år, viser tal fra Center for Selvmordsforskning. – Model Foto: Annett Bruhn/Ritzau Scanpix

Hver dag forsøger 20 danskere at begå selvmord, selvom det langtfra altid er tydeligt for deres nære omverden, at de går med disse tanker

Selvmordet kom helt bag på Susanne Rasmussen. For selvom hendes ellers livsstærke søster Linda den seneste tid havde været grå af smerte efter en turbulent periode med nye bekendtskaber, en skilsmisse, et opsagt job og et omfattende vægttab, havde hun aldrig givet udtryk for, at hun gik med sådanne tanker. Og de havde jo ellers altid delt alt med hinanden.

”Hun var stærk og begavet, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at hun kunne finde på at tage sit eget liv,” siger Susanne Rasmussen og fortsætter efter en kort pause:

”Mine alarmklokker ringede kun én enkelt gang. Det var til jul. Linda var et julemenneske ligesom jeg. Men pludselig ville hun ikke fejre højtiden. Hun orkede det simpelthen ikke, sagde hun til mig i telefonen,” siger Susanne Rasmussen.

Hun havde dengang – i en lidt anklagende tone – mindet søsteren om, at det jo nok var deres mors sidste jul, fordi hun hele efteråret havde ligget alvorligt syg med kræft. I stedet blev det Lindas sidste. Hun døde i august for fem år siden.

”Efter min søsters selvmord er jeg blevet mere taknemmelig for de mennesker, jeg har omkring mig. Og mere beskyttende. Jeg vil hellere køre en ekstra gang ud til mine børn, hvis jeg ikke har hørt fra dem længe, eller spørge min nyligt fraskilte veninde en gang for meget, om hun har brug for at tale sammen. Jeg lytter meget mere opmærksomt nu,” siger Susanne Rasmussen.

I mandags var det verdens selvmordsforebyggelsesdag. Ifølge Center for Selvmordsforskning er der hver dag i gennemsnit to danskere, som begår selvmord, mens antallet af selvmordsforsøg er 10 gange højere. Men hvad gør man egentlig, hvis en person, man holder af, pludselig giver udtryk for, at vedkommende ønsker at tage sit eget liv på grund af smerter i krop, sjæl eller sind?

Sct. Nicolai Tjenesten, der er oprettet af Kirkens Korshær, er landets ældste, anonyme samtaletjeneste, som personer med selvmordstanker kan ringe til.

Det begyndte med, at en journalist fra Ekstra Bladet fik en god idé. Han ringede til den daværende leder af Kirkens Korshær Haldor Hald for godt 60 år siden for at spørge, om det ikke var en idé at tilbyde samtaler til folk, der overvejede selvmord. Det var en svensk præst begyndt at gøre med stor succes. Haldor Hald ville lige overveje forslaget, men allerede dagen efter kunne han læse en artikel under overskriften ”Ring til mig, hvis De tænker paa selvmord” med sit eget telefonnummer indskrevet nederst.

Siden har telefonerne ikke stået stille, og tjenesten har hvert år cirka 47.000 samtaler med anonyme personer om alt fra selvmordstanker til ensomhed.

Ifølge præst Stine Lene Hansen, der er leder af Sct. Nicolai Tjenesten, er det ikke altid helt så enkelt at regne ud, hvorvidt en person går med selvmordstanker eller ej.

Når mennesker med sådanne følelser ringer ind, taler de nemlig ofte om alt muligt andet. Sådan er det også, når man møder kriseramte mennesker ansigt til ansigt. Det kan være, at samtalen drejer sig om deres kat eller deres have. Men hvis man har mistanke om, at det i virkeligheden er noget helt andet, der nager, er det vigtigt at spørge ind til, om det nu også er det, de havde lyst til at tale om. For det er enormt svært at give udtryk for, at man har livsangst og går med et ønske om at dø.

Andre mennesker er mere direkte. Som den, der lytter, er det her vigtigt at være på livets side, samtidig med at man skal være med til at sætte ord på den anden tanker.

”Man skal bruge de ord, som den kriseramte bruger. Det nytter ikke noget at affærdige selvmordstankerne eller tale i en anden retning, hvis en person ytrer ønske om at tage sit eget liv,” siger Stine Lene Hansen.

I stedet skal man turde gå med på den andens præmis – uden at gå med til at forværre situationen. Det handler altså ikke om at medgive, at det er en umulig situation, som vedkommende har på grund af arbejdet eller i sin skilsmisse lige nu, men at begribe den vrede eller sorg, der er forbundet hermed.

”Det er ligesom at sige til et barn, at der ikke er noget at være ked af. Sådan arbejder vi ikke. Man skal i stedet sige: ’Jeg kan forstå, at du er ked af det. Du tænker på selvmord, og det skal vi to tale om. Skal vi sammen finde ud af at få det til at fylde på en anden måde, så du kan trække vejret lidt igen?’. Tankerne må ikke nedgøres, men skal føres et andet sted hen,” siger Stine Lene Hansen og fortsætter:

”Vi kan ikke ændre følelserne ved at sige ’Tænk nu lige på alle os andre ’. For modtagerens tanker og følelser er ikke mere værd end den kriseramtes. Man kan derfor heller ikke sige, at ’der da ingen grund er til at tage sit eget liv’, eller ’at du jo har det godt’.”

Ordvalgene i samtalen med en person med selvmordstanker er altså altafgørende. Men hvis den kriseramte for eksempel siger ”Jeg har ikke lyst til at være her længere”, er det ifølge Stine Lene Hansen ikke en god idé at svare: ”Du ønsker at dø,” selvom du på den måde prøver at forstå den andens præmis. I stedet skal man bruge det samme ordvalg som personen, der ytrer tankerne, ved at svare: ”Du har ikke lyst til at være her længere. Lad os tale om det.”

Det er der flere årsager til. For det første kan du have misforstået, hvad personen siger. Det kan være, at det ikke at være her længere slet ikke handler om selvmordstanker, men om, at vedkommende har brug for forandringer i livet: At man ikke har lyst til at være på sit arbejde, eller at en ældre enke ikke har lyst til at være i sit eget hjem. Og så har du ved at sige ordet ”dø” fejltolket situationen og lagt mulige handlinger i munden på dem, som de måske slet ikke selv har tænkt som en løsning på deres problem eller krise i livet.

For det andet viser brugen af de samme ord, hvis der rent faktisk er tale om selvmordstanker, at man lytter aktivt til personen og involverer sig i deres tanker. Hvis ikke risikerer man at nedgøre det ærinde, som personen har.

”Selvmordstanker er den mest isolerede og ensomme krise, som et menneske kan have. Så hvis man begynder at prøve at belære den anden om, hvad der er det rigtige ord at bruge, har man formentlig allerede mistet den anden. Man skal i stedet turde sige ordene, som de er – at man gerne vil tale med personen om det, at hun eller han gerne vil begå selvmord, gerne vil dø eller ikke vil være her længere,” siger Stine Lene Hansen.

Men hvordan ved man overhovedet, om en person vil sætte handling bag de ord, de siger? Det er svært at vide, mener Stine Lene Hansen. For hver person er forskellig, og det kan være farligt at lægge skabelonsvar ned over mennesker i krise. Men ét pejlemærke bruger hun alligevel: Stine Lene Hansen bliver nemlig altid særlig opmærksom, når et menneske virker enormt rolig og afklaret med situationen.

”Jeg bliver mest bekymret, hvis folk er meget stille eller har en dyb, depressiv røst. Hvis et menneske pludselig er helt apatisk, bør alarmklokkerne ringe,” siger Stine Lene Hansen, der i de tilfælde altid selv forsøger at gå et toneleje op for at lave en konstrueret afbrydelse i stemningen for at se, om det skaber en ændring.

For selvmordstankerne gælder det desuden, at de ofte er fokuseret omkring det, der ikke fungerer. Derfor handler det også om at dreje samtalen over på de relationer eller dele af livet, som det berørte menneske vægter højt og ser som noget, der fungerer. Det gælder om at finde en sprække i mørket, hvor der kommer lys ind.

På Golden Gate Bridge i San Francisco, USA, har man sat et nødsamtaleanlæg op på broen, som er blevet brugt til mange selvmordssamtaler gennem årene. Det viser sig nemlig, at såfremt man kan holde samtalen i 10 minutter med personen, falder risikoen for, at personen i sidste ende hopper ud, markant.

Stine Lene Hansen kommer altid til at tænke på bibelfortællingen om vandringen til Emmaus, hvor Jesus går sammen med bedrøvede og sorgramte disciple.

”Det handler om at gå sammen, når et menneske ikke har det godt. For selvom man ikke kan tage følelsen fra et andet menneske, kan man gøre det tåleligt for vedkommende at være til i livet. Man skal lade sit medmenneske vide, at hun eller han ikke er alene,” siger hun.

Nogle gange kan situationen også være helt akut. Der er måske lagt konkrete planer eller ligefrem et selvmordsforsøg i gang? På Sct. Nicolai Tjenesten – såvel som på både de anonyme samtaletjenester Børnetelefonen og Livslinien – handler det i de tilfælde om at få spurgt ind til, om vedkommende har gjort noget, der kan skade personen nu, og i så fald forsøge at bryde anonymiteten, så hjælp kan komme frem. Hos samtaletjenesterne har man en forestilling om, at alle som udgangspunkt gerne vil hjælpes ud af disse tanker, og at man ved hjælp af samtaler kan få personen ud af situationen.

Det samme bør gøre sig gældende, hvis man sidder derhjemme med en akut kriseramt. Her bør personen aldrig være alene. Så handler det om at være til stede fysisk, indtil man søger hjælp hos læge eller psykiatrisk hospital.