Prøv avisen

Hvad skal man gøre, når et familiemedlem kræver mere, end man kan give?

Illustration: Rasmus Juul

Det er ikke altid nemt at sige fra over for sin familie, hvis man længe har haft rollen som hende, der springer til i tide og utide. Men valget om at tilsidesætte egne behov skal være bevidst, og ellers skal man sætte grænser, lyder det fra flere fagpersoner

63-årige Elses storesøster er ”dominerende”, og det har hun i Elses øjne altid været. Men da søsterens mand døde for fire år siden, blev det endnu værre.

Else ville gerne hjælpe storesøsteren igennem sorgen. Hun lavede mad og leverede det hjemme hos hende, hun lyttede til hende, når hun havde brug for det. Ofte ringede søsteren op til fem gange om dagen eller kom uanmeldt forbi. Else, og også Elses mand og børn, var der og lyttede til hende. Storesøsteren forsøgte i korte perioder at gå til forskellige psykologer, som hun dog hurtigt afskrev som inkompetente.

Else ville gerne hjælpe. Det vil hun stadig. Hun har længe håbet på, at det ville blive bedre, men det er ikke tilfældet. Storesøsteren er stadig krævende, også selvom hun ikke er lige så ked af det mere. Ifølge Else virker det, som om hun udnytter situationen. Hun skriver og ringer stadig på alle døgnets tidspunkter og forventer, at Else springer til med det samme. Hvad end det er et lyttende øre eller praktiske gøremål, hun har brug for, er det Else, hun ringer til. Faktisk kan hun finde på at antyde, at hun nok ikke får noget mad, hvis ikke Else bringer det til hende.

Else har, ud over storesøsteren, to brødre, der bor langt væk. De ses ikke særlig tit med deres søstre og trækker på skuldrene over situationen.

Elses situation er til debat i denne uges udgave af Kristeligt Dagblads lydserie ”Det Etiske Kompas”. Hendes navn er blevet ændret, for hun er bange for at blive genkendt. Men hun ønsker stadig at få hjælp til dilemmaet, for hun ved ikke længere, hvad hun skal gøre. Hun synes, at hun har mindre overskud til sine børn, børnebørn og fritidsinteresser på grund af sin krævende søster, som hun samtidig har ondt af, fordi hun ikke har nogen børn og er helt alene.

Annette Due Madsen, der er psykolog på Center for Familieudvikling og desuden redaktør på Kristeligt Dagblads brevkasse ”Spørg om livet” med sin mand, Jørgen Due Madsen, fortæller, at de i løbet af deres 19 år som brevkasseredaktører har modtaget mange henvendelser om problemer i familien. Og behovet for at få relationerne til at fungere er ofte særlig stort, når det drejer sig om familiære bånd, siger hun:

”Med rummelighed og tolerance når man langt. Men i familier, hvor det bliver et reelt problem med dominerende familiemedlemmer, der kræver mere, end de andre kan klare, så kan det blive svært at sige fra, hvis man ikke er vant til det.”

Ofte kan det handle om, at man meget længe har været fastlåst i en bestemt rolle. Måske som hende, der hele tiden springer til, og så kan det være meget svært at bryde med den, forklarer Annette Due Madsen. Men det er nødvendigt at lære at sige fra, mener hun, om det så bliver på den ene eller den anden måde.

”Det gælder i alle sager her i livet, at man skal vurdere, hvor ens grænse går – og signalere det,” siger Annette Due Madsen.

”Man kan med fordel gøre det personligt i stedet for at diagnosticere den anden. I stedet for at sige: ’Nu kræver du for meget,’ så kunne man måske sige: ’Jeg kan mærke, at jeg også oplever begrænsninger, for jeg er ikke 25 år mere,’” siger Annette Due Madsen.

På den måde vil ens familiemedlem ikke føle sig angrebet, forklarer hun. Og bare fordi man siger fra, betyder det jo ikke, at man ikke stadig kan hjælpe lidt til, tilføjer hun.

Familiepsykolog Trine Storch begynder altid med at finde ud af, hvad der ligger til grund for dynamikkerne mellem familiemedlemmer, når hun har klienter. For ofte stammer de helt fra barndommen, og i så fald kan det være svært at gøre op med. Men hun forklarer, at det først og fremmest handler om at indse, hvorfor man har svært ved at sige fra, for der ligger sandsynligvis mere bag, end det overfladen viser:

”Der kan jo være tilfælde, hvor man har siddet med sin døende mor i hånden, og moderen har sagt: ’Du må love mig, at du tager dig af din familie.’ Og så ville det for nogen betyde, at de træffer et valg om at leve op til det løfte, og det valg må man respektere,” siger Trine Storch.

Hun mener derfor også, at det i bund og grund handler om netop at træffe et bevidst valg om, hvor meget man vil strække sig efter den andens ønsker. For ét er, at man bliver udnyttet, uden det er ens eget valg, noget andet er bevidst at acceptere, at man står til rådighed over for den anden – koste hvad det vil.

”Alternativt kan man vælge at markere sin grænse. Men det skal være et bevidst valg. Og jeg vil ikke nødvendigvis sige, at det ene valg er bedre end det andet.”

Men hvad skal man stille op, hvis man siger fra, og ens familiemedlem truer med selvskade?

Både Annette Due Madsen og Trine Storch forklarer, at det er en god idé at finde ud af, hvor reel truslen egentlig er. Ligger der eksempelvis noget i det, når Elses søster antyder, at hun ikke vil få mad uden Elses hjælp? Vil hun så sulte sig selv med vilje?

I så fald har problemet en anden størrelse, og Annette Due Madsen anbefaler, at man søger hjælp andetsteds, det kan være hos andre familiemedlemmer. Og der bør ifølge Trine Storch mere professionel hjælp til, for eksempel fra kommunen.

”Hvis det er en reel trussel, så skal der flere hænder til – så er det mere alvorligt. Det er ikke en sag, man kan klare alene,” siger Trine Storch.

Annette Due Madsen påpeger, at det er nemt at overtænke konsekvenserne, når man står over for et familiemedlem, som man gerne vil sige fra over for. Måske er det eneste problem i virkeligheden, at man er bange for selve konfrontationen. Om ikke andet er det nødvendigt at stoppe op og overveje, hvad man egentlig står over for, og hvad det er, man gerne vil opnå.

Domprovst i Vor Frue Kirke i København Anders Gadegaard, som er en af ugens debattører i Det Etiske Kompas, er ikke i tvivl om, at det i en situation som Elses er nødvendigt at sætte grænser. For bare det, at hun nu sætter ord på dilemmaet, er et tegn på, at hendes grænse er ved at være nået. Og det er et skridt i den rigtige retning:

”For selv at have noget at give, skal man have nogle ressourcer at give af. Der er et kristeligt element i at se bort fra sig selv for den andens skyld. Men man kan også se for meget bort fra sig selv, så man fortaber sig selv. Else har også en pligt over for sig selv.”

Han beskriver det som ”etisk uforsvarligt” at tvinge andre til at være der for én på den måde, som storesøsteren umiddelbart gør det. Derfor skal Else sige fra over for søsterens ”misbrug”, også selvom søsteren ender med ikke at få noget at spise, hvis ikke Else træder til.

”Det er slemt at true med selvskade. I yderste konsekvens er Else nødt til at leve med den risiko, for hvis man giver køb på sig selv, er man i den andens vold. Der er en risiko for at blive straffet af den anden på den mest forfærdelige måde, og så må man leve med den følelse af skyld, for man kan ikke blive ved med at leve på et andet menneskes præmisser.”

”Der kan være en lille pris at betale, ligegyldigt hvilket valg man træffer,” siger Anders Gadegaard.