Kære brevkasse
Jeg har lyst til at kommentere temaet før påske, hvor Hannah skrev om sin misundelse på dem, der var bedsteforældre og havde børnebørn. Jeg tænker, at kan man ikke få sine egne biologiske børn eller børnebørn, så må man ud og finde nogle andre. Der er masser af familier, der savner bedsteforældre, især nu, når de unge får børn sent, og deres forældre derfor er ret gamle, når der kommer børnebørn. Der er også organisationer, der formidler kontakt.
Vi er selv så privilegerede at have to børn og fire børnebørn. Nu, hvor børnebørnene er blevet større, har vi ikke så megen kontakt med dem. Men så er vi så heldige, at vi gennem et netværk for flygtninge og indvandrere blev kontaktfamilie for en flygtningefamilie fra Afrika.
De var fire, da vi lærte dem at kende, men hurtigt var det tredje barn på vej, og siden kom nummer fire. Min mand har kørt forældrene til hospitalet, da børnene skulle fødes, så vi kan sige, at vi har kendt dem fra fødslen. Nu er de seks og fire år, og vi henter dem fra børnehaven, tager dem i børneteater og har dem til overnatning, til småkagebagning og meget andet.
I børnehaven bliver vi spurgt, hvorfor vi henter dem. Så må vi fortælle, at vi er reservebedsteforældre. Hvad er reserve, spørger de andre børn. Jo, når man har sine bedsteforældre i Afrika, så kan de jo ikke komme og hente i børnehaven, ligesom andre kan. Og det forstår de andre børn udmærket.
Det er utroligt berigende. Vi har været til fødselsdage i familien, mosterens bryllup, barnedåb i den ortodokse kristne kirke og meget mere. Forældrene har vi kunnet hjælpe med de besværligheder, der er med at begå sig i det danske samfund.
Faderen har arbejde og moderen går i skole. Vi er så glade for at kende familien og har de to ”børnebørn”, som så gerne kommer her. Måske var det noget at prøve for andre? Det kan lønne sig.
Venlig hilsen
Anne
Kære brevkasse
Jeg læser brevkassen hver fredag, da jeg synes, man kan få noget ud af den, også selvom man ikke har samme problem som spørgeren. Jeg har en lille kommentar til jeres i øvrigt fine svar til Hannah. Jeg synes ikke mindst rådet om at fokusere på at glæde sig over det, man har, er fint. Imidlertid kan man jo også aktivt gøre noget for at skaffe sig glæder, man ikke har lige nu.
Hannah kan jo i sagens natur ikke gøre noget ved det forhold, at hun ikke har børnebørn, men hun kan, hvis det er glæden over børn, hun savner, gøre noget andet. Nogle mennesker savner reservebedsteforældre til deres børn. Hun kunne jo eventuelt prøve dette eller engagere sig i frivilligt arbejde eller andet, hvor hun kommer i kontakt med børn.
Jeg er selv privilegeret, da jeg har fire børnebørn, som jeg naturligvis elsker, og som giver mig mange glæder. For en del år siden fik jeg et job, hvor jeg blandt andet kører skolebus. Skolebørnene giver mig også mange glæder. Så sent som for få dage siden var der for eksempel en syvårig pige, der sagde til mig, at jeg er sød. Så bliver man da glad.
Venlig hilsen
Søren
Kære Anne og Søren
Tak for jeres breve, som på hver deres måde fortæller eksempler på, hvad man kan tænke eller gøre, når børnebørn ikke indfinder sig, enten fordi ens egne børn ufrivilligt eller selvbestemt ikke har fået børn, eller fordi der af mange forskellige grunde er sjælden kontakt til de børnebørn, som faktisk er derude et eller andet sted. Det kan være, at børnebørnene bor langt væk, det kan være, at de er blevet ældre, og derfor har travlt med mange andre ting, eller det kan være, at kontakten til ens børn og dermed også børnebørn ikke er så god.
Vi tror, at børnebørns ankomst og tilstedeværelse for mange repræsenterer en slægtshistorie, som på en meget håndgribelig måde giver bedsteforældre en oplevelse af, at deres liv får en særlig betydning. For børnebørnene ville jo ikke være der, uden generationerne før. Samtidig betyder børnebørns ankomst også ofte en ny mulighed for at reflektere over tiden, hvor man selv havde små børn. Og man ser måske træk i børnebørnene, som både ligner en selv eller sine egne børn. Og det kan afføde megen glæde og munterhed.
Nogle gange kan man som bedsteforældre også være tilgængelig på en anden og ny måde, end dengang man selv var ung og skulle klare job, familie og venner og alt det praktiske derhjemme. Mange bedsteforældre afprøver nye og bedre måder at være sammen med deres børnebørn på, end den, de var opmærksom på eller havde tid til, da de var forældre til deres egne børn. En del forældre kan faktisk nogle gange være sorgfulde over at opdage omsorgsevner hos bedsteforældrene, som disse ikke havde, da forældrene selv var børn.
Som antydet ovenfor ligger der nok et behov dybt i mange af os for at være et led i en slægtsmæssig kæde. Dette behov er sandsynligvis en blanding af biologiske, psykologiske og kulturelle forhold. Og når vi ikke får børn eller børnebørn og ikke tilfredsstilles i dette behov, kan det gøre rigtig ondt. Og det er kun sorgen over det, som vi meget kunne ønske, men ikke får, der kan løsne os fra dette dybe behov og hjælpe os til at fokusere alternativt.
Det er denne sorg, der er så vigtig at respektere og give ord og plads. For sker det ikke, vil alle gode råd om at tænke og handle anderledes, ikke mærkes godt. Timingen er dermed også vigtig for, hvornår man er parat til at få øje på andre veje eller nye muligheder.
I psykologisk forstand må det ikke-tilfredsstillede behov for børn og børnebørn sublimeres, når tiden og paratheden er til det. Den indre behovsenergi må på en måde få et udløb og et mål et andet sted. Et engagement i frivillige organisationer med fokus på børn er på mange måder et nærliggende sted at lede. Søskendes børnebørn kan måske trænge en ekstra moden voksen. Og de eksempler, I nævner, som har været gode for jer, kan sikkert inspirere nogen.
Pointen er, at det er bedre at finde et lille lys og nye muligheder og dyrke og opøve sig i dem end at størkne i en bitterhed over, at tilværelsen ikke bød på de muligheder, gaver og mål, som vi og vores behov umiddelbart så inderligt gerne ville have oplevet og tilfredsstillet.
Mange hilsener