Han ser ud over forsamlingen. Sygeplejersker i alle aldre, mestendels kvinder, er mødt op hos deres fagforening for at høre Pelle Korsbæk Sørensen, adjunkt ved center for sundhedsfremme på Roskilde Universitet, holde oplæg denne novemberdag. Han har skrevet en ph.d.-afhandling om international forskning i såkaldt ”moral distress” tilbage i 2015 og forsker nu i følelsesmæssige og etiske dimensioner i arbejdslivet.
Moral distress, som på dansk kan oversættes til moralsk ubehag eller moralsk stress, er også temaet for eftermiddagens møde i København. Det er den følelse, man som medarbejder kan opleve at have, når man ikke kan udføre sit arbejde ud fra egne moralske værdier og fordringer, fordi de ydre omstændigheder eller arbejdsvilkårene ikke tillader det. Pelle Korsbæk Sørensen peger ned på sin mave. Moralsk ubehag kan i sidste nede komme til udtryk i den der særlige mavefornemmelse: at man ved, hvad der er det rette at gøre, men alligevel ikke formår at agere herefter.
”Forestil jer,” siger Pelle Korsbæk Sørensen til forsamlingen, ”at tidsmangel for eksempel gør, at I ikke kan nå at imødekomme patientens behov i mødet med vedkommende. Man ved, man kan gøre det bedre.”
De fremmødte sygeplejersker nikker. De genkender følelsen. Nogle af dem deler også konkrete eksempler fra deres arbejdsliv. For eksempel fortæller en sygeplejerske om en dag, hvor hun havde været forbi et plejehjem, hvor en ældre beboer ufrivilligt havde siddet nøgen midt i rummet, uden at der var nogen blandt personalet, der havde haft mulighed for at give kvinden tøj på.
Moralsk stress er sygeplejerskerne langtfra ene om at have patent på. Mange andre faggrupper kan opleve det, fortæller Pelle Korsbæk Sørensen. Især dem, der arbejder med mennesker. På hans egen arbejdsplads kan det for eksempel være, hvis man som videnskabelig medarbejder ikke har tid nok til at forberede sin undervisning på et niveau, som man finder acceptabelt.
Når man oplever et sådant ubehag og fald i kvaliteten i sit arbejdsliv, kan man helt overordnet reagere på tre måder ifølge den teori, som Pelle Korsbæk Sørensen har taget med i sit oplæg. Nogle gange er det en strategi at vælge en af mulighederne, andre gange blot en reaktion.
”Den første mulighed er at gå – altså forlade sit job. Alternativt kan man søge indflydelse og forsøge at ændre forholdene ved at råbe op – enten med risiko for at blive udstødt eller med mulighed for at lykkes med at sætte fokus på et relevant emne internt på arbejdspladsen. Den tredje mulighed er at afvente situationen og fortsætte sit arbejde som hidtil. Sidstnævnte kræver, at man ’ventilerer’ indimellem ved at sparre om sine oplevelser og følelser med andre. For eksempel med en god kollega eller – som de fleste af os nok har prøvet – hen over middagsbordet derhjemme,” siger Pelle Korsbæk Sørensen og fortæller om, hvordan følelsen af moralsk ubehag på lang sigt også kan have den konsekvens, at man bliver resignerer og distancerer sig mere i sit arbejde med mennesker.
Flere af de fremmødte nævner i den sammenhæng psykolog Dorthe Birkmoses bog ”Når gode mennesker handler ondt”, hvori hun beskriver begrebet forråelse som en overlevelsesstrategi, hvor man skruer ned for empatien for at passe på sig selv.
En af Dorthe Birkemoses pointer er, at når man gør sig selv mere rå og ligeglad med andre, så er det et forsøg på at bekæmpe egne følelser af afmagt og utilstrækkelighed, men samtidig bliver man ofte mere irriteret på de mennesker, som man ellers er ansat til at hjælpe eller servicere.
”Moralsk stress og forråelse hænger nøje sammen som fænomener. Forråelse er en udviklingsproces, hvor man gradvist bliver mere og mere rå. Det kan være noget, der sker for et enkelt menneske, en gruppe eller et helt samfund. Typisk er man som menneske i stand til at holde det skjult for sig selv som et ubevidst selvbedrag, hvor man camouflerer sine handlinger med en positiv fortælling eller med sine gode intentioner, fordi det er ubehageligt at erkende, at man er blevet kold og kynisk,” siger Dorthe Birkmose i et efterfølgende interview med Kristeligt Dagblad.
Så hvad kan man gøre for at undgå at blive ramt af moralsk stress og forråelse? Dorthe Birkmose har også forskellige bud herpå. Man kan være ærlig over for sig selv og sine omgivelser, selvom det på langt sigt bliver svært at holde til at erkende, at man udfører arbejdet på en utilstrækkelig måde, eller man kan lære at sige ”pyt”, som er det samme som at resignere og gøre sig ligeglad, hvilket fører til både forråelse og selvcensur. Det tredje og fjerde bud ligger sig meget op ad Pelle Korsbæk Sørensens løsningsforslag og handler om enten at tage kampen op med risiko for at blive stemplet som et brokkehoved eller alternativt sige op og dermed ”redde sig selv”, selvom begge dele kan få konsekvenser for ens selvbillede på lang sigt. Slutteligt kan man vælge at arbejde fagligt forsvarligt ”undercover”.
”Til sidstnævnte løsning ser vi lige nu ældre mennesker, der kommer hyppigere i bad, end politikerne har besluttet, og kontanthjælpsmodtagere, der stadig får deres overførselsindkomst, selvom de ikke er mødt op til det obligatoriske møde med den pågældende socialrådgiver. Jeg hører fra mange fagpersoner, der yder en ekstra service uden at notere det i de officielle papirer eller i antallet af arbejdstimer,” siger Dorthe Birkmose.
Men det er problematisk, når man arbejder imod de gældende retningslinjer, mener hun. For som medarbejder kan man både komme til at skjule effekterne af de forringelser, politikerne har besluttet, og man kan blive anarkist i en grad, hvor man ikke længere kan bedømme, om ens faglige moral nu også stadig er faglig.
”Fælles for mine fem løsningsforslag er, at de alle bærer nogle negative konsekvenser med sig. Problemet er, at vi har fået etableret en individualisering af nogle problemer, som er organisatoriske og politiske. Thomas Milsted (tidligere leder af Center for Stress og Trivsel, red.) indfanger det faktisk meget godt: Hvis der var et gasudslip i en virksomhed, ville cheferne jo aldrig sende samtlige medarbejdere på kursus i at holde vejret,” siger Dorthe Birkmose.
Tilbage i Dansk Sygeplejeråds lokaler har sygeplejerske på Herlev Hospitals kræftafdeling Helle Mathiasson lyttet opmærksomt til oplægget om moralsk stress og deltaget ivrigt i den efterfølgende debat ved bordene. Hun er mødt op, fordi hun ønsker at finde nogle løsninger på, hvordan moralsk ubehag kan håndteres i arbejdsdagen.
”Vi må være modige og gå ud at tage ordet. Jeg står alt for ofte i et dilemma, hvor jeg føler, at jeg er styret af den organisering, vi er underlagt i vores sundhedsvæsen. Vi er ydelsesstyret i stedet for patientstyret. Jeg vil jo gerne være i stand til at møde det hele menneske i min kontakt med patienten,” siger Helle Mathiasson.
Hun har for eksempel en halv time sammen med nye strålepatienter inden første strålebehandling. Tiden er tiltænkt en gennemgang af behandlingsforløb med forholdsregler og bivirkninger. Men nogle gange er det, som for eksempel fylder hos patienten, at de ikke har råd til offentlig transport, eller deres tanker kan være om familien, livet og døden, og så kan Helle Mathiasson se, at de ikke er i stand til at koncentrere sig om informationen.
Hun og kollegerne bliver under debatten enige om, at de skal blive bedre dels til at sparre sammen kollegialt om det ubehag, mange oplever, og dels til at turde ytre sig mere åbent i debatten.