Prøv avisen

Hvad skal vi bruge hinanden til i familien?

Når tingene spidser til i familien i dag, at der ikke klare normer og værdier til at afholde os fra bare at gå vores vej, siger psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard. Hun har skrevet to bøger om brud i familien og oplever, at vores syn på, hvad det indebærer at være del af en familie, er under opbrud. Foto: Carsten Bundgaard

Det er ikke længere helt oplagt, hvilke relationer vi ønsker at have til hinanden i en familie. De tyndslidte traditioner og værdier har gjort brud almindelige og er i færd med at omdefinere relationen til de mennesker, der engang automatisk var os nærmest, mener psykologen Camilla Carlsen Bechsgaard

”Kære Camilla. Hvad er det bedste at gøre: maile, skrive brev, ringe eller simpelthen møde op ved min søns hoveddør? Jeg har ikke set min søn eller tre børnebørn i snart fem år(…) Jeg har ad omveje fået oplyst, at jeg nu er farmor til fire. Åh, hvor det smerter. På mig virkerdet, som om voksne børn ikke gider én, hvis der opstår problemer. Jeg havde en meget vanskeligt psykisk syg mor, men jeg havde aldrig tænkt på at undgå kontakt med hende.”

Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard får hele tiden denne type henvendelser på sin blog, psykologviden.dk. Oftest fra forældre, hvis børn ikke længere vil se dem, men også fra voksne, hvis forældre eller søskende har afbrudt kontakten. Fælles for dem er, at de er sønderknuste. Og nærmest desperate efter at få hjælp – enten til at genetablere det forliste forhold eller til at lære at leve med smerten.

Det gør det tydeligt, hvor vigtige vores familierelationer stadig er for os. Men understreger samtidig, hvor stærke kræfter der er på spil, når vi alligevel er klar til at afbryde dem, måske endda for evigt.

”Forholdet mellem barn og forældre er den ultimative relation, fordi den indebærer så mange forventninger og bygger på så store idealer. Men fejlmarginen er skrumpet de seneste årtier. Der skal simpelthen mindre til, før det fører til voldsomme opgør,” siger hun.

Den autoriserede psykolog har arbejdet med familierelationer siden 1999 og skrev i 2012 bogen ”Familiefred med dine forældre”. Tre år senere kom efterfølgeren ”Familiefred med dine voksne børn”, og på den baggrund ser hun flere klare udviklinger i de brud, der opstår i familien.

Mellem hver tredje og hver fjerde dansker har oplevet et brud i familien, har flere undersøgelser vist de seneste par år. Ser man langt nok tilbage, er det klart en stigning, mens det er sværere at afgøre, om fænomenet fortsat er i vækst, eller om vi bare er blevet mere åbne omkring, at familien langtfra er den ubrydelige enhed, den har været. Måske er det begge dele. Selv når Camilla Carlsen Bechsgaard holder foredrag i Vestjylland, hvor følelserne normalt sidder lidt tættere til kroppen, oplever hun, hvordan tilhørerne er blevet endda særdeles åbne omkring deres udfordringer, og gråd er helt normalt.

Dette ser hun som tegn på, at brud i familien bliver stadig mere normale og mindre tabubelagte end tidligere.

”Der sker helt åbenlyst nogle store ændringer i disse år i normerne for, hvad det indebærer at være hinandens nærmeste familie,” siger hun. ”Tidligere tiders selvfølgeligheder er tyndslidte, og vi føler os generelt ikke lige så forpligtede i forhold til at se hinanden, tale ordentligt sammen og udholde uoverensstemmelser – alle de ting, der normalt har holdt sammen på familien. Især børns forventninger til deres forældre er udfordrede, for i årtusinder har det været sådan, at den ældste generations livsformål var at være næring for den opadstigende generation. Det har været en grundforventning, at de ældste tilbød støtte, både økonomisk, praktisk og følelsesmæssigt, men det kan man ikke længere regne med.”

Samtidig er der vokset en kultur frem, hvor vi i stigende grad søger forklaringer i familien, hvis vi ikke er lykkelige, påpeger hun. Og er vi ikke lykkelige, skal der reageres kraftigt. Derfor bliver konflikterne oftere uforsonlige.

”Vi er som mennesker og samfund blevet så pressede, at tolerancen over for det smertefulde og besværlige er faldet. At skulle tilbringe sin søndag – efter en hård uge – sammen med nogle forældre, der måske sætter følelser i gang, vi helst vil undvære. Jamen, vi orker det bare ikke. Og på den måde fjerner vi os mere fra hinanden og lader små bitterheder vokse sig større og større, indtil de til sidst eksploderer. Ofte som en total overraskelse for den ene part,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

En anden udvikling, som skubber os længere fra hinanden, er, at vi generelt har langt sværere ved at sætte os ud over egne behov og følelser, mener hun. Vi er blevet mere lyststyrede end pligtstyrede, og det gælder ikke bare ungdommen, men også generationen omkring de 60 år. Alle værner de om deres egen, lille verden og farer i flint, hvis nogen truer den.

En del af forklaringen skal findes i den generelle normopløsning, der fulgte efter ungdomsoprøret fra slutningen af 1960’erne. Inden da var det udelukket at sætte sine egne behov over familiens, hvilket også kunne have sine problemer. Derfor handler det ikke om at placere skyld, men blot at forstå dynamikkerne bag udviklingen, understreger den 45-årige psykolog.

At noget er gået tabt, er den massive interesse for tv-serien ”Matador” dog et sigende eksempel på. For i vores fascination af livet i Korsbæk ligger også en længsel efter tiden, hvor alles rolle i familien og samfundet var klart defineret: Laura stod for maden, Mads Skjern sørgede for fremdriften, og Maude gik op og lagde sig.

”Der er alle mulige udfordringer i den samfundsorden, der bliver skildret i Matador, men i det mindste var ingen i tvivl om de gældende værdier, i særdeleshed inden for familien. En meget stor del af de brud, jeg hører om, skyldes netop bristede forventninger, fordi værdierne er svækkede. Det kan handle om graden af bedsteforældrenes involvering i børnebørnene, der både kan være for lille og for stor. Det kan handle om arv, om ikke at blive set og anerkendt eller om håndteringen af specifikke problemer i familien. Fælles er, når tingene spidser til, at der ikke er klare normer og værdier til at afholde os fra bare at gå vores vej,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hendes mands familie er et godt eksempel på, hvad der er ved at gå tabt. Her har familien drevet den samme gård gennem tre generationer, og da hans forældre overtog stedet, flyttede bedsteforældrene som noget helt selvfølgeligt ind i aftægtsboligen. De indgik i familien og hjalp med at tage sig af børnebørnene, og da bedstefar blev syg, passede svigerdatteren ham.

De rammer, roller og traditioner har industrialiseringen ændret, og Camilla Carlsen Bechsgaards mand, der er fra 1971, besluttede sig som størstedelen af sin generation for ikke at blive landmand eller på anden måde fortsætte familievirksomheden. Og det er klart, at det opbrud i traditionerne skaber ændringer i århundreders fast definerede familiemønstre.

”Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til bondesamfundets orden. Det kan vi slet ikke, selvom vi ville. Men der er behov for en ny og grundlæggende forventningsafstemning om, hvilke relationer vi ønsker at have til hinanden i en familie. Får vi ikke gjort det, kommer vi til at leve i et mere fattigt og skrøbeligt samfund. Vi vil blive mere sårbare, fordi vi står mere alene uden et tæt familienetværk til at gribe os, hvis vi falder.”

Har familien ikke bare haft sin tid, og nu tager andre relationer over, eksempelvis venner?

”Den udvikling er på vej, men vi er der ikke endnu. Det er stadig familiemedlemmer, der typisk står om dødslejet. Det er stadig familien, der har den centrale plads i vores livsfortælling, og som ven vil de fleste træde i baggrunden og lade familien komme til i svære situationer. Man skal ikke undervurdere, at drømmen om den tætte familie stadig er meget stærk.

Jeg er selv meget tæt knyttet til min mor. Hun kommer i vores hjem tre-fire gange om ugen for at hjælpe til og er reelt den tredje voksne i vores lille kernefamilie. Alligevel kan jeg nogle gange have svært ved at rumme hendes tilstedeværelse. Hun gør intet forkert, tværtimod, hun er der kun for at hjælpe. Men alene det, at hun befinder sig i mit hjem, kan på en træt eftermiddag give anledning til en utaknemmelig og irrationel irritation, som straks følges af dårlig samvittighed. Og det siger jo noget om, hvor uendelig lidt der skal til i dag, før nogen føler, at en grænse er blevet overtrådt. Og det viser, hvor skrøbelig en konstruktion familien er blevet.

Millioner af kvinder før mig har følt en tilsvarende udfordring ved at være tæt knyttet til deres mor eller svigermor, men den praktiske afhængighed af hinanden har ikke givet dem et valg, og derfor affandt de sig med situationen. Alle affandt sig, men i dag har man et valg. Jeg kan til enhver tid sige til min mor: Aflever din nøgle, vi har ikke brug for dig længere, vi ses til næste børnefødselsdag.

Det ønsker jeg absolut ikke at gøre, men muligheden er der, fordi vi ikke er afhængige af hinanden. Vores relationer skal i dag alene baseres på følelser, og det er for mange ikke altid nok til at føle sig forpligtet til at rumme det ubehagelige.”

Er der ikke også positive konsekvenser af den udvikling?

”Jo, bestemt. Vi er kommet langt tættere på vores følelser, og det har skabt langt mere vedkommende relationer, også i familien. Vi har lært at sætte ord på og sige fra, og prisen for det er så flere brud. Men samtidig et bedre forhold til dem, vi vælger at være sammen med. Kunsten er at finde den rette balance, og det bliver den helt store udfordring i de kommende år. Og jeg tror, det kræver nogle nye konventioner omkring, hvad vi forbinder med en god relation.

Mine forældre er skilt, og mit forhold til min far har ikke altid været ukompliceret. Men vi har fundet ud af, at den bedste måde, vi kan opretholde en god relation til hinanden på, er, hvis vi en gang imellem ses alene, bare os to. Så tager vi ud og spiser sammen. Det udsprang af, at jeg på et tidspunkt skrev en lang mail til ham om de ting, der ikke fungerede i vores forhold, og så svarede han ved at sige: Okay, så lad os mødes og tale om det punkt for punkt ud fra din mail. Nu har vi lavet klare aftaler om, hvad der skal til for at undgå konflikter, og vi har fået et langt bedre forhold.”

Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard