Prøv avisen
Spørg om livet

Dittes svigerinde går hende på nerverne: Hvad stiller man op med et dominerende familiemedlem?

Min mands brors kone er meget ofte meget dominerende, når vi er sammen, skriver Ditte, som mangler råd til, hvad hun kan gøre. Foto: Iris/Ritzau Scanpix/modelfoto

Ditte og hendes familie holder af samvær på tværs af generationer, men en dominerende svigerinde volder problemer

Kære brevkasse

Sådan som jeg forstår det, rummer brevkassen mulighed for at skrive om forhold, der kan opleves vanskelige i vores liv. Jeg skriver derfor til jer om et problem, som endnu en gang er blevet tydeliggjort, efter at vi har været på ferie med familien tidligere i sommer. Jeg ved, at de implicerede ikke læser denne avis.

Både min mand og jeg er familiemennesker. Vi glæder os over vores familier, og vi ønsker for eksempel, at vores børn skal have et nært og godt forhold til vores forældre.

Ligeledes ved vi, at både mine forældre og mine svigerforældre også har stor glæde af at have hyppig kontakt, og de ønsker at følge med i vores og børnebørnenes liv.

Det gælder i det daglige liv, og det gælder også, når der er ferietid og højtider.

Her i sommer har vi igen været samlet. Og når det gælder mine svigerforældre, så har det været naturligt at være i deres gamle hyggelige familiesommerhus. Alt sammen lyder jo rigtig godt.

Men så er der det problem, som handler om min mands brors familie. De kommer også ofte samtidig med os til komsammen og feriedage.

De har børn på vores børns alder, og fætre og kusiner hygger sig rigtig godt sammen, og mine svigerforældre nyder det liv, der udspiller sig mellem flere generationer, hvilket jeg har stor forståelse for.

Men så er der min svigerinde. Min mands brors kone. Hun er meget ofte meget dominerende, når vi er sammen.

Det er, som om det er hendes meninger, der altid gælder, og hun kan virke både nedgørende og respektløs, hvis man har lidt andre synspunkter eller tanker end hende. Min svoger er rolig og lidt tilbagetrukket, så han giver hende ikke modspil.

En ting er, når vi diskuterer forhold, som ikke har direkte med os at gøre, som for eksempel politik.

Da kan det godt være provokerende, at det er, som om hendes meninger altid er de rigtige, men det gælder også i forhold til ting, der skal besluttes inden for familien. Det kan være, hvad vi skal lave sammen på de enkelte dage, eller nu i sommer når vi drøftede kommende højtider og fejringer, der skulle korrigeres og planlægges. Da har hun meget faste meninger og tager aldrig hensyn til, at vi andre kan have ting, vi godt kunne tænke os, der blev taget højde for.

Jeg kan mærke, at mine svigerforældre også registrerer det, men jeg mærker også, at de prøver at få det hele til at glide, så der ikke opstår for store spændinger og åbnes op for konflikt. Jeg har også brugt den taktik og har sagt til mig selv, at jeg ikke vil være smålig og for nærtagende.

Men alligevel kan jeg mærke, at jeg synes min grænse er nået. Vi er jo voksne mennesker, og det er ikke i orden at behandle andre, som hun gør.

Hun kan også komme med kommentarer omkring vores børn, som er ganske krænkende. Og det er ikke, fordi jeg ikke synes, at man kan sige noget til hinanden – det er jo naturligt, når mange mennesker i mange aldre er sammen i flere dage. Men de ting, hun siger, gør mig både ked af det og vred.

Hvad gør jeg?

Allerede nu prøver jeg ind-imellem at give et modsvar, når jeg synes, tingene bliver for meget, men når vi skal ændre planer for hendes skyld, og når jeg synes, hun taler respektløst til os, hvad gør man så, hvis man samtidig ikke ønsker at lave konflikt i familien? Jeg får lyst til fremadrettet at sige, at vi ikke kommer, når de er der, men det ved jeg, at både mine børn og mine svigerforældre vil blive kede af. Og min mand er også glad for sin bror.

Hvad vil I råde mig til? Der kan blive mange samlinger fremadrettet, og jeg vil ikke gå og have ondt i maven eller være i alarmberedskab, hver gang vi skal være sammen. Hvilke alternativer er der? Min mand forstår mig godt, men ved heller ikke, hvad man stiller op. Han kan ikke forstå, at hans bror ikke sætter foden ned nogle gange. I stedet bliver det vores andres problem.

Hvordan findes balancen mellem en sund selvrespekt og en stor grad af tolerance og storsind? Jeg synes også, mine svigerforældre er for tolerante, men de har jo sikkert samme dilemma som vi andre, og de vil gøre alt for at bevare det gode forhold. Når alt kommer til alt kan en hel gruppe af voksne og børn gå rundt om ”den varme grød”, og vedkommende bliver ved med at kunne te sig, som hun har lyst til, mens vi andre tier og retter ind. Det er jo også en ond cirkel, som jeg ikke ønsker skal fortsætte.

Venlig hilsen

Ditte

Kære Ditte

Tak for dit brev. Vi kan godt forstå, at det går dig på, at der i familien er en ubalance i forhold til, hvem der bestemmer, og hvem der skal tages hensyn til. Det er ganske ærgerligt, for vi læser jo, at der på mange måder er grundlag for gode familiesamvær, og at der er et ønske fra flere sider om at være der for hinanden, og at ikke mindst børnene sætter pris på fællesskabet.

Når vi læser dit brev, tænker vi, at der er flere veje, man kan gå.

Den ene er, at du og din mand beslutter jer for, at I stadig vil holde ferie og højtider med familien, men at I gør det klart, at de dage, hvor I skal være sammen alle sammen, skal reduceres, således at I måske har enkelte dage, hvor jeres børn mødes med fætre og kusiner, men at det ikke handler om længere perioder flere gange om året, hvor I alle er sammen i længere tid. Derved har I mere tid alene med svigerforældre og eventuelt andre i den gren af familien. Ud fra en realistisk betragtning er det for krævende og slidsomt, hvis I skal være lang tid sammen og foregive ukompliceret hygge med din mands bror og dennes kone, uden at der sker betydelige ændringer. Hvis dosis af samvær bliver mindre, er det måske lettere at overskue og måske lettere at ryste af sig bagefter.

En anden vej er at tage tingene op med din svoger og svigerinde. Måske skulle I invitere dem uden børn om ikke så længe og fortælle på forhånd, at der er noget vigtigt, som I gerne vil snakke med dem om. Ved et sådant fælles møde kunne I på en ordentlig og anstændig måde dele med dem, at I meget gerne vil bevare jeres familiekomsammen, og at I sætter pris på, at store og små kan mødes hos bedsteforældre, men at I ofte synes, at det kan være svært, når der er ting, der skal besluttes. At I så oplever, at det kan være svært at blive hørt.

Det kan sikkert være en svær ting at snakke om, da svigerinden med rette kan føle sig kritiseret. Men måske kunne I alle sammen tage ansvar for at sige jeres mening, så hun ikke blev alene om det? Hvis det skal være en farbar vej, skal I have en vis tro på, at man ved samtalens vej kan skabe forståelse for jeres situation, og at der er mulighed for kompromis. Hvis troen på det er fraværende, er vejen med reducering af samværene værd at foretrække.

Måske skulle I engang, I er alene med dine svigerforældre, tage problemstillingen op, således at I er flere, der tør give det et sprog og løfte oplevelserne op i lyset. Ikke for at nedgøre din svigerinde, men for at forsøge sammen at se på, om man kunne tackle de ting, der opstår i samværet mere hensigtsmæssigt. Hvis både I og dine svigerforældre var lidt mere på forkant med forslag og mere modige og gav lidt mere konkret modspil i de givne situationer, så kunne hendes magt begrænses betydeligt. Hvis alle viger udenom og defensivt-irritabelt lader stå til, øger det blot din svigerindes monopol på at bestemme og trække konklusioner. Så måske skal I alle træne i mod og ærlighed og tage de udfordringer, som opstår, på jer,. Det er kun jer, der kender jeres familie, og som ved, hvilke af vejene som er mest farbare.

Og så skriver du i din indledning, at du har forstået, at man kan skrive om mangfoldige store og små vanskeligheder i livet til brevkassen. Det er helt rigtigt. Og nu er vi tilbage fra en varm sommerferie og håber, at der er rigtig mange, der vil skrive til os. Man kan skrive et almindeligt brev til Brevkassen, Kristeligt Dagblad eller maile til brevkasse@k.dk.

Mange hilsener