Facebook
Twitter

Hvem der bare var en del af en boble

Det seneste år har været udfordrende for de fleste. Men hvordan har det været at leve alene? Kristeligt Dagblad har mødt tre af de 1,6 millioner voksne singler, der fortæller om deres længsel efter berøring

Det eneste, jeg har behov for, er det, jeg ikke må få

Anne Elenora Sørensen er 29 år og læser en kandidat i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet. Hun er single og bor alene på Frederiksberg i Aarhus.

I april sidste år skulle jeg låne en bog af min veninde til en eksamen.

Jeg gik ned på gaden fra 5. sal i Aarhus, hvor jeg bor, og da jeg kunne se min veninde og hendes kæreste komme gående hen mod mig, brød jeg sammen. Jeg begyndte at græde. Det var så stærk en sanseoplevelse at se og opleve noget genkendeligt. Men samtidig stadig holde afstand. Og jeg begyndte at undskylde, mens jeg græd, og forklarede, at det skyldtes, at jeg ikke havde set nogen mennesker i tre uger.

Min veninde spurgte mig hvorfor – man må jo godt gå ­ture og ses på afstand, sagde hun. Men det havde jeg ikke opfattet. Jeg ville bare gerne gøre det godt og troede, jeg kunne klare at være alene. Men det kunne jeg ikke.

test

Jeg har mærket et pludseligt begær efter andres berøring.

Og når jeg så har fået den berøring, ligegyldigt om det har været et kram fra en ven eller sex, så har jeg haft lyst til at blive i den kropslighed.

Samtidig er jeg tynget af dårlig samvittighed. Kan jeg tillade mig at ses med mine venner? Er det et reelt behov at date? Er det bydende nødvendigt for mig at kramme?

Jeg ser hele tiden mig selv og mine behov udefra og prøver at legitimere det.

Jeg savner følelsen af hud mod hud, så jeg er begyndt at ses med en fyr for at mærke den. Men så melder den dårlige samvittighed sig igen: Kan jeg tillade mig det? For vi er jo ikke kærester. Men skal der en titel til, før det er o.k., at vi ses?

En af mine tætteste veninder, som jeg plejede at se en gang om ugen, har jeg ikke set i over et år. Hun har fået barn i mellemtiden, så de er nu fire i deres familie og i deres egen boble.

Jeg er sikker på, at vi nok skal finde tilbage i vores venskab igen. Men lige nu har hun valgt sin familie, og det er svært at tale om.

Jeg har lært, at der ikke bare er tale om lyst, men om et reelt behov for fysisk berøring. Når der er nogen, der holder om mig, fortæller det mig, at jeg er o.k. Det er en omsorg, hvor ord ikke rækker. Og hvis jeg ikke får det opfyldt, bliver jeg så ked af det. Jeg mærker en ensomhed, jeg aldrig før har oplevet, og jeg får angst, som er blevet meget værre under corona.

Og jeg får en følelse af, at jeg ikke ved, hvem der griber mig.

Jeg får et kram om ugen. To, hvis jeg er heldig.

Og det er blevet tydeligt, at det eneste, jeg har behov for, er det, jeg ikke må få.

Det kom snigende, og der opstod en enorm ensomhed

Lone Broholt er 56 år og arbejder som bogholder på Rude Strand Højskole. I december flyttede hun tilbage til Odder efter 22 år på Sjælland, hvor hendes søn stadig bor.

Jeg har det, som om jeg bliver splittet i to. På den ene side har jeg en trang til at gøre alt muligt. Jeg kommer til at tænke, at jeg da godt lige kan invitere 10 mennesker til at sidde i haven. Og på den anden side siger fornuften, at nu skal du holde afstand. Men det er svært, for jeg synes, at jeg lukker ned. Og hvis det her fortsætter, så vil jeg visne fuldstændig.

Jeg bliver ældre, og jeg er alene. Men jeg skal ikke have en kæreste bare for at have en kæreste. Selvom jeg aldrig har været en, der gør meget ud af mig selv, er jeg blevet totalt ligeglad med det nu. Den indre udstråling falmer, og det gør min kvindelighed også. Jeg bliver en vissenpind at se på. Som når man har arbejdet for meget eller sovet for lidt.

I foråret sidste år vænnede jeg mig til at spritte af og holde afstand. Men i efteråret kom ensomheden snigende. Jeg har ikke prøvet at have en tung depression, men jeg kan tænke, at det er sådan, det føles.

Den ene dag tager den anden, og man mærker ikke rigtig livet. For mig er livet ikke bare at gå på arbejde. Det er at have kontakt til mennesker, både fysisk og psykisk.

I starten ringede jeg meget til min mor. Men jeg bryder mig ikke meget om den form for kommunikation. Jeg vil helst være sammen med de mennesker, jeg taler med.

Hvis der er nogen, der rører ved mig, vil jeg bare have mere. Giv mig mere!

Jeg er på kram med min søster og svoger, som jeg er i boble med, og min søn, når jeg ser ham.

På trods af hudsult og afsavn føler jeg mig privilegeret over, at jeg møder fysisk ind på arbejde det meste af tiden, selvom jeg sidder alene. Men jeg er flyttet fra Sjælland og den lille landsby, hvor jeg var på kram med alle. Nu prøver jeg at støve mit gamle netværk op her i Odder. Men alt står på standby lige nu, og hvem er det så lige, man inviterer?

Man vil gerne være en del af fællesskabet, men lige nu er jeg ikke god til at mase mig på og vil helst have en udstrakt hånd, ­nogen, der siger ”kom du lige med”.

Når jeg endelig møder andre mennesker, så snakker jeg alt for meget og tænker bagefter, om jeg var alt for påtrængende.

Selvom man kan være kreativ, holde påskefrokost over computeren og sige skål, så fungerer det ikke for mig. Jeg føler, at jeg mister min virilitet. Og jeg får lyst til at bestille tid hos en massør, selvom jeg ikke fejler noget, men bare for at blive rørt ved.

I skulle vide, hvor heldige I er at have hinanden

Lone Helmbæk er 73 år, folkepensionist og tidligere socialrådgiver ved bl.a. Dansk flygtningehjælp og Kirkens Korshær. Hun har ingen børn eller fast partner, og bor i Nansensgade i København.

Jeg er begyndt at kramme træer. Nogle gange tager jeg bussen ud af byen og går en tur. Jeg prøver at undgå, at nogen ser det. Det begyndte sidste sommer, hvor jeg var i Dyrehaven. Lige pludselig havde jeg en oplevelse af, at alle de kæmpestore, gamle træer blev meget levende for mig, som de stod der og bare levede, trak vand op af jorden og ud i grenene.

I lang tid ville jeg ikke rigtig erkende det. Jeg tænkte, at coronasituationen snart ville gå over. Men i efteråret måtte jeg sige til mig selv, at nu måtte jeg overgive mig og acceptere den situation, jeg havde levet med i månedsvis, men hele tiden havde kringlet mig uden om.

Nabodatteren Rita på 13 år og jeg kiggede fra begyndelsen på hinanden og sagde: Nu gør vi det. Så vi krammer.

Indtil for nylig er det kun min gamle veninde Felicya, der har besøgt mig i min lejlighed, men vi er ikke på kram og mødes oftest udendørs.

Ud over Rita har jeg ikke rørt nogen mennesker i over et år, indtil min eksmand begyndte at komme på besøg igen. Vi krammer, når han siger farvel, med mundbind og halstørklæde på. Han er meget høj, så vores ansigter mødes ikke. Men når vi krammer, bliver jeg helt... nej, hvor er det dejligt! For jeg er meget glad for mennesker, og hvert eneste kram giver et lille sus af glæde.

Jeg går ofte på besøg hos cykelhandleren på gaden. Vi snakker og drikker kaffe i baglokalet.

Vi plejede at være på kindkys og kram, men jeg er en snakketante, og det hjælper lidt på samværssulten.

Noget af det, jeg savner allermest, er at have mennesker i mit hjem. Nogle gange har jeg tænkt, at jeg er den eneste i ejendommen, der er bor helt alene. Og jeg har kigget ud ad vinduerne om aftenen og set lyset hos de andre familier. Om de er ved at rive hovederne af hinanden, ved jeg ikke, men jeg tror det ikke. Jeg har en bevidsthed om, at der er meget stor forskel på at bo alene eller med sin familie eller i kollektiv. Så kommer misundelsens grimme ansigt frem, for I skulle bare vide, hvor heldige I er at have hinanden.

Jeg er begyndt at købe en buket blomster til mig selv hver mandag, når de får friske blomster i Fakta. Så kan jeg gå og kigge på tulipanerne i løbet af ugen og se dem forandre sig. Det har jeg aldrig gjort før. Træer og blomster har puls, det er organismer med hjerteslag som mennesker.

Det er vel derfor, at vi krammer hinanden. For mig er det en hjerteting at kramme. Det er udveksling af kærlighed. Jeg elsker ordet kærlighed. Og jeg synes ikke, der er noget vigtigere end mennesker. Jeg kan ikke svinge mig op til at blive begejstret for en ny sofa. Det, jeg kan mærke, at jeg har brug for i min krop og sjæl, det er mennesker.

Foto & tekst: Johanne Teglgård Olsen

Digital tilrettelæggelse: Johanne Teglgård Olsen & Sara Gro Vagtholm

Programmering: Sara Gro Vagtholm

Redaktør, Liv & Sjæl: Karin Dahl Hansen

Digital redaktør: Amalie Pil Sørensen

Digital redaktionschef: Stinne Andreasen

Publiceret den 8. april 2021

Læs også