Prøv avisen

Hvem, der skal arve hvad, er blevet en kompliceret affære

Tegning: Ritzau Foto. Foto: VERONICA GRECH

Ændrede familiemønstre og længere levetid er i færd med at ændre kulturen omkring, hvor meget arv vi efterlader os – og hvem der skal arve

At skrive et testamente, hvor alle får det, de var tiltænkt, er i fuld gang med at blive en stadig mere indviklet øvelse.

Det kan Poul Jost Jensen tale med om. Han havde for nylig 40-årsjubilæum som advokat, og der er stor aldersforskel på hans klienter. Han har både nogle omkring de 90 år, som vil sikre sig, at der stadig er styr på testamente og arv. Og han har de unge i 30’erne, der har købt hus sammen, men ikke er gift og derfor gerne vil have papirerne i orden i tilfælde af det utænkelige.

De to yderpunkter repræsenterer den omfattende udvikling, der har været de seneste årtier i måden, vi håndterer vores økonomiske eftermæle på. Og de giver samtidig et fingerpeg om, hvad der er i vente, forklarer Poul Jost Jensen, der er partner i landets største advokatkæde, Advodan.

Ældres arverækkefølge giver sig selv

Det er næsten givet, hvordan den 90-åriges penge skal fordeles – dem skal ægtefællen eller børnene have. Sådan gjorde hans forældre det, og sådan gør han det også. Det er desuden ligetil, for selvfølgelig er han gift, og selvfølgelig har de kun fælles børn, så arverækkefølgen giver sig selv. Og det er godt, for der er rigeligt at arve. I den generation ser man det nemlig som en moralsk pligt at efterlade sig så meget, man kan, til familien.

For den næste generation, dem i 60’erne, er sagen lidt mere kompliceret. Hvis de kun har fælles børn, og det er ikke sikkert, så er der gode chancer for, at i hvert fald et af dem er skilt eller bliver det. Og hvordan sikrer man så, at arven bliver i familien? Her er særejebestemmelser blevet et kæmpe emne de senere år, siger Poul Jost Jensen. Ikke kun i forhold til børnene, men også alt mulig andet.

”Familiemønstrene er jo blevet uendeligt komplicerede, så jeg har efterhånden kun få sager, som kan betegnes som standardsager. Det er ingen overdrivelse, at det er et særsyn med et gift par kun med fælles børn,” siger han.

Digitale testamenter bekymrer

Og det er en af grundene til, at han ser med bekymring på udviklingen inden for digitale testamenter. Her kan man med få klik og for få hundrede kroner klare testamentet hurtigt, men den stigende konkurrence er med til at gøre dem stadigt billigere og derfor mere standardiserede. Det truer ikke blot advokatbranchen, men også sikkerheden for, at folk rent faktisk er ordentligt sikrede og ikke bare tror, de er det, mener Poul Jost Jensen:

”Et testamente er i dag ofte en ret kompliceret sag – ikke mindst fordi mange er uafklarede om, hvad de egentlig gerne vil,” siger han.

Og her kommer en anden nyere tendens ind i billedet. For i den generation, der er i 60’erne, er det ikke længere oplagt, at ægtefælle og børn skal arve det hele. I takt med at vi lever stadigt længere, arver vi også senere, og det betyder, at mange i dag nærmer sig pensionsalderen, inden de modtager arvepengene. Og der har de sjældent særlig meget brug for dem. Derfor optræder børnebørn og sågar oldebørn stadigt hyppigere i testamenterne, faktisk i cirka halvdelen af de omkring 200 testamenter, Poul Jost Jensen og hans kolleger i Glostrup laver hvert år.

Det kræver nye overvejelser, for hvordan undgår man, at børnene så føler sig forbigået? Og hvordan og hvornår skal børnebørnene kunne komme til pengene?

Vi tænker familie og arv bredere i dag

”For bare 10 år siden hørte det til sjældenhederne, at jeg overhovedet talte om børnebørnene med mine klienter, men nu sker det hele tiden, og det skyldes ikke mindst, at folk er trætte af at betale arveafgift to gange. Arver man to millioner som 60-årig, er der jo gode chancer for, at man ikke når at bruge dem, og så skal der betales arveafgift af de samme penge endnu en gang. Men min fornemmelse er også, at vi generelt tænker familien bredere i dag end tidligere, og det skyldes sikkert, at bedsteforældre i dag har et langt tættere forhold til deres børnebørn end for bare en generation siden,” siger han.

Den udvikling nikker Allan Ohms genkendende til. Han er partner i Forum Advokater og en ivrig debattør af arv og testamenter gennem mange år. Via foredrag, debatindlæg og interviews oplyser han ikke blot om de nye tendenser, men forsøger også at få flere til at tage deres testamente mere alvorligt. For der er mange forhold – udover længere levetid og ændrede familiemønstre – der er med til at gøre det mere kompliceret end som så at have styr på sit testamente.

Flere rapporter har da også vist, at mange millioner arvekroner hvert år havner i andre lommer, end det var meningen. Ofte er det helt banale fejl og misforståelser, der er årsagen, og derfor ærgrer det ham, at vi tilsyneladende ikke bliver bedre til at forholde os konkret til vores egen død.

Testamente bør ikke være impulskøb

”Jeg har aldrig solgt et testamente som et impulskøb,” siger han. ”Der er altid årelange overvejelser bag, for ingen tror, at de rammes af døden før lige der, hvor de venter det. Men den tankegang kan efterlade familien med en økonomisk rodebutik, der kan splitte selv de tætteste bånd ad.”

Måske er det problem dog i færd med at løse sig selv. Både han og Poul Jost Jensen ser nemlig en klar tendens til, at stadig flere planlægger at efterlade sig stadig mindre. At spinke og spare er gået af mode, forklarer Allan Ohms, og desuden er den længere levetid og det højere sundheds- og aktivitetsniveau som pensionist medvirkende til, at der er bedre muligheder for faktisk at få brugt de penge, man har sparet sammen.

”9 ud af 10 siger i dag, at hvis der er noget at arve, så har de regnet forkert. Det er sagt med et glimt i øjet, men den slags sagde man ikke for bare 10-15 år siden. Der er alligevel altid en arv, men det er generelt blevet en mindre fremmed tanke at bruge pengene på sig selv. Eller at dele pengene ud, mens man stadig er i live, så man kan få glæde af familiens reaktion,” siger Allan Ohms.

Og hos den næste generation, der lige nu er i 30’erne, vil tendensen blive endnu mere udtalt, forudser Poul Jost Jensen.

”Jeg kan høre på de unge, der kommer hos os, at tankegangen er en anden end hos deres forældre og bedsteforældre. Deres forbrugsmønster er helt anderledes, og de siger direkte: Vi lever ikke for vores børn, vi lever for os selv.”