Hvem har ansvaret i det offentlige?

Fra hospitaler over plejehjem og skoler oplever borgerne en offentlig sektor, der ikke fungerer. Der er mange mennesker ansat, men tilsyneladende ingen, der har styr på tingene, lyder kritikken

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Hørt på perronen: ”Når I engang bliver store, skal I uddanne jer til ingeniører, så I kan få DSB til at fungere!”.

Det er myldretid, og der er sort af mennesker på perronen på Nørreport Station i København. På oversigtstavlen meddeles det, at samtlige regionaltog i begge retninger er aflyst eller forsinkede. Da der endelig efter lang ventetid ankommer et tog, er det et kort tog, som folk maser sig ind i, bortset fra en enkelt mand, der udbryder: ”Det orker jeg ikke!”. Han bliver stående og venter på bedre tider, mens vi andre fortsætter i et totalt proppet tog.

Sådan ser hverdagen ud i denne tid for Danmarks togpassagerer. At DSB ikke kan leve op til køreplan og rettidighedsmål, medgav den administrerende direktør, Flemming Jensen, for nylig i et interview i Politiken. Men en undskyldning var han ikke indstillet på at give.

”Undskyld er måske mest noget, man siger, hvis man har begået en bevidst fejl, og det er det jo ikke. Men vi kan beklage, at vi ikke har en rettidighed på det niveau, der skal være,” sagde Flemming Jensen.

Krisen i DSB er et sindbillede på tilstanden i det danske offentlige system anno 2016. Fra folkeskoler over sygehuse til plejehjem fungerer tingene ikke, som det kan forventes i en velfærdsstat som den danske.

Under overskriften ”Undergangsland” satte chefredaktør Anne Knudsen i en leder i Weekendavisen for nylig fingeren på det sted, hvor hun mener, det er gået galt i det offentlige. Det var meget bedre i 1960’erne, skrev hun, for dengang blev de ansvarlige flove og strengede sig straks an, hvis noget ikke fungerede.

”Bygget på personlig ære og derfor på personlig skam var den faglige stolthed datidens vigtigste drivkraft for alle, der løste en arbejdsopgave,” lød det i lederen. Og videre: ”På listen over ting, som simpelthen fungerede bedre i 1960’erne end nu, står ikke bare postbefordringen, jernbanen og den øvrige offentlige transport; også bibliotekerne, de lokale kommuneskoler, kommunens gader og veje, kloaksystemet og katastrofeberedskabet er i dag præget af, at ingen føler sig personligt ansvarlig for dem. Og at derfor ingen er personligt stolt eller personligt flov, alt efter hvordan det går.”

Har Anne Knudsen ret? Kunne nogle af problemerne i det offentlige undgås, hvis den enkelte leder og medarbejder følte sig personligt ansvarlig i det daglige arbejde?

”I udgangspunktet nej,” siger Ove Kaj Pedersen, professor i statskundskab ved Handelshøjskolen i København, CBS, og forfatter til bogen ”Konkurrencestaten”.

”Det vil kræve en sondring mellem det retsligt pålagte ansvar og det ansvar, vi påtager os individuelt ved at indgå i et fællesskab, og som vi dannes til gennem familie og skole. Den sondring er vigtig i forhold til DSB, kommunerne og andre offentlige institutioner. For taler vi om retsligt ansvar, handler det om al den lovgivning, der hører til udførelsen af offentligt arbejde, og det er det, som embedsmænd forholder sig til.”

”Det moralske ansvar, som Anne Knudsens leder tager udgangspunkt i, handler om, at det retslige ansvar ikke er det eneste og slet ikke tilstrækkeligt. Ved siden af kommer det moralske, og det er i forhold til det, at noget er kikset, når embedsmænd og den almindelige borger kun forholder sig til, hvad der er gældende ret og pligt. Det er derfor en væsentlig pointe, uden at den dog kan understøttes af forskning. Anne Knudsen har ret i meget,” siger Ove Kaj Pedersen.

Han peger på, at det er lykkedes at gøre Danmark til et af de mest velfungerende samfund i verden, og at det er lykkedes at få danskerne til at være meget aktive og deltage i opbygningen af velfærdssamfundet.

”Intet andet folk deltager så meget som danskerne både gennem kollektive organisationer og ved politiske valg. Alligevel er der samtidig blevet gennemført en betydelig statsliggørelse, hvor der gives rettigheder, pålægges pligter og gives regler for ansvar.”

”Men opbygningen af velfærdssamfundet er også en fiasko, for det er misset med at gøre ansvaret til den etiske fordring, som teologen K.E. Løgstrup talte om, når han sagde, at den enkelte aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det, at den enkelte – borger og embedsmand – påtager sig et ansvar for egne handlinger, er virkelig udfordret i dag. Og det bør derfor få os til at vende os om og se selvkritisk på de sidste 60 års forsøg på at danne folk til at påtage sig et eget ansvar for egne handlinger. Samt se på, hvorfor det var muligt at gøre de fleste deltagende, men de færreste ansvarlige for deres deltagelse.”

Et af de områder, hvor Ove Kaj Pedersen ser en ansvarsforflygtigelse, er danskernes forkærlighed for at organisere sig i organisationer og foreninger.

”Når man involverer sig i faglige organisationer, patientforeninger, grundejerforeninger med videre, overdrager man ansvaret til professionelle. Man betaler medlemskontingent og overlader ansvaret til andre og løber grundlæggende individuelt fra det hele.”

Et andet er den offentligt ansattes opfattelse af sin funktion i samfundet.

”Når man møder en lærer, pædagog, professor eller læge, er de så mere orienterede mod loven end barnet, den studerende eller patienten? Det, der handler om kaldsforståelse, og om man er ansat for barnets, den studerendes eller patientens skyld, er svært at prikke til. For når man går i diskussion med en lærer eller professor som mig selv, vil det første, man tager op, være regelsættet, men også, at man er underlagt et målingssystem, og at det er årsag til, at man ikke har kunnet gennemføre det ene eller det andet.”

”Denne flugt fra eget ansvar er efterhånden systematisk. Men der er altid to dele af et ansvar: det retslige og det selvpålagte. Du har ansvar, når du kører i trafikken, følger dit barn i børnehave eller smider skidt i kloakken. Også selvom der er regler, er der altid et medansvar. Og det er et uomgængeligt ansvar, som K.E. Løgstrup henter i kristendommen,” siger Ove Kaj Pedersen.

For nogle uger siden mistede Bettina Post, tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, nu ansat som borgerrådgiver i Høje-Taastrup Kommune, sin gamle far. I flere medier har hun fortalt om, hvordan hun og hendes bror oplevede, at der var masser af fagfolk involveret i faderens liv, færden og helbred den sidste tid, han levede, og da han endte med at være indlagt – men ingen havde det overordnede ansvar for, at alle bestræbelserne til sammen var til gavn og glæde for ham.

”Det endte med, at han døde. Og den oplevelse, vi står tilbage med, er, at alles ansvar blev til ingens ansvar. Det er et strukturelt problem. Tendensen i dag er, at der er masser af gode folk og intentioner alle steder, men ansvaret er fordelt på for mange. Skoler, daginstitutioner, plejehjem, sygehuse, kommuner – i hele den offentlige service det samme,” siger Bettina Post og fortsætter:

”Samtidig har vi fået skabt en voldsom kontrol- og fejlfindings-kultur, som betyder, at det har store personlige omkostninger at påtage sig ansvaret for noget som helst. For hvis det går galt, hænger man lynhurtigt med hovedet i den medieskabte folkedomstol til almindelig hån og spot. Den mekanisme går igen i de offentlige systemer. Ansvaret skubbes rundt, og der tilknyttes et hav af konsulenter og mellemledere, som helt fjerner beslutningskraften – og dermed jo også ansvaret – fra de faglige medarbejdere.”

”Tendensen blev forstærket efter kommunalreformen i 2007, hvor det blev uklart, hvor ansvaret er placeret, for eksempel på mit område, der omfatter det sociale arbejde og beskæftigelsesindsatsen. Der var gode intentioner i reformen om, at vi som borgere ikke længere skulle løbe spidsrod mellem kommuner og amter for at få løst et socialt problem, og derfor blev hele det sociale område lagt ind under kommunerne.”

”Der blev også lavet en skarp specialisering, som kan være smart, hvis man har en byggesag. Men sociale problemer kommer tit i flok og involverer både børn, job, helbred, misbrug og økonomi, og så har man pludselig fem sagsbehandlere, som hver især har fat i en lille bid af ens problemer. Den opsplitning skaber kun mere kaos for borgeren, som bare gerne vil behandles som et menneske med mange problemer. Men den opgave er der ikke rigtig nogen, der har.”

Bettina Post nævner også hjemmeplejen som et område, der er opdelt med del-ansvar. Nogen har ansvaret for at skabe struktur i den ældres hverdag, andre står for rengøring, madordning, genoptræning, transport og så videre.

”Som borger og pårørende er det umuligt at overskue alle disse mennesker. Hvis bare én havde det samlede ansvar. Der er masser af gode mennesker og kræfter, men ingen oplevelse af, at der er styr på det. Og det har man brug for. Både som ældre menneske og som pårørende. Ellers er vi utrygge, og det afføder en masse ekstra henvendelser, og de skal jo også besvares, og så er den højt besungne effektivisering, som jo ofte er begrundelsen for hele denne specialisering, gået fløjten.”

”I forhold til at være leder, for eksempel på mit fagområde, vanskeliggøres det af en konstant byge af lovændringer, der gør, at man nærmest aldrig ved, hvad der gælder om en måned. Beskæftigelsespolitikken er traditionelt en kampplads, hvor politikerne for alvor demonstrerer de ideologiske forskelle, så her har vi i snit to reformer om året plus det løse. Og når det går så stærkt med at lave nye regler, kan det være noget af en udfordring at påtage sig ansvaret for, hvordan de skal udmøntes. Ikke mindst fordi de tit er dybt komplicerede og ret uigennemskuelige. Igennem de seneste mange år har jeg da også oplevet en slags reformtræthed hos både ledere og medarbejdere, som har medført, at de dårligt orker at sætte sig ind i de nye regelsæt, for de er såmænd lavet om igen næste gang, de tjekker. Man opgiver simpelthen,” siger Bettina Post.

Hun mener ikke, at ansvarsfølelse er forsvundet helt ud af danskerne.

”Hvis vi kigger på civilsamfundet, er vi faktisk ret gode til at få det til at fungere. Det kan være, når der skal indsamles tøj til genbrug, arrangeres sommerfest på villavejen eller nytårsstævne i idrætsforeningen. Når vi har fri, er det mere uproblematisk, der træder vi til med det, vi nu engang er gode til. De, der er gode til at sætte stævneplanen op, gør det, og de, der har forstand på mad og musik, står for det. Vi ved nemlig godt, at det er det, der skal til, for at vi alle sammen får en god oplevelse. Det kunne vi måske lære noget af, som kan overføres til arbejdslivet.”

Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom og vicedirektør i den borgerligt-liberale tænketank Cepos, mener, at en af de største udfordringer med at få udbytte af den offentlige sektor i Danmark er, at politikere og embedsfolk har et begrænset ansvar for at levere god service til borgerne og samtidig være omkostningseffektive.

”I det private erhvervsliv forventes det mange steder af aktionærerne, at kapitalen forrentes med 10 procent om året. Og hvis ikke virksomheden leverer det, bliver ledelsen skiftet ud. Det er med til at sikre omkostningseffektivitet og god service til kunderne. Den mekanisme har du ikke i den offentlige sektor, hvor det er andre ting, der måles på. Ledelsen i det offentlige skal sørge for, at medarbejderne har det godt, er på god fod med fagforeningerne, undgår dårlig presse og støj og uro. Det medvirker til, at offentlige virksomheder og institutioner ikke drives effektivt.”

”I tirsdags kørte S-toget ikke i en halv time på Holte-strækningen. Men det behøver DSB ikke være bekymret over, for der er ingen konkurrence. Offentlig service er karakteriseret af velfærdsmonopoler, og fordi man er fritaget for konkurrence, er ledelsen også fritaget fra at være effektiv. Når borgeren har svært ved at skifte den offentlige service ud med en privat, leveres der ikke et optimalt produkt,” siger Mads Lundby Hansen og henviser til, at Produktivitetskommissionen konkluderede, at der er offentlige serviceopgaver for 400 milliarder kroner – de 100 milliarder kroner er konkurrenceudsat, mens de 300 milliarder kroner er monopolproduktion.

Han mener endvidere, at hvis der skal fremmanes en generel ansvarsfølelse hos ledelser, er det nødvendigt at ændre på strukturer og incitamenter.

”Først og fremmest skal der fokus på omkostningseffektivitet. Når det handler om incitamenter, vil det være gavnligt at få en anden lønstruktur. Giv den dygtige ledelse en højere løn, men der skal også måles på resultater. Det vil stille krav til offentlige ledelser om, at de kan levere et godt produkt. En en dygtig skoleleder burde kunne tjene for eksempel en million kroner om året, hvis vedkommende år efter år løfter elevernes faglige niveau og karakterer mærkbart i forhold til, hvad man kan forvente ud fra deres sociale baggrund,” siger Mads Lundby Hansen og tilføjer:

”For mig er det logik for perlehøns, at for de tre fjerdedele af velfærdsopgaverne, der er beskyttet af monopol, ville det give en kæmpe gevinst at bryde monopolet. Se for eksempel Bornholms-trafikken, der har haft monopol i 100 år. Så blev den udsat for konkurrence, og Mols-Linien tilbød det største afslag på billetprisen. Så nu kan borgerne se frem til billetpriser til den halve pris.”