Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Hun reddede en mand fra druknedøden: Hvem råber om hjælp fra havnen om vinteren?

Catrine Daugaard Jensen går dagligt tur ved havnen i Kalundborg, hvor hun fandt en mand liggende i vandet. Man har pligt til at reagere, hvis man fornemmer, at et andet menneske har brug for hjælp, siger hun. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

200 meter fra sit hjem ved vandet i Kalundborg fandt 45-årige Catrine Daugaard Jensen en stærkt nedkølet 67-årig mand i havnebassinet. Hun kunne ikke bære at opleve endnu en drukneulykke

De var næsten hjemme, Catrine Daugaard Jensen og hunden Mingus. De havde været ude på deres sædvanlige eftermiddagsgåtur og kunne blot 200 meter længere henne ad Vester Havnevej se den 100 år gamle ejendom Strandhus, hvor de bor til leje. Det var tirsdag den 22. januar 2019, klokken var cirka 15, og lufttemperaturen få grader over frysepunktet.

Først slog Catrine lyden hen. Mon ikke det bare var børnene i den nærliggende børnehave, der legede og råbte noget, der mindede om hjælp. Men så var råbet der igen. Mærkeligt, tænkte hun. For hvem råber om hjælp fra havnen om vinteren? Hun spejdede ud over det sorte havnebassin, men kunne ikke se andet end fortøjede både, der duvede i bølgerne. Da lyden lød endnu engang, var hun ikke i tvivl. Hun blev nødt til at undersøge det, hvis hun skulle have det godt med sig selv. Længere fremme på kajen kunne hun se to drenge komme gående hjem fra skole. Den ene var hendes svigersøns lillebror, Wilbert, som bor lige ved siden af hende. Hun løb hen til dem.

”Her, tag Mingus,” sagde hun bare og gav hundesnoren med sin hvidgyldne shih tzu-hund til drengene.

I gummistøvler løb hun ud ad Langebro i den retning, hun mente, lyden kom fra. De 200 meter i de tunge støvler føltes som en evighed. Da hun nåede enden, drejede hun til venstre ad en flydebro, og efter 50 meter kunne hun se ham. I det tre-fire grader kolde og mørke vand lå en stor mand i en sort vinterjakke. Hans sorte hue flød rundt et stykke derfra. Med det yderste af fingerspidserne holdt han fast i flydebroen. Hele hans krop på nær ansigtet var under vand. Hun kunne se, at han var tæt på at give op. Hun lagde sig ned på knæ og lænede sig frem for bedre at kunne tale med ham. Han fremstammede:

”Jeg kan ikke komme op. Jeg kan ikke mere.”

Det var ikke første gang, at 45-årige Catrine Daugaard Jensen stod på kanten af en drukneulykke. Som 17-årig var hun almen husholdningselev på Ankerhus Seminarium i Sorø. Det var sommer, og sammen med to veninder var hun taget til den nærliggende sø for at bade. De svømmede rundt, men pludselig var den ene veninde forsvundet. Borte fra vandoverfladen. De ledte og dykkede, men fandt hende ikke. I badetøj fik de alarmeret det nærmeste hus. Efterhånden var flere hundrede mennesker stimlet sammen på søbredden, og en redningshelikopter cirklede søgende rundt over søen. Catrine var gået tilbage på skolen, inden de fandt veninden. Det gjorde for ondt. Det var en lokal dykker, der hev hende op fra søen. Det viste sig, at hun havde fået et epileptisk anfald og havde været ude af stand til at hjælpe sig selv i land.

De havde kendt hinanden så kort, at Catrine ikke kendte til venindens sygdom. Men her, mange år efter følte hun stadig skyld over, at hun ikke havde holdt bedre øje med veninden. At det ikke lykkedes at redde hende. Siden hen havde Catrine udviklet et stærkt hjælpe-gen. Hun ville ikke kunne bære, hvis manden i vandet også druknede. Men hun kunne umuligt trække ham op af havnebassinet alene.

Hun hev telefonen op af lommen og var i færd med at ringe 112, da hun hørte hurtige skridt bag sig. To mænd fra et nærliggende bosted havde set hende løbe og var kort efter fulgt efter. I forbifarten havde de taget tæpper med. Nu nåede de frem på flydebroen, og i hvad der nærmest virkede som én lang fysisk kraftanstrengelse, fik de fat i hver sin arm på den svære mand i havnen og trukket ham op på broen. Mens Catrine Daugaard Jensen talte med alarmcentralen, pakkede de tililende mænd den forkomne mand ind i tæpper. Hun gav ham sin sorte hue med klematis på, som hun selv havde syet. Hun vidste, at det vigtigste var at holde toppen varm. De fik eskorteret manden ind på havnen. Han var ved bevidsthed, men meget nedkølet. Han fortalte, at han hed Kurt og havde skullet sætte strøm på sin vens båd, da han fejlbedømte et hop mellem nogle broer og faldt i vandet. Og der var ingen stige at kravle opad.

De to andre hjælpere gik med det samme tilbage for at passe deres arbejde.

”Du kan også bare gå hjem. Jeg skal bare hvile mig lidt,” sagde Kurt.

Det nægtede hun. I en del år efter hendes veninde var druknet, havde hun selv været angst for vand og troede, hun skulle drukne, hvis hun fik så meget som en dråbe vand i næsen. Men nu havde hendes kæreste, der er dykker og sikkerhedsansvarlig i den lokale dykkerklub, givet hende mod på at bade og svømme. Når de sejlede sammen, øvede de ”mand over bord” Og hun havde taget førstehjælpskurser, kunne give hjertemassage og vidste, at mennesker i chok ofte reagerer uhensigtsmæssigt. Så hun kunne aldrig drømme om at gå fra Kurt, der var gennemblødt, konfus og rystede af kulde.

”Jeg bliver sammen med dig,” forsikrede hun.

Politiet nåede først frem og herefter ambulancen. Kurt formåede selv at komme op i den. Redderne smækkede dørene og kørte mod Holbæk Sygehus. En halv time efter, Catrine havde hørt råbet om hjælp, stod hun nu alene tilbage på kajen.

Først dagen efter hørte hun nyt. Da hun og Mingus var kommet hjem om tirsdagen, var hun blevet ramt af en underlig følelse af tomhed. Det var mærkeligt at have stået med et andet menneskes liv i sine hænder og så efterfølgende ikke vide noget om, hvad der videre var hændt ham. Havde han klaret den? Ville han få mén? Det tænkte hun meget over. Hun havde fulgt med i nyhederne om eftermiddagen og aftenen, men der var ikke nogen afklaring. Hun talte med sine børn på 19 og 21 år og med sin kæreste om det, der var sket. Efter redningsaktionen havde hun fået at vide, at flere forbipasserende også havde hørt råbene om hjælp ”men de havde ikke troet, det var noget”, og reagerede først, da Catrine Daugaard Jensen reagerede.

Hendes telefon ringede. Det var politiet. De ville på vegne af TV 2 Øst spørge, om hun ville møde 67-årige Kurt Egholm Larsen i hans hjem i Værslev lidt uden for Kalundborg. Han var blevet udskrevet fra sygehuset. Tv-holdet kunne komme forbi og hente hende. Hun sagde ja.

Det var rørende, da han åbnede døren til sit gule landsted, og de kunne give hinanden et stort kram. Kurt havde lavet kaffe.

”Jeg kunne ikke have klaret den i to minutter mere. Jeg havde indstillet mig på at dø, da du dukkede op,” fortalte han grådkvalt sin redningskvinde.

Ellers havde han det efter omstændighederne godt. På Holbæk Sygehus havde han ligget på en vandmadras, der langsomt regulerede hans kropstemperatur. Den havde været nede på 34 grader, da han blev bragt til sygehuset. Nu havde han lidt ondt i kroppen efter de cirka 10 minutter, han havde ligget i vandet. Og så savnede han sine briller og sin pung, der stadig lå på bunden af havnen.

”Jeg er virkelig taknemmelig for, at du kom forbi,” sagde han og gav Catrine en gavekurv og en ny hue som tak for hjælpen.

Og redningen gav de to et usynligt bånd.

En uge senere hørte Catrine Daugaard Jensen den umiskendelige og i hendes ører ubehagelige lyd af redningshelikoptere, der kredsede over Kalundborg Fjord. Ved en anden bådebro var en anden mand faldet i fjordens kolde vand. Tilbage på kajen sad hans hund. Manden druknede.

B.O. KD: portræt af Catrine Daugaard Jensen, Kalundborg, havnød. Fotograferet den 5. december 2019.