Et sted i Jylland kører en mand i sin bil. Det er mandag, klokken er 15.30, og han har fået fri og har han halv time på landevejen, inden han er fremme ved børnehaven, hvor han skal hente den yngste. Han ringer 44 144 146.
”Partelefonen,” siger en psykolog og tager en blok med papir frem. Manden fortæller, psykologen nikker og noterer. Da manden bliver stille i den anden ende, siger psykologen:
”Du nævnte, at gnisten er væk?”
Manden i bilen fortæller om en gnist, som er blevet væk i et familieliv med tre børn og senest også en hundehvalp.
Han er en af de anonyme stemmer, som denne både mørke og våde efterårsdag ringer til Partelefonen. Her tror man på, at det kan gøre en forskel, når psykologer og terapeuter lytter og rådgiver. Og man siger ikke farvel uden, at man har talt om, hvad det næste skridt skal være. Det med at se på næste skridt gælder også for manden i bilen, som inden han parkerer ved børnehaven har åbnet op for det, der nok fik ham til at ringe denne regnvåde mandag. Med lovning om at anonymisere samtalerne har Kristeligt Dagblad fået lov at være gæst i den nye rådgivning.
Partelefonen er en knopskydning af Center for Familieudviklingsarbejde og kan ses som parforholdets pendant til Børns Vilkårs BørneTelefonen. Det lille callcenter med fire identiske, hvide, skriveborde adskilt af blå skillevægge er indrettet i centrets lokaler i det centrale København. I centret har man i to årtier arbejdet for at styrke trivslen i familierelationer og sagt til par, at de skal passe på parforholdet, mens de stadig elsker hinanden. Her taler man om at pleje relationer lidt som var det en blomst i en vindueskarm. Vand og opmærksomhed bliver til lytten og nærvær.
Rådgivningslinjen er ifølge psykolog Mattias Stølen Due, der er direktør hos Center for Familieudvikling, et forsøg på at række en hånd til dem, som har det svært med tanken om at gå i parterapi, fordi de ikke lige kan se, hvor de skal finde pengene til parterapi. Håbet med Partelefonen er at lytte, rådgive og hjælpe videre i tide og måske gøre tærsklen til parterapi lavere.
Inde i callcentret bladrer psykologen i den omfattende mappe, de frivillige har fået. Her er forslag til spørgsmål, de frivillige kan stille, hvis samtalen handler om eksempelvis kommunikationsudfordringer. Samtalen med manden har taget en drejning. Først fortalt han om hverdagen, hvor opgaverne lå tæt, og tosomheden var klemt. Nu har han fortalt om en kvinde, han har set og er begyndt at skrive med. Det er blevet til en del tekstbeskeder, men han har besluttet, at han ikke vil sende kvinden flere beskeder. I en uge har han holdt sig fra at skrive til hende. Psykologen lytter og spørger:
”Er det muligt for dig at sætte dig fri af hende? Det er, som om hun fylder meget i dine tanker”
Manden forsikrer, at han ikke vil sende kvinden flere beskeder. Psykologen vender nu fokus på det parforhold, manden er i, hvor han er bekymret for gnisten.
”Jeg tænkte, om jeg kunne stille nogle spørgsmål, som kunne sætte noget i gang hos dig?”
Inden manden er fremme ved børnehaven, har han fået sat ord på, hvad han i sin tid faldt for, da han mødte sin partner. Han har fortalt om deres fælles interesser og kommet med bud på, hvad han kan gøre for at vise sin kærlighed til hende. Inden de siger farvel, spørger psykologen:
”Hvad gør, at du har lyst til at kæmpe for at bevare relationen?”
I rådgivningen har man et ideal om, at en samtale skal være afsluttet i løbet af 40 minutter, for ellers har en telefonsamtale det med at gå i ring. Manden på landevejen har selv en bagkant i form af barnet, som skal hentes i børnehaven.
”Du må meget gerne ringe tilbage, og det kan også være du og din kone kan ringe tilbage begge to. Det er ikke sikkert, det er mig, du kommer til at tale med, men der er andre gode kollegaer.”
Over hvert skrivebord i callcentret hænger to indrammede tegninger. På den to dage lange uddannelse, alle rådgivere skal igennem, får de gennemgået situationerne på billederne, som viser, hvad par typisk kæmper med. Billederne kan være gode at bruge i rådgivningssamtalerne. Og så udtrykker billederne ifølge psykolog Lotte Bukh, der er leder af Partelefonen, en overordnet pointe i rådgivningen: ”Det er mønsteret, som er monsteret.”
I de to måneder, der er gået siden de første telefonsamtaler, har der været opkald fra såvel mennesker i forhold, hvor der for længst er fejret sølvbryllup som fra mennesker, som for nylig er gået fra at date til at være kærester. Men typisk er det par med hjemmeboende børn, som har henvendt sig. I nogle tilfælde har begge parter deltaget i samtalen, men typisk er det den ene, som ringer op – ofte uden, at den anden ved det.
En af de indrammede tegninger viser to øer. På den ene ø står en mand. På den anden en kvinde. Et mønster, som går igen i mange samtaler, er, at par oplever, at de taler med hinanden fra hver deres ø. I samtalen kan psykologerne bruge billedet af de to øer og spørger, om man billedlig talt kunne prøve at besøge den andens ø. Billedet bliver også bragt i spil i en af samtalerne denne mandag.
Et andet billede viser et par på vej op ad hver deres trappe. Tager de et trin mere, tørner deres hoveder sammen. Det er et billede på et de faresignaler, fagfolk ser i pars kommunikation.
Faresignalerne kan være tegn på negative samspilsmønstre i parforholdet, for de øger afstanden i parforholdet. Sandsynligheden for, at de to vrede skikkelser på trappen finder ind i en følelsesmæssig nærhed, hvor de møder hinanden, er ikke umiddelbar stor.
Lotte Bukh peger på en tegning, som viser et andet af parforholdets faresignaler. En mand er tegnet bag en avis som tegn på, at han har trukket sig. Avisen kan lige så vel være et fjernsyn, et værksted eller en mountainbike. Det er ikke forekomsten af konflikter i parforholdet, som er problemet, men måden man går til dem på og evnen til at forsone sig. Derfor vil man også i Partelefonen jævnligt høre en psykolog spørge:
”Lykkes I med at tale konflikten igennem efterfølgende, eller bliver det lagt på is?”
Klokken har passeret 17.30, og det er snart tid til, at de frivillige og Lotte Bukh skal evaluere dagens samtaler. Telefonen ringer. Det er en kvinde, og hun er forelsket. Hun fortæller, at hun har mødt en mand, som hun er rigtig glad for. De er ikke helt unge. De har begge børn fra tidligere forhold, og hun kan se for sig, at de med tiden kan blive en sammenbragt familie, men i det her forhold mærker hun en følelse, som hun ikke kender fra tidligere forhold.
”Jeg tror, du kæmper med jalousi,” siger den unge psykolog.
Kvinden uddyber sin situation, og psykologen siger, at det lyder som noget, hun har brug for hjælp til. Kvinden siger, at det havde hun godt på fornemmelsen, og at det var derfor, hun ringede. Psykologen beder kvinden vente et øjeblik, for hun vil lige vende et fagligt spørgsmål med Lotte Bukh. Da hun er tilbage i callcentret, siger hun:
”Jalousi er en meget kompleks følelse, som blandt andet indeholder en grundlæggende følelse af angsten for at miste. Hvis du henvender dig hos din praktiserende læge, vil du kunne få en henvisning til en psykolog, som kan hjælpe dig. Her kan vi jo ikke tilbyde terapi, men vi kan rådgive.”
Kvinden i den anden ende siger tak. Hun havde en anelse om, at hendes problem var mere, end hvad man kunne klare i rådgivningen. Det var helt bevidst, at hun ringede så sent. Psykologen spørger, hvad hendes næste skridt er. Hun svarer, at hun vil finde en psykolog. Hun bor i hovedstadsområdet og ved, at der er mange steder, hvor hun kan gå hen.
”Held og lykke med det. Og husk, du er også velkommen til at ringe tilbage til os.”
Klokken er 18. Nogle dage har der været fem eller seks ubesvarede opkald. I dag ringede ingen forgæves til 44 144 146.