Hvem skal vaccineres først? Den 95-årige plejehjemsbeboer eller den 32-årige sosu-hjælper?

Forbundsformand for FOA Mona Striib husker især én oplevelse fra barndommen, der har været med til at forme hende

59-årige Mona Striib har været aktiv i fagbevægelsen, siden hun var 18 år. I snart tre år har hun været forbundsformand for FOA. – Foto: Pressebillede, FOA.
59-årige Mona Striib har været aktiv i fagbevægelsen, siden hun var 18 år. I snart tre år har hun været forbundsformand for FOA. – Foto: Pressebillede, FOA.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

I begyndelsen af coronapandemien var jeg med til at forhandle lønkompensation til nogle af vores medlemmer i risikogruppen. Her oplevede jeg, at et medlem valgte at blive hjemme med fuld løn fra sin kommunale ansættelse – og ved siden af fortsatte med at arbejde for et privat vikarbureau. Der tænkte jeg: ”Hvor hårdt klapper jeg lige til det her?” Jeg endte med at spørge nysgerrigt ind til det valg, og det viste sig, at personen rent faktisk var i risikogruppen og ikke burde arbejde, men det var frygten for at miste sit arbejde i det private, som fik vedkommende til at arbejde. Her oplevede jeg en modsætning mellem hensynet til den enkeltes situation og det kollektive ansvar, man har, når man finder løsninger, der koster penge på samfundsborgernes vegne.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Jeg har i virkeligheden mødt ganske få etiske udfordringer, for mit etiske kompas er meget stærkt. Derfor er jeg som regel ikke i tvivl om, hvordan jeg selv agerer. Min retfærdighedssans er stor, og så har jeg har nogle meget stærke holdninger til liv og død og behandling. For eksempel har jeg den klare holdning, at hvis der tilstøder mig noget i en trafikulykke eller andet, så skal jeg ikke forsøges behandlet til et liv i kørestol. Jeg har også den holdning, at man skal have lov at vælge aktiv dødshjælp, hvis man vil det. Livet er fyldt med alle mulige etiske og moralske dilemmaer, og jeg tror, det er så vigtigt, at man får fat i sin indre kerne og er tro mod den, uanset hvad det indimellem kan have af konsekvenser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Hele diskussionen om balancerne i coronapandemien. For eksempel hvem vi skal sørge for at vaccinere først. Er det den 95-årige, som vi godt ved, dør mæt af dage lige om lidt eller den 32-årige social- og sundhedsassistent, der skal passe sit arbejde?

Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?

At de stærke skal hjælpe de svage. Det stammer vel instinktivt fra min opvækst i en helt almindelig kernefamilie. Jeg husker særligt en oplevelse fra dengang, vi boede i etagebyggeri. Vi boede i stuelejligheden, hvor min onkel havde muret ejendommens eneste badekar op i brusenichen – det var stort! Oppe på tredje sal boede en mor med en multihandicappet søn. Drengen blev hver dag hentet til et aktivitetscenter, så hans mor måtte bære ham op og ned af trapperne. Det fik min mor til at foreslå, at vi bare kunne bytte lejlighed, så hun ikke havde det tunge slid. Min umiddelbare reaktion var: ”Hvad så med vores badekar?!” Men jeg husker stadig min mors stille insisteren på at hjælpe og bagefter flovheden over, at jeg bare havde tænkt på vores badekar.

Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?

Helt tilbage i Husligt Arbejderforbund blev en af mine kollegaer engang beskyldt for at stjæle penge fra en borger. Der kom jeg i det frygtelige dilemma, at jeg undervejs i forløbet opdagede, at min kollega ikke talte sandt – og så går den ikke længere. Men jeg tror ikke, jeg vil være i stand til at gå imod mine etiske principper. Det har heldigvis heller ikke været nødvendigt i professionelt regi. Som faglig organisation for medarbejdere i kernevelfærden har vi et menneskesyn, der helt grundlæggende passer med mit indre kompas.