Prøv avisen
Seniorliv

Hverdagens dont koster gulddage med familien

Da børnene var små, skulle vi tit noget andet. Nu gælder det om at indhente det forsømte med børnebørnene

Når man kommer op i årene, er det formentlig uundgåeligt, at man kommer til at tænke over, hvad man har brugt tiden på. Man opdager, at tiden er irreversibel. Den vender ikke tilbage. Og den tid, der er brugt forkert eller er gået til spilde, får man aldrig igen.

For mange år siden tog jeg vores datter med på en køretur, som ikke havde noget særligt formål. Vi boede dengang i nærheden af Silkeborgsøerne, og undervejs steg vi ud af bilen for at tage landskabet nærmere i øjesyn. Ved en sø slog vi smut på vandet med nogle sten, vi havde fundet. Vi havde også en kikkert med, så vi kunne studere dyrelivet. Vi tog os god tid. Ved et ishus holdt vi en pænt stor pause, mens vi på en bænk med udsigt til Himmelbjerget fortærede vores indkøb. Da vi efter nogle timer kom hjem, erklærede min datter, at det havde været en rigtig ”gulddag”.

Den bemærkning har siden fået mig til at tænke over, hvor mange dage der ikke er blevet til ”gulddage”, fordi jeg hele tiden har skullet noget andet.

For det er jo det, der er tilfældet: når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg næsten altid har skullet noget andet. Og det skulle jeg selvfølgelig også, fordi vi har skullet have noget at leve af, nemlig min kones og min løn – husstandsindkomsten, som den kaldes. I alle familier er man afhængig af husstandsindkomsten. Nu om dage vil det sige to indtægter. Da jeg var barn, var det anderledes. Da kunne man i familien klare sig med én lønindtægt, hvilket i langt de fleste tilfælde betød, at mor gik derhjemme og var husmor. Min egen mor, som var uddannet lærer, tog undtagelsesvis et vikariat, for eksempel når vi skulle spare sammen til en bil, som blev indkøbt på en indkøbstilladelse fra det daværende varedirektorat. I efterkrigsårene var pengene i mit hjem ikke store. Alligevel kunne vi det meste af tiden klare os med min fars lønindtægt. Man tør næsten ikke sige det nu om dage, men efter min bedste erindring kom der en hel del gulddage ud af det.

I min egen aktive erhvervsperiode, som har strakt sig over cirka 45 år, har vi det meste af tiden haft to indkomster i husstanden. Vi har også dårligt kunnet klare os for mindre, hvis der skulle være råd til husleje, bil, båd og ferierejser plus de daglige fornødenheder med rødvin til maden. Men vi har alligevel haft det godt nok med det. Børnene har været med i det meste af det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor mange gulddage der ikke er blevet til noget, fordi jeg skulle noget andet. ”Det andet” har ikke blot været det daglige lønarbejde, men det har også været alle de mange dage, jeg har tilbragt i ret ligegyldige bestyrelses- og udvalgsmøder, samt de dage, jeg har siddet ved skrivemaskinen for at fabrikere en artikel eller noget til en bog, som jeg mest har lavet for min egen fornøjelses eller for karrierens skyld. Hvor mange gulddage har det kostet?

Nu er karrieren så slut. På den konto kan man måske endnu nå at indhente et par gulddage sammen med børnebørnene. Hvad det angår, er der nu muligheder i, at vi har haft to lønindkomster i husstanden og dermed nu to pensioner. For nu har vi både råd og tid til at tage dem med på en rejse. Det er blevet til flere gode rejser, hvor ambitionen har været, at det skulle være en slags dannelsesrejser, hvor vi er gået på opdagelse i Danmarks og Europas historie. Vi skal ud og finde ud af, hvor stor ”umage, de gjorde sig i gamle dage”. Det sidste er et citat.

Jeg havde for en del år siden vores dengang otteårige barnebarn med på en tur til København. Han var på det tidspunkt optaget af Christian den Fjerde, så derfor gik turen ud på, at vi ville se Christian den Fjerdes bygningsværker. Vi besøgte derfor Rosenborg, Regensen, Rundetaarn og havnede på et tidspunkt ved Holmens Kirke, hvor jeg forklarede, at den fantasiforladte klods, som lå bag os, er Nationalbanken, hvor rigets finanser ordnes nu om dage. Foran os havde vi Børsen, hvor Christian den Fjerde ordnede sine pengesager. Mathias så nogle gange frem og tilbage på begge bygningsværker og endte så med at konstatere: ”Bedstefar, de gjorde sig alligevel umage i gamle dage!”. Den bemærkning gjorde for mit vedkommende dagen til en gulddag.