Prøv avisen

Han vil lære dig at hvile

Lørdag lidt før klokken 18 sætter Tomas Sjödin sig på den gamle træbænk i haven. Han tager armbåndsuret af, mens han venter på lyden af kirkeklokkerne, som indvarsler et døgn, der står i hvilens tegn uden telefon, computer og forbrug. Foto: Rickard Ericsson

Hvilen er en fantastisk ressource, når kræfterne er mindre end kravene, siger den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin. Han er blevet en slags hvilens ambassadør og har genopdaget middagsluren og hviledagen

Kan det passe, at der sker mindst lige så meget, når man ikke gør noget? Vokser mennesker, der lader deres indre menneske strække sig?

Ja, det mener i hvert fald den svenske præst og forfatter, 55-årige Tomas Sjödin, som har slået sit navn fast i Sverige som en veltalende ambassadør for hvilens genkomst.

Hans bog om hvile er solgt i over 30.000 eksemplarer i Sverige. Interessen for temaet har overrasket ham.

Det er nærmest væltet ind med efterspørgsler på foredrag. Men når man er rejsende i hvile, må man værne om den frie tid, og derfor takker han højst ja til et foredrag om ugen og lader roligt henvendelser fra medier vente, til han finder rum og tid.

Han mener, at hvilen har et dårligt ry, og mange er stolte af at sige, at de nærmest kan klare sig uden. Er man slet og ret træt, så må man finde sig i undrende blikke fra sine omgivelser.

Hvilens ambassadør er anderledes. Ligesom andre stolt fortæller, hvor meget de træner, så taler han gerne om den daglige lur på bænken med de blå hynder i køkkenet. Sådan har det ikke altid været.

Der har været perioder af Tomas Sjödins liv, hvor han undskyldte behovet for at hvile. Perioder, hvor hvilen og den dårlige samvittighed var kommet tæt på hinanden. Og lange perioder, hvor dagene begyndte at ligne hinanden.

”Jeg havde ikke nogen rytme, og det er hverken kreativt eller holdbart i længden. Alle dagene blev levet i samme tempo. Og når der var noget, vi ikke nåede, tog vi os i at sige: 'Vi må få det gjort i weekenden'. Og på den måde gik det samme pulsslag gennem hele ugen. Sådan bliver det let, hvis man ikke gør noget aktivt for at forhindre det. Vi lever i en kultur, hvor der ikke længere er forskel på dagene, og jeg kan købe ind lørdag frem til klokken 23,” siger han.

Faktisk ligner han ikke en mand, som arbejder med hvile. Tomas Sjödin taler og bevæger sig hurtigt, er idérig og impulsiv af natur og får det nærmest fysisk dårligt, når nogen taler om langsomhed. Han er typen, som gerne kobler af med løbesko på fødderne på skovstien.

Han er et engageret menneske, som kombinerer livet som forfatter og foredragsholder med et halvtidsjob som præst. Sjödin står i spidsen for et diakonalt arbejde i Göteborgs største pinsekirke og fortæller, hvordan han holder af at sætte sig i Volvoen og køre hjem efter en arbejdsdag, hvor han har knoklet for storbyens hjemløse.

Han kan tale med passion om behovet for hjælp til samfundets dårligst stillede, og man kan spørge, om det med hvilen ikke bliver et forkælet egotrip? Sjödin afviser på egne og andres vegne: At tage hvilen alvorligt hører sammen med at tage ansvar. Han beskriver, hvordan vi lever i et højhastighedssamfund, og siger, at ligegyldigheden er den største fare i et sådant samfund.

”Vi bliver overstimuleret, og en reaktion på overstimuleringen er ligegyldighed, for vi kan ikke engagere os følelsesmæssigt i en mængde ting på samme tid,” siger han.

Erkendelsen af dagenes monotoni vakte Tomas Sjödins interesse for den jødiske sabbat. Ordet er hebræisk og betyder ”at hvile” eller ”at ophøre”. Det henviser til skabelsesberetningen, hvor Gud hvilede på den syvende dag, og udfrielsen fra slaveriet i Egypten, hvor israelerne var tvunget til at arbejde alle ugens dage fra morgen til aften. Sjödin var fascineret af, hvordan sabbatten har overlevet som praksis hos jøderne, selvom de er blevet spredt over hele Jorden.

”Jo mere jeg læste, jo mere indså jeg, at sabbatten er en genistreg, som er så umoderne, at den kan bliver hypermoderne. Det er ikke en dag, hvor man puster ud, men den dag, alle andre dage skal beriges af,” siger han.

De sidste par år er det kommet på mode at spise efter den såkaldte 5:2-model som en slags slankekur. Når det gælder hvilen, tror Sjödin på en 6:1-metode, hvor man vier en dag til hvilen med inspiration i den visdom, som ligger i sabbatten.

Tesen er, at en dag om ugen gør noget ved de andre dage. Sammen med ægtefællen, børnehavepædagogen og blomsterbinderen Lotta Sjödin, lavede han en liste over de ting, som de ønskede skulle indgå i et sådant døgn: lange gåture, god tid til madlavning, kirkegang, besøg af venner, som gerne måtte overnatte og være med omkring madlavningen, fordi den fælles madlavning effektivt skruer tempoet ned.

”Hvile er ikke at gøre ingenting, men at bryde rytmen ved at gøre noget andet end det, man gør til hverdag. Jeg ved, at der er mennesker, som er vokset op med en meget alvorlig hviledag, hvor søndag groft sagt var den dag, hvor man ikke måtte gøre noget, som var forbundet med glæde. Det er ikke det, jeg taler for, men den hvile, som er fyldt,” siger han.

Da parret havde skrevet listen over ting, de ville fylde i deres anderledes døgn, lavede de en anden liste. Listen over det, som de ikke ville gøre i det anderledes døgn. Konklusionen blev, at mobiltelefoner og computere skulle gemmes væk sammen med deres penge og kreditkort.

Opkaldt efter den lille by, hvor de bor, har de kaldt denne nye praksis for ”Säve-modellen”. Det er efterhånden nogle år siden, de udviklede deres model, og det sværeste har været at afstå fra at forbruge.

”Forbrug påvirker vores liv mere, end vi aner. Næsten hver søndag fandt Lotta og jeg os selv der, hvor vi mindst ønskede det: I et indkøbscenter. Vi ville bare købe noget piskefløde, men så skulle jeg lige tjekke et tilbud, og hun ville prøve noget tøj, og inden vi vidste af det, var der gået to timer. Der er en sammenhæng mellem det døgnåbne forbrugersamfunds tilbud om at få tilfredsstillet behovene her og nu og en usund livsrytme. Alt behøver ikke være lige nu. Vi er i faste-tiden. For mig handler fasten ikke om at sige 'nej', men om at kunne sige 'ikke nu',” siger han.

Selvom parret har en fast rytme omkring deres 6:1-model, så er hvilen ikke en enkel ting.

”Jeg har let til uro og rastløshed, fordi jeg har et drive inde i mig, og tankerne kommer. Men man må konfrontere sig med den indre uro, hvis man skal forandres på sigt. I stedet for at undslå hvilen, så overlader jeg uroen til Gud i bøn. Der er et skabelsesunder i hvilen. Vi har det i ordet re-kreation. Hvis man overlader sig til at tage imod livet, så får man del i en dyb, åndelig virkelighed, som man kan smage uden selv at have en kristen indgang.”

5:2-kuren er et modefænomen og kan fremkalde billeder af perfekte kroppe og ditto liv. 6:1-modellen er nærmest det modsatte. Tomas Sjödin nærer dyb skepsis over for tanken om et liv i balance. Stræber man efter balance, kan man heller ikke finde ind til den hvile, Sjödin advokerer for.

”Søger vi balance og harmoni, vil vi hele tiden være på vej et andet sted hen end der, hvor vi er. Livet er uperfekt, og det er godt nok,” siger han.

Hans livsvej blev slået an af den største ubalance: Han var skyld i sin bedste vens død. 11 dage efter han havde fået sit kørekort, kørte han en eftermiddagstur med vennen Göran ud ad små grusveje og ind i granskoven i Norrland, hvor han mistede kontrollen med bilen i en kurve. Vennen døde, og Tomas Sjödin havnede i et mørke, han ikke kendte til. Han havde afsluttet skolegangen, og det nærmest lå i luften, at han skulle føre familiens tekstilvirksomhed videre, men den vej syntes umulig efter tabet af vennen.

”At mit liv ikke gik under, var et under og en gave fra Görans familie, som bare mødte mig med kærlighed. Det eneste, som gav mening for mig efter Görans død, var at arbejde i Guds rige. Det kunne ses som en flugt, men det var en gave, at den vej åbnede sig for mig.”

Hans tidlige erfaring af afmagten over for døden har præget hans teologiske tænkning.

”Jeg er glad for det positive gudsbillede og engagement, jeg er vokset op med i pinsekirken, men jeg savnede ord for det svære i min egen tradition. Mit liv var i mørke, og det har præget min teologi, hvor jeg nok ses som en stemme for dem, som ikke føler sig hjemme i den meget glade pinsebevægelse,” siger han.

Lotta og Tomas Sjödin har begravet to af deres tre børn. Karl-Petter døde i 2002, og i 2007 døde Ludvig og er begravet på kirkegården i Säve. Drengene blev henholdsvis 15 og 14 år og led begge af en ikke-diagnosticeret hjernesygdom, som gjorde dem stadig svagere.

”Vi er nok mere præget af vores liv med to syge børn, end vi selv er klar over. Havde vi ikke fået Karl-Petter og Ludvig, havde jeg nok været en ansvarsbevidst, kirkelig karrieremand, men i stedet blev jeg optaget af et tema som kravløshed. Drengene kunne aldrig leve op til samfundets krav, men alligevel var de elskede. Og de gav lige så meget. At være til er nok, og alt ud over det er bonus,” siger han.

I den første tid, hvor familien kun talte Karl-Petter og hans lillebror John, klarede parret livet med et handicappet barn uden hjælp, men da Ludvig blev født, måtte de tænke anderledes om familielivet.

”Vi indså begge, at vi måtte tage imod al den hjælp, vi kunne få, og det ændrede vores liv. Uden hjælp ville vi ikke kunne klare os. Vi har lært meget om vores egne begrænsninger, og kapitulationen blev en hjælp. Når vi tænker på vores liv med Karl-Petter og Ludvig, tænker vi ikke på, hvor meget vi har været igennem. Vi lever hver dag med savnet af vores drenge, men vi tænker, at vi har haft et vældig godt liv.”

Udfordret af tanken om, hvor meget et menneske egentlig skal kunne klare, satte han sig en dag ned og skrev, hvad han kalder ”Sjödins trossætninger”. Sætninger, som han håber, kan være til gavn for andre, der kæmper med en følelse af at ikke at slå til:

Man behøver ikke at slå til.

Det er nok, at man er til.

Alt ud over det er bonus.

”Kan man tage de ord til sig, er der meget hvile i dem,” siger han.

I de år, hvor parret havde to syge børn, lærte det, at hvile også er forbundet med kærlighed. Når man er presset, kan det være en gave at kunne tjekke ud og holde fri for familielivets opgaver nogle timer. I dag ser parrets liv ganske anderledes ud, men hvilen som en kærlighedserklæring holder de fast ved.

”Der er ingen, som siger, at man skal gøre huset rent hver eneste weekend. Det kan godt være, at der er et ideal om, at hjemmet skal gøres rent en gang om ugen, men hvad med at droppe det en uge? Hvile er også at overflødiggøre unødige forventninger, som man har til sin ægtefælle. På den måde kan man lette hinandens byrder,” siger han.

I morgen er det lørdag. Lidt før klokken bliver 18 vil Tomas Sjödin gå ud i haven. Er vejret mildt, vil han bære den gamle, rødmalede havebænk ud af drivhuset, hvor den har stået de kolde måneder. Så vil han sætte sig på bænken og tage sit armbåndsur af, mens han lytter til lyden af kirkeklokkerne. De næste 24 timer vil være hvilens.

Hans smartphone vil være på lydløs og computeren slukket. Der vil stadig være ting at gøre i det gamle, gule hus og e-mails, han kunne besvare, men det får vente. Og noget bliver aldrig gjort. At slutte fred med det halvfærdige er en vigtig pointe i hans tænkning.

”Det er vigtigt at erkende, at meget i livet aldrig bliver mere end halvfærdigt, og det er der megen hvile i. I vores kultur er vi opdraget til, at vi kan hvile, når vi er færdige. Men vi må lære at hvile midt i det foreløbige, for færdigt bliver det aldrig.”