I sidste uge lagde sognepræst ved Jelling Kirke Kristian Bøcker et indlæg op på sin facebookside, hvor han gik i rette med Efterskoleforeningen, efterskoleeleverne og deres forældre, som han synes udviser alt andet end samfundssind. I stedet fører de ifølge ham en frastødende og selvcentreret kampagne, der har som mål at presse politikerne til, at efterskolerne skal have lov til som nogle af de første at vende tilbage til hverdagen, i takt med at landet i den næste tid gradvist åbnes.
”Det har været upassende og grimt at se på. Selvfølgelig må man kæmpe for sit eget. Under normale omstændigheder. Men lige nu er det på ingen måde normale omstændigheder. Det handler om at holde proportionerne, og her synes jeg, at både forældre, Efterskoleforeningen og politikere svigter. Det er da ærgerligt, at eleverne går glip af nogle måneder af deres ophold, men det er jo ikke en katastrofe på samme måde, som det er for alle de små erhvervsdrivende, der lige nu går konkurs og mister deres livsværk,” siger han.
Kristian Bøcker efterlyser nogle ansvarsbevidste voksne, der kan hjælpe de unge efterskoleelever med at sætte tingene i perspektiv i stedet for blindt at følge dem i deres tristesse.
”Selvfølgelig må man føle afsavn og længsel. Men man bør spørge sig selv, om det berettiger en til at råbe det ud fra tagene. Og her mener jeg, at der er større ting på spil, end at efterskoleeleverne skal tilbage på skolerne. Skal der råbes fra tagene lige nu, bør det handle om, at vi skal passe på de gamle og svage og dermed udvise samfundssind. Så skal sundhedsmyndighederne nok hjælpe os med, hvem der skal have lov at blive lukket først ud i samfundet igen,” siger Kristian Bøcker.
Eksemplet herover er blot et ud af mange. På sociale medier, i avisspalter og på tv samt i familierne udspiller der sig hver dag diskussioner om, hvad man egentlig kan tillade sig at beklage sig over, når det kommer til afsavn og begivenheder, man går glip af. Og hvem der har retten til at definere, om en beklagelse fortjener anerkendelse. For når mennesker dør, måske uden pårørende, mange bliver afskediget, og virksomheder går konkurs, må man så give udtryk for ærgrelse over at gå glip af sommerens musikfestival, en ferierejse, sociale sammenkomster, et familiebesøg, skoleafslutningen, krammene fra børnebørnene og den ugentlige gymnastiktime, der også tjener som socialt mødested?
Trine-Maria Kristensen, der rådgiver virksomheder og organisationer i brugen af sociale medier og ligeledes er i gang med en psykoterapeutuddannelse for at udbygge sin viden om vores færden på de sociale medier, er ikke i tvivl om, at debatten på de sociale medier lige nu bærer præg af, at vi befinder os i en stor krise. Det betyder blandt andet, at mange i højere grad end ellers er i deres følelsers vold, når de sætter digitale aftryk.
”Mange mennesker er i forvejen styret af en frygt for at begå fejl og for, hvad andre måtte tænke om dem. Om de nu fylder for lidt eller for meget. Nu er der så også kommet en angst for sygdom og død indover. Det kan medføre stigende accept af social kontrol – også på de sociale medier. Det virker, som om det er liv eller død, hvad man mener eller ikke mener. Pludselig må man både råbe ad andre i supermarkedet – og råbe meget højt om sine meninger på sociale medier,” siger hun.
Trine-Maria Kristensen påpeger dog, at det er vigtigt at huske på, at det, selvom en person giver udtryk for at lide store afsavn og brokker sig over de mange restriktioner, ikke er ensbetydende med, at vedkommende bryder myndighedernes retningslinjer og anbefalinger.
”Der er mange strategier for at overleve denne tid. Og det her med at fordømme andres adfærd eller meninger på de sociale medier er også en måde, hvorpå man kan sige, at jeg er et bedre menneske end dig. Der foregår meget social udskamning nu, og jeg tror, at den bygger på vores frygt.
Men samtidig ser jeg også noget af det modsatte: at folk giver udtryk for, at vi skal være mere tolerante over for hinanden, fordi vi har forskellige måder at tackle kriser på,” siger Trine-Maria Kristensen, der ikke ser noget mønster i, hvem det er, der ytrer sig om små og store afsavn, og hvem der agerer etisk barometer.
”Det er ikke unge versus gamle, tror jeg. Det handler mere om, hvilke overlevelsesstrategier vi hver især har for at tackle vores frygt og afsavn. Nogen bliver stille, andre bliver krigeriske, mens atter andre søger sammenholdet online,” siger hun.
Vincent Hendricks, filosof og professor ved institut for kommunikation på Københavns Universitet, er af den holdning, at der skal være plads til at udvise ærgrelse over de ting, man går glip af som følge af coronakrisen. At man gør det, er ikke ensbetydende med ikke at udvise samfundssind.
”Det er først mangel på samfundssind og brud på den samfundskontrakt, vi har indgået, i det øjeblik, man lader sine ord følge af handling. Derfor kan den udskamning, vi ser af mennesker, der giver udtryk for ærgrelse, være lidt præmatur,” siger han.
Når der i forbindelse med coronakrisen sammenlignet med andre kriser er en øget tendens til udskamning og stigmatisering af personer, der giver udtryk for uenighed med eller irritation over regler og sanktioner, handler det ifølge Vincent Hendricks om, at vi har at gøre med en særlig form for krise.
”Coronakrisen er meget identificerbar og har tydelige konsekvenser lige nu og her sammenlignet med for eksempel klimakrisen og flygtningekrisen. Derfor reagerer vi med meget mere vrede, angst og frygt. Det er en naturlig måde for os at overleve på. Når vi ved, at dem, der forbryder sig mod samfundskontrakten, kan forårsage noget slemt for hele fællesskabet, vil vi hellere være lidt hurtige på aftrækkeren end risikere, at de når at handle på deres ord,” siger Vincent Hendricks.
Men selvom udskamning paradoksalt nok også kan have en præventiv virkning, så folk netop ikke forbryder sig mod reglerne, kan det modsatte også blive tilfældet. Her bør vi være påpasselige, mener Vincent Hendricks.
”Det har alle dage virket dårligt at agere sindelagspoliti. Hvis folk føler sig stigmatiseret og ikke får lov at udtrykke frustration over tingenes tilstand, så kan de miste incitamentet til at gøre alt det, andre gør, og føle sig mindre animeret til at udvise samfundssind,” siger han.
Ser man det fra en psykologisk vinkel, bliver det klart, hvorfor der er så stor forskel på, hvorvidt folk har behov for samt ret til at udtrykke ærgrelse over det, de går glip af som følge af coronakrisen, eller om de modsat anser det for upassende. Det afhænger nemlig af, hvilke personlighedstræk der er de individuelt dominerende. Det fortæller Henrik Høgh-Olesen, professor ved psykologisk institut på Aarhus Universitet.
”Noget af det, der tydeligt adskiller personlighedstyper fra hinanden, er vores individuelle behov for struktur. Mennesker med et stort behov for struktur har det godt med mange regler og begrænsninger, hvis blot det er helt tydeligt, hvilke der er tale om. Følges reglerne, føler de sig trygge. Omvendt har mennesker med et lille behov for struktur det svært, netop når der er for mange rammer og regler at holde sig inden for. Disse personer er tillige mere risikovillige og har et stort stimulationsbehov. I en tid som den, vi befinder os i nu, kommer disse to personlighedstyper i karambolage med hinanden, fordi deres behov er vidt forskellige,” siger han.
Tilbage til Kristian Bøckers facebookopslag og spørgsmålet om retten til at råbe fra tagene. Her er Efterskoleforeningens formand, Torben Vind Rasmussen, ikke overraskende uenig med sognepræsten fra Jelling. Men han mener, at det giver god mening at tage debatten om, hvad det rent etisk kan forsvares at råbe højt om.
”Jeg tænker, at det er en god diskussion. For hvem er dommer over, hvornår man må tale højt? Man kan naturligvis spørge: ’Er det et i-landsproblem, at efterskoleeleverne er ulykkelige over, at de ikke er på deres skoler?’. Ja det er i hvert fald et dansk problem. Men Danmark er i modsætning til meget hierarkisk opbyggede stater kendetegnet ved at være et demokrati, hvor man har lov at ytre sig. Og jeg synes ikke, at man objektivt kan sige, at det ene er vigtigere end det andet. Jeg taler en masse elevers sag, for hvem det her er en livskrise. Skal man så sige til dem, at sådan kan de rent etisk ikke være bekendt at føle og sige højt? Det mener jeg ikke. Vi vil jo netop gerne have unge, der optræder myndigt og reflekterer over deres egen situation. Og det er det, de har gjort. Men det betyder ikke, at jeg ikke har respekt for, at andre synes, andet er vigtigere,” siger Torben Vind Rasmussen.
Dilemmaet