Gorm Greisen
professor i pædiatri, overlæge på Rigshospitalets neonatalafdeling, medlem af Det Etiske Råd 2013-2019, formand 2016-2019
”Jeg vil gerne fremhæve tre temaer. Det første er naturen som etisk subjekt, at den har en ret i sig selv, og spørgsmålet er, om vi bare kan bruge den til vores egne formål. Det vil også gå ud over os selv, hvis naturen bryder sammen, men spørgsmålet er, om den har en værdi i sig selv. Det andet tema fokuserer på, om mennesket kan blive forbedret, og i hvor høj grad vi skal det. At vi skal bruge briller eller have et høreapparat giver sig selv, men det er så spørgsmålet, hvor langt vi skal gå med forbedringerne: kunstige organer, redigering i generne, kunstig intelligens? Det tredje tema handler om det nære sat op imod det store. Det nære handler om, hvor mange pædagoger der skal være i børnehaverne, og forholdene på sygehusene, mens det store er temaer som global retfærdighed og klima.
Der er mange dilemmaer særligt i forhold til teknologien. 10’erne er også gået med at diskutere etiske dagsordener, som har været små eller ikke har haft betydning for mange som for eksempel kønsskifte. Der er nogle store problemstillinger, som kommer til at fylde meget for alle: klima, teknologi og data. Der har været en rus over alt det, vi kan, men nu bliver det snarere en bekymring, og dystopierne får mere plads.”
Lise von Seelen
medlem af Det Etiske Råd 2014-2019 og folketingsmedlem (S) 2005-2011
”Et af tidens problemer, etisk set, er det, jeg opfatter som overfladiskhed og flygtighed i vores relationer. Måden, hvorpå vi fastholder og passer på relationerne, er præget af, at vores kommunikation og samtaler bliver hurtige og flygtige, og det har en betydning for den dybde, vi opnår i relationerne. Spørgsmålet er så, om det er elektronikkens skyld. Jeg tror, at det i højere grad handler om den måde, vi benytter den på. Der er mange gevinster i de digitale fremskridt. Den overfladiskhed, der hurtigt opstår på de sociale medier og ved brugen af en mobiltelefonen, er ikke gunstig i forhold til familien, venner og andet socialt liv i form af kolleger eller i foreninger. Sproget røber os, når vi kalder det for ’venner’ på Facebook, for en ven er noget helt andet end dem, vi har en overfladisk forbindelse til. Det har en negativ effekt på ens menneskesyn, for det tager tid at opnå forståelse for andre menneskers livssituation, og det kræver fordybelse.
Vores tolerance over for andre er blevet mindre, og vores forståelse er ligeså. Vi kan håbe på, at vi bliver bedre til at benytte de elektroniske muligheder, når det ikke længere er så nyt. Jeg mener at kunne se en begyndende modbevægelse, hvor man fravælger det flygtige og overfladiske. For det er ikke medierne og elektronikkens skyld, den enkelte skal selv blive bedre til at opprioritere de menneskelige relationer. De helt store og svære spørgsmål kommer ikke frem andre steder end i samtalen, og det kræver nærvær og fordybelse.”
Ole Hartling
overlæge og medlem af Det Etiske Råd 2000-2008, formand 2003-2007
”Et gennemgående træk er, at vi har fortabt os i tingsliggørelse af mennesker, fordi tingsliggørelse er en forudsætning for at have magt. Ting kan man få magt over på samme måde, som man kan styre en bil. Hvis vi gør mennesker til ting, får vi en oplevelse af at kunne håndtere dem. Vi vil kontrollere og have magt over alt i tilværelsen, og her forekommer det os, at en tingsliggørelse af mennesker hjælper os til den magt, for det er en rationel forståelse af det uforudsigelige og ustyrbare liv.
Et nyere eksempel er, at sorg sidste år er blevet en diagnose. For når der er en diagnose, er der også en sygdom, og så er der også en patient. Og en patient skal behandles, eventuelt med medicin. Tingsliggørelsen betyder nemlig, at vi leder efter teknologiske løsninger på eksistentielle problemer. Debatten om aktiv dødshjælp er også udtryk for den tankegang. Når patienten har en lidelsesfuld tilstand, bliver det rationelt at fjerne lidelsen ved at fjerne patienten. Dermed naturligvis også lidelsen, men dødshjælp slutter både den døendes biologiske og sociale liv. Foruden lidelsen fjernes erindringer, erfaringer, identitet og muligheden for at modtage smil, omsorg og kærlighed. Men et menneske er ikke kun rationelt, og derfor kan en anmodning om at få dødshjælp også samtidig, irrationelt og modsatrettet, rumme en bøn om fortsat at høre til og være en del af fællesskabet. Den tingsliggørende magt levner ingen mulighed for den indsigt.”
Lillian Bondo
jordemoder, formand for Jordemoderforeningen 2001-2019, medlem af Det Etiske Råd 2011-2016
”10’ernes helt store udfordring er klimaforandringerne. Vi bliver sat over for valg, som vi ikke særlig gerne vil træffe, når vi skal gøre en forskel på dette område. Klima blev i 2004 et af de områder, som man skulle beskæftige sig med i Det Etiske Råd. Selvom klodens opvarmning har været en problemstilling, vi har kendt i over 40 år, er vi stadig ikke kommet dertil, at vi gør nok som individer, samfund og verdenssamfund.
Hvad gør jeg selv? Det spørgsmål skal man stille sig selv, og det kan være vanskeligt. Den lille forskel, som man selv kan gøre ved at skære på sit eget forbrug, kan føles absurd lille. Også hvis man sammenligner sig med de multinationale selskaber eller ekstremt rige, som unddrager sig almindelig forståelse af medmenneskelighed og fastholder retten til overforbrug. Det kan være svært at forholde sig til den urimelighed og gøre noget selv, men vi må prøve, ligesom vi må presse på med demokratiske metoder.
Vi står over for kolossale udfordringer i forhold til vores medmennesker, planter og dyr, hvis vi ikke får gjort noget. Og selvom jeg kan komme i tanke om mange andre etiske problemstillinger, der vejer tungt, så er ingen på højde med denne.”
Christian Borrisholt Steen
foredragsholder, debattør og medlem af Det Etiske Råd 2012-2019
”Kønsdebat, identitetspolitik og krænkelseskultur har fyldt meget, og også mere end det behøver. Det er ganske få mennesker, som eksempelvis er transkønnede eller har en anden kønsidentitet. Det skal der selvfølgelig være en forståelse for, og man skal forsøge at hjælpe, hvor man kan, men vi kan ikke ophæve enhver form for normalitet af hensyn til dem. Når man for eksempel har erstattet mand og kvinde med henholdsvis ’en person med mindst én testikel’ og ’en person med en livmoder’ i sundhedsloven, er man efter min mening gået for vidt. Det er ikke kun et spørgsmål om sprog og italesættelse, det har også en betydning for vores relationer, hvis vi ikke siger dreng og pige eller bror og søster. Jeg tror ikke, at det er den rigtige måde at være rummelig og forstående på, hvis intet er normalt længere. Jeg kan også nogle gange få indtrykket af, at jeg ikke kan åbne munden som en midaldrende, ciskønnet mand, uden at krænke nogen.
Det kan blive en etisk glidebane, hvis man forsøger at tage mange hensyn. I 2014 blev det tilladt med juridisk kønsskifte, og i dag bliver det diskuteret, om børn bør kunne skifte juridisk køn. I forhold til krænkelseskultur synes jeg, at det kan forhindre, at vi har øje for dem, der reelt er blevet forulempet, voldtaget eller krænket. Bagsiden ved at disse diskussioner fylder meget, er, at vi kan få svært ved at få øje på de helt store etiske problemstillinger.”