Mette Bock, tidligere kirke- og kulturminister (LA):
”Holger Lissner er kendetegnet ved at skrive salmer med både et teologisk indhold og et levende sprog, som griber fat om det moderne menneskes hverdag. Og så har han en stor tålmodighed, for det tager tid at arbejde nye salmer ind i vores salmetradition, hvor vi med god grund er meget glade for de gamle kernesalmer. Holger Lissner har vist vejen, og i dag skrives der flere salmer end nogensinde før. Mange digtere kan skrive salmer om deres egen oplevelse med det guddommelige, men få kan som Holger Lissner få evangelieteksterne og den teologiske tyngde med. Det betyder, at hans salmer formentlig vil være en del af vores salmeskat i mange år frem.”
Morten Skovsted, sognepræst i Hjortshøj, historiker og stifter af Salmedatabasen:
”Holger Lissner er dén nulevende danske digter, der uden tvivl har betydet mest for udbredelsen af danske salmer og for fornyelsen af den danske salmeskat. Ud over sin egen enorme produktion har han samlet salmedigtere omkring sig i ”Holger-banden” og skabt en kultur, hvor de mest produktive og anerkendte salmedigtere har formået at kritisere hinanden på en god måde. Det er ikke mindst sket med ham for bordenden som den kyndige, kærlige leder. Der er et vist format over ikke bare at føre sine egne ting frem, men igen og igen pege på andre. Holger Lissner siger ikke: ’Se mine salmer’, men ’vi skal synge nogle gode salmer!’.”
Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift:
”Holger Lissner har ydet en stor indsats for folkekirken ved at bringe evangeliet til udtryk på nye måder og give nye ord til det fælles. Hans ind- og udgangsbønner bliver brugt bredt i hele folkekirken, og det er karakteristisk for hans bønner og salmer, at ord som ’vi’, ’du’, ’lys’ og ’kærlighed’ går igen. Han har ikke forladt det dogmatiske grundlag med sin fornyelse, men han lægger sig tæt op ad det sjælesørgeriske og erfaringsnære.
Han har spurgt sig selv, hvilke ord vi længes efter i samtalen med Gud, og Gud er blevet det store Du. Lissner har derved bidraget til den samtale, som er vigtig både for det enkelte menneske og for fællesskabet i gudstjenesten.”