Prøv avisen

Fra slægtsgård til bofællesskab: "Det var en kæmpe omvæltning for mig at begynde forfra"

Norske Erlend og danske Ingeborg flyttede i 2017 fra Norge til den klimavenlige by Permatopia ved Karise. En slags bofælleskab baseret på bæredygtighed, produktion af fødevarer i klimabevidst miljø.

Ingeborg og Erlend Mo rykkede fra slægtsgården i Norge til det klimavenlige samfund Permatopia på Sydsjælland med deres fire børn. Rejsen, strabadserne og klimaovervejelserne skildres i dokumentarfilmen ”Rejsen til Utopia”

Se billedgalleri nederst i artiklen.

Adressen dukker ikke op på bilens gps, og på en måde er det ironisk, for stedet hedder Permatopia og leger med ordet utopia, som er et drømmested, et luftkastel. Men det eksisterer, altså Permatopia; det ligger på en mark udenfor Karise på Sydsjælland. Græsset vokser højt og vildt mellem de blå- og grønmalede træhuse, der er høns i en indhegning, der kagler og pikker i jorden, og der er rækker af grøntsager og en vindmølle, der leverer strøm til alle.

Permatopia voksede op fra den bare mark i løbet af 2017 og består af 90 huse bygget sammen i klynger. Husene er bæredygtige og klimavenlige, og de putter sig ind mod hinanden som et billede på det fællesskab, der dyrkes her.

Inde i en af husene bor norske Erlend Mo, 52, og danske Ingeborg Mo, 49, med deres fire børn. Egentlig boede familien på en idyllisk slægtsgård i den norske Telemark. Gården, der kan dateres tilbage til 1500-tallet, har været i Erlend Mos familie i generationer. Men en stigende klimaangst kunne ikke forenes med et liv på fjeldet, som stort set altid involverer bil eller fly, hvis man skal arbejde – Ingeborg Mo er sanger, og Erlend Mo er filminstruktør – i skole eller se sine venner.

Derfor tog familien en drastisk beslutning i 2016. Ingeborg Mo havde i et blad læst om Permatopia, og den bæredygtige, selvforsynende og klimavenlige by lød helt ideel.

”Jeg blev fanget af kombinationen af fællesskab, for det at forandre verden helt alene føles umuligt, og det at være selvforsynende. Ingen af os er landmandskyndige eller kan bygge vores eget hus, så det virkede attraktivt, at husene blev bygget 100 procent bæredygtigt, og at man i fællesskab kunne dyrke jorden og leve fra vugge til grav på den måde,” siger hun.

Men det var ikke så nemt at rykke familien fra gården i Norge til en pløjemark på Sydsjælland. Byggeriet af Permatopia blev forsinket, så familien måtte rykke fra den ene midlertidige bolig til den anden, og forsinkelserne gjorde det hele meget dyrere end forventet. Samtidig baksede særligt Erlend Mo med et hjemstavnssavn.

”Jeg ville dybest set gerne blive på gården i Norge og leve bæredygtigt dér, men ud over at der var nogle ting, der blev besværlige i dét liv, havde vi også en aftale om, at vi skulle bo i Danmark på et tidspunkt,” siger han og fortsætter:

”Men det var faktisk smertefuldt at opleve, at mens børnene egentlig klarede det hele supergodt, var den eneste, der havde det virkelig svært, mig. Det var en kæmpe omvæltning for mig at flytte og begynde forfra. Jeg vil helst bare være der, hvor jeg er, det er måske typisk norsk. Og så var det heller ikke sådan, at vi kunne tage herned og se på et hus og tænke, at det ser fint ud, det gør vi. Her var bare en pløjemark, det var bare en drøm. Det hele var drømmerier og luftkasteller.”

Selvom han havde forsvoret nogensinde at lade det ske, endte Erlend Mo med at vende kameraet mod sig selv og filme familiens strabadser med at flytte ind i drømmen om et bæredygtigt liv. Resultatet er dokumentarfilmen ”Rejsen til Utopia”, som netop har haft biografpremiere og bliver vist på TV 2 senere på året. Tanken er, at filmen skal inspirere andre til at træffe bæredygtige valg og vise, at det altså også er hårdt arbejde.

”Jeg vil gerne have, at filmen er brutalt ærlig. Den skulle ikke være noget skønmaleri. Man ser, hvor svært det er at leve op til sine idealer, hvor lang afstand der kan være mellem teori og virkelighed. Det kan være meget smertefuldt at erkende, og jeg havde totalt eksistentiel krise over, hvor stor afstand der kunne være mellem det, jeg siger, og det, jeg gør,” siger han.

Omvendt fortryder parret ikke, at de tog beslutningen om at flytte.

”Det er en daglig tilfredsstillelse at være en del af det her projekt. Det giver utroligt god mening, og der er gode mennesker, der hjælper én, hvis man har det svært, og vi hjælper hinanden med børn og gulerødder. Det er den bedste del af et landsbyfællesskab – og også de dårligste med uenigheder, for de er der selvfølgelig også. Men først og fremmest er der en kæmpe fælles fremdrift mod visionen om bæredygtighed,” siger Ingeborg Mo.

Hvor Erlend Mo er modkraften i familien, der er skeptisk og tilbageholdende, er Ingeborg Mo kraften, der buldrer fremad. Sådan beskriver de det selv, leende, for selvom de begge lider af klimaangst, var flytningen til Permatopia i høj grad Ingeborg Mos projekt.

”Jeg kunne ikke blive ved med at leve et liv, hvor vi ingenting gjorde. Jeg havde et ekstremt stærkt behov for at handle på den enorme klimakrise, vi står i. Det her er en måde for mig at være i verden med mine børn og håbe og stole på, at vi kan gøre en forskel sammen som familie. Vise børnene, at man kan handle, selvom man føler stor afmagt indimellem, og at vi alle kan og bør gør noget,” siger hun.

For hende er der også en religiøs dimension. Hun er vokset op i en præstegård og overvejede selv at blive præst.

”Lige siden jeg som ung læste Ole Jensens ’I vækstens vold’ har jeg tænkt over og haft lyst til at kæmpe for ivaretagelsen af skaberværket fra prædikestolen. Det gjorde jeg så ikke, men det kan undre mig, at der ikke er flere kirkelige kræfter, der involverer sig i dette. Det er jo Guds natur og skaberværk,” siger hun og fortsætter:

”Det er jo en kæmpe eksistentiel tanke, faktisk, det her med at leve på denne måde. Det handler om frihed i forhold til tryghed. For her er jo en masse ulemper; vi bor seks mennesker på 112 kvadratmeter, husene står meget tæt, så vi føler os til dels overvåget af hinanden, og vi forpligter os til to timers arbejde for fællesskabet, for eksempel i marken, hver uge. Der er en masse kompromiser i forhold til frihed, men er det prisen for at kunne sove roligere om natten i forhold til klimaet?” spørger hun.

Det er ikke sikkert, at familien bliver boende i Permatopia for evigt, forklarer Ingeborg Mo, men familien betragter det som et eksperiment. Kan man bo på denne måde? Kan man holde fællesskabet ud? Også når man er en stor familie, og der var mere plads på slægtsgården?

”Vi er nødt til at prøve noget,” siger hun.

Erlend Mo nikker.

”Jeg tror, at hvis der skal ske noget, må det vokse op nedefra, for politikerne er jo komplet lammede, de er bange for at gøre noget, for de er bange for at miste vælgere. Så man må begynde med sig selv. Men det betyder jo ikke, at man ikke får en eksistentiel krise engang imellem. For vi har valgt det her kæmpe skift og omlagt vores liv, og så ser man, at de fleste stadig kører rundt i deres kæmpe bil og skal til Thailand for 14. gang. Der er så mange, der giver fanden, så hvorfor gør vi ikke også bare det? Det kan føles virkelig meningsløst at kæmpe, hvis alle andre bare er ligeglade,” siger han.

Han forklarer, at det var derfor, han lavede filmen. For i sin egen søgen efter måder at leve mere bæredygtigtledte han stort set forgæves. De fleste eksempler var ekstreme, men ingen i familien Mo var parate til at forlade alt og flytte ud i en skov. Så det var oplagt at lave en film om en familie, der prøver at leve almindeligt, men bæredygtigt. For det er ikke, fordi familien kun lever af Permatopias afgrøder, komposterer alt deres affald eller har droppet deres store bil. De sparer dog op til en elbil, og det er dårlig bæredygtighed at skille sig af med den gamle, før den er brugt helt ud. Som Ingeborg Mo siger, er hippiefaktoren i Permatopia generelt ikke så høj. Omvendt lægger familien heller ikke skjul på, at der er omkostninger forbundet med at lægge sit liv om.

”Vi har været bange for, om vi lavede en film, der fik folk til at kravle endnu længere ind i deres skal og tænke ’godt det ikke er mig’. Men det kan ikke nytte noget at tænke sådan, for hvis det havde været så nemt, havde alle gjort det for længst. Vi er nødt til at vedkende os, at det ikke er nemt. Uanset om man vælger at få drivhus på taget i byen eller flytte på landet eller ud i skoven. Der er omkostninger forbundet med det hele, og det kan ikke nytte noget at lade, som om der ikke er det. Det er ikke glamour, det er benhårdt arbejde,” siger Ingeborg Mo.

”Men filmen er nu også fuld af humor,” tilføjer Erlend Mo, der filmede sig selv siddende i skjul bag sofaen i det nye hus, fordi det er det eneste sted, man ikke kan blive set af naboerne gennem de store vinduer.

”Selvom der er kriser, er det vigtigt at klare dem både med ærlighed og humor.”

Han savner stadig Norge og rejser – med tog – til Telemarken cirka halvdelen af tiden for at passe gården og finde frirum fra det forpligtende fællesskab i Danmark. Men det hele bliver bedre, siger han med et smil. For pløjemarken er vokset til, og der kommer træer og fælleshus, og afgrøderne vokser, og vindmøllen kører rundt. Det kan godt være, at Permatopia har en milliongæld, der betyder, at det hele blev lidt dyrere end forventet, og at der stadig er nogle projekter, der venter på at blive realiseret. Men alle smiler til hinanden, da Ingeborg og Erlend Mo viser Kristeligt Dagblad rundt. Hønsene løber rundt efter hinanden ude i folden, og to kvinder vinker hjerteligt, mens de står i marken og arbejder. Og børnene hopper i trampolin uden opsyn, for der er tryghed i, at alle passer på hinandens børn, som løber ind og ud af legekammeraternes huse.

”Det bedste ved det her sted er menneskene,” siger Erlend Mo.

”Vi har mange gode venner og netværk, og pludselig er der 10-20 mennesker, der sidder ude mellem husene og holder fællesmiddag og snakker sammen. Så der er en stærk følelse af, at vi er med i noget specielt og vigtigt. Det giver mening.”

Norske Erlend og danske Ingeborg flyttede i 2017 fra Norge til den klimavenlige by Permatopia ved Karise. En slags bofælleskab baseret på bæredygtighed,produktion af fødevarer i klimabevidst miljø.
Norske Erlend og danske Ingeborg flyttede i 2017 fra Norge til den klimavenlige by Permatopia ved Karise. En slags bofælleskab baseret på bæredygtighed,produktion af fødevarer i klimabevidst miljø.
Norske Erlend og danske Ingeborg flyttede i 2017 fra Norge til den klimavenlige by Permatopia ved Karise. En slags bofælleskab baseret på bæredygtighed,produktion af fødevarer i klimabevidst miljø.
Norske Erlend Mo og danske Ingeborg Mo flyttede i 2017 fra Norge til den klimavenlige by Permatopia ved Karise. En slags bofælleskab baseret på bæredygtighed og produktion af fødevarer i klimabevidst miljø. Foto: – Leif Tuxen