Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Jeg arbejder i et demens-center, og min hverdag byder på mange dilemmaer. Hvornår skal vores faglighed gå ind og diktere, hvordan et menneske skal leve? I virkeligheden er det jo et stort spørgsmål, der handler om folks selvbestemmelsesret, men det kommer til udtryk helt nede i de mindste detaljer i borgeres dagligdag. Hvis folk bliver for overvægtige, må man så hælde letmælk i deres kaffe i stedet for fløde?
Det seneste eksempel var en badesituation med en dement borger, der simpelthen ikke var glad ved tanken om at skulle vaskes. Det kan der være mange forskellige grunde til – måske er de ikke vant til det fra det liv, de havde før – det er ikke ualmindeligt, at folk før i tiden havde andre prioriteter end at gå i bad hver dag. Det kan også være deres sygdom, der giver sanseforvirringer og gør vand og bad til noget ubehageligt, måske føler personen sig ikke tryg ved situationen. Vi prøver forskellige ting, indtil vi finder en løsning, der fungerer for borgeren. Det kan være en blanding af sengebad og hårvask hos frisøren for eksempel.
Det handler om at finde en god balance mellem borgerens ønsker og de hygiejniske standarder og kommuneplaner, som er gældende, så borgeren så vidt muligt kan fortsætte i sine sociale sammenhænge og samtidig blive respekteret, når vedkommende siger fra.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
Min søns far og jeg er lige gået fra hinanden. Vores søn er knap to år, og vi forsøger lige nu at indrette hans liv. Vi skal træffe beslutninger om, hvordan han skal leve, hvor hans base skal være, og hvad han skal finde tryghed i, og det skal vi alt sammen gøre på vegne af ham, uden vi kan spørge, hvad han selv vil. Som forældre træffer man selvfølgelig hele tiden beslutninger på børns vegne, men nogle gange kan man kun krydse fingre og håbe, at det var det rigtige, fordi de er så omfattende, og fordi man ikke kan gøre det om. Og det er svært. Man går så langt som til at spørge, om man overhovedet kan tillade sig at gå fra hinanden til at starte med. Når man har børn, går ens beslutninger jo pludselig ud over andre end en selv. Men vi er kommet frem til, at han nok er gladest, hvis vi også er det.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Fordelingen af ressourcer i sundhedsvæsenet. Det er i hvert fald det vigtigste dilemma. Det er et område, der kommer til at berøre os alle på et tidspunkt i livet uanset vores indtægt og velstand, og hvor borgerne er svagest og mest sårbare. Vi er afhængige af, at andre træffer de rigtige beslutninger – både dem, der administrerer midlerne, og dem, der behandler. I sidste ende er det mennesker, der gør begge dele, og de etiske problematikker er mange, når det kommer til ressourcefordeling. Kan man tillade sig at sætte en pris på et menneskeliv? På livskvalitet? Og hvem er i så fald egnet til at gøre det? Vi kan for eksempel holde folk i live længere, men det koster penge, som sagtens kunne bruges et andet sted. Samtidig stiger medicinudgifterne, og vi diskuterer, hvorvidt al medicin skal godkendes, eller om vi skal beslutte, hvem der kan få den dyre medicin, og hvem der ikke kan. Sundhedssystemet er et af kerneområderne i vores velfærdssamfund. Og mister befolkningen tilliden til, at det kan fungere med de ressourcer, der prioriteres i det, så mister man også opbakningen til velfærdssamfundet.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Der er mange debatter, der rummer etiske udfordringer. Spørgsmålet er, om vi formår at give etiske argumenter lov til at fylde nok, og om vi i sidste ende er gode nok til at opføre os ordentligt. Uanset om vi taler om flygtninge, pensionsalder eller sundhed, ender de økonomiske argumenter med at veje tungere, end hvordan vi bør omgås hinanden, og hvad der er rimeligt. Det kan godt være, at ting nogle gange er dyre at gennemføre, men rent etisk og rimeligt er det noget, der burde ske alligevel. Skal folk for eksempel have et godt liv, skal de også have mulighed for at trække sig værdigt tilbage, uanset om det kræver, at vi hiver lidt flere penge op af lommen. Vi skal altid huske, at vi taler om mennesker – ikke kun kroner og øre.