Hvis genterapi kan gøre patienter raske, er der så noget at betænke sig på?

Genterapi kan forebygge og kurere alvorlige sygdomme, viser forsøg. Alligevel møder den fremadskuende behandling modstand

32-årige Azita Andersen lider af en sjælden blodsygdom. Blodtransfusioner kan ikke holde hende i live meget længere. Men det kan den omdiskuterede genterapi. Illustration: Morten Voigt.
32-årige Azita Andersen lider af en sjælden blodsygdom. Blodtransfusioner kan ikke holde hende i live meget længere. Men det kan den omdiskuterede genterapi. Illustration: Morten Voigt.

Hver anden uge tager hun turen til Herlev Hospital, hvor hun får blodstransfusioner fra en donor i tre-fire timer.

32-årige Azita Andersen lider af thalassæmi. Det betyder, at hun er født med en genfejl, som gør, at kroppen ikke kan producere røde blodlegemer. Derfor løber hun tør for blod, hvis ikke hun hver anden uge får to poser blod fra donorer.

”Mit energiniveau svinger fra uge til uge, så jeg er altid megatræt op til, at jeg får blod. Det er nok det, der generer mig mest. Jeg kan ikke løbe efter bussen, og jeg kan ikke løfte min datter på fire år. Hun plejer at sige: ’Mor, har du, eller har du ikke blod i dag?’, når jeg henter hende i børnehaven,” siger Azita Andersen.

Og fremtidsprognoserne, hvis Azita Andersen fortsætter med de hyppige blodtransfusioner, ser heller ikke for gode ud.

”Jeg er disponeret for hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge og har høj risiko for knogleskørhed og knogledeformiteter. Min milt, min lever og mit hjerte står måske af på grund af de mange blodtransfusioner. Derfor findes der ikke ret mange mennesker over 50 år med min blodsygdom,” siger hun.

Men der findes et alternativ til hendes nuværende behandling: genterapi.

”Jeg synes, at det er på tide, at vi tager genterapi i brug, når det gælder behandling og forebyggelse af livstruende sygdomme som min. Jeg håber på, at en fremtidig brug af genterapi kan gøre, at jeg kan få en mere normal hverdag, og at jeg kan være der for min datter i mange år endnu. Jeg glæder mig til, at det ikke skal være min fireårige datters opgave at vurdere, om jeg har energi i denne uge,” siger hun.

Eventuelle uforudsete bivirkninger ved genterapien kan efter hendes mening ikke overgå dem, hun i forvejen er eksponeret for. Og det at kunne blive en af de første i Danmark til at få afprøvet teknologien på egen krop og få pillet ved sine gener skræmmer hende ikke.

”Jeg stiller mig gerne forrest, og jeg har heller ingen problemer med det etiske, for det er jo ikke, fordi jeg bliver et supermenneske, der kan noget særligt. Jeg bliver jo knap nok ’bragt op’ til at være et normalt menneske,” siger Azita Andersen.

Men hvor langt er vi egentlig med genterapi, og hvad kan vi bruge den til? Det var nogle af overskrifterne ved et seminar, der blev afholdt på initiativ af den amerikanske bioteknologiske virksomhed Bluebird Bio, som udvikler genterapier mod alvorlige genetiske sygdomme og kræft.

En af oplægsholderne var speciallæge Andreas Glenthøj, der er leder af Videnscenter for Hæmoglobinsygdomme på Herlev og Gentofte Hospitaler og er specialiseret i sygdommen thalassæmi. Da thalassæmipatienterne mangler blod fra tidlig barndom, er netop disse ifølge Andreas Glenthøj ”helt åbenlyse kandidater til genterapi, fordi det vil transformere patienternes liv, fra at de er syge hospitalspatienter, til at de er funktionelt kurerede og kan leve helt normale liv.”

Han har brugt de seneste tre år på at forberede, at vi i Danmark skal til at give genterapi, og det er derfor, at han deltager i dagens seminar i København.

”Mit oplæg skal handle om den genterapi, som jeg mener er klinisk virkelighed allerede nu og i meget høj grad bliver det i de kommende år. For selvom man – allerede dengang jeg gik i gymnasiet for mange år siden – talte om, at vi kunne kurere en masse sygdomme med genterapi, har der været en lang række tekniske, juridiske og etiske hindringer, der har betydet, at det har taget rigtig mange år at nå hertil, hvor det nu endelig begynder at være virkelighed,” siger Andreas Glenthøj.

Genterapi kan udføres på flere forskellige måder. En måde er, at man tager et gen fra patienten ud og ændrer det i et laboratorium, så det bliver raskt. Dernæst sprøjtes det funktionelle gen, der er lavet i et laboratorium, ind i kroppen, hvorefter det selv finder vej til cellerne. Sådan vil man for eksempel gøre hos bløderpatienter.

En anden måde er at tage nogle celler ud af patientens krop og i et reagensglas tilføje den nye gensekvens, der ligeledes er lavet i laboratoriet. Det er den fremgangsmåde, som vil være aktuel for thalassæmipatienterne. De gen-korrigerede stamceller kan dog først sættes tilbage i thalassæmipatientens krop, når patienten har modtaget kemoterapi, fordi de gamle, defekte knoglemarvsceller skal fjernes, før der bliver plads til de nye. For hvis man bare sætter de gen-korrigerede celler ind i kroppen uden at ”gøre klar til dem”, vil de blive overdøvede af de eksisterende knoglemarvsceller.

Når først dette er gjort, er kroppen til gengæld fra naturens side tilvænnet den korrekte, gen-korrigerede gensekvens. Det betyder, at immunsystemet vil tage de nye celler til sig frem for at opfatte dem som fremmede og afstøde dem – hvilket man ellers sommetider oplever ved transplantationer, hvor immunsystemet reagerer negativt på et nyt organ.

”Man bruger samme metode med den såkaldte CAR-T-celleterapi, der allerede er godkendt, og som vi også kan give i Danmark og i Norden. Du høster nogle celler i immunsystemet hos en kræftpatient, og i et laboratorium propper du så et gen ind i cellerne, der gør, at cellerne bliver målrettet mod den kræftsygdom, som patienten fejler. Du ændrer altså cellerne ved at tilføje noget, som er karakteristisk for den specifikke type kræft som for eksempel leukæmi, lymfe- eller brystkræft.”

”Så skal patienten have kemoterapi, og derefter bliver patientens egne celler med det nye gen sat ind i kroppen igen, og så virker genterapien forhåbentlig,” siger Andreas Glenthøj og fortæller, at det er vigtigt at understrege, at ”genterapien på grund af bivirkninger af kemoterapi og en risiko for, at immunsystemet kan blive overaktiveret, selvfølgelig ikke er ’bolsjer’.”

På hans eget område gives genterapien allerede til thalassæmipatienterne i Danmark på forsøgsbasis, og resultaterne viser, at 10 ud af 11 patienter i forsøget ikke længere behøver de hyppige blodtransfusioner.

”På den måde går patienterne fra at skulle stikke sig selv mange gange om måneden til at kunne gå frit rundt og have et normalt liv. Det er livsændrende. Og selvom effekten af nogle genterapier kun varer i 5-10 år, regner vi i det her tilfælde med, at det varer ved, selvom vi naturligvis ikke kan sige det med sikkerhed endnu,” siger Andreas Glenthøj.

Selvom genterapien til thalassæmipatienterne allerede blev godkendt af EU-Kommissionen sidste år, mangler den stadig at blive endeligt godkendt herhjemme i Medicinrådet. Hvis genterapien bliver godkendt, er der allerede etableret et genterapicenter på Rigshospitalet, hvor behandlingen kort tid efter vil kunne gives.

Men hvor langt kan vi drive genterapien – og hvor skal grænsen gå?

”Genterapi kommer til at få stor betydning på mange fronter, fordi vi har mange sygdomme, som er genetiske, og som vi kender baggrunden for. Og i den forbindelse hører der selvfølgelig også nogle etiske diskussioner om, hvad vi anser som en livstruende sygdom, og hvad vi skal behandle i fremtiden. For den forestilling vil skubbe sig meget i takt med, hvor meget vi kan,” siger Andreas Glenthøj og uddyber:

”Det er klart, at jo længere vi kommer ned i ’alvorligheden’ af sygdommene, jo mere skal vi blive ved med at tale om, hvad vi skal kurere med genterapi. Lige nu omfatter det kun dødelige og svært invaliderende sygdomme såsom kræftsygdomme, thalassæmi og blødersygdomme, men i takt med at det vil gælde stadigt flere, bliver grænsen også mere blød. Sådan er det jo også med medicinske behandlinger i dag, hvor vi ofte behandler forebyggende på baggrund af en skæv blodprøve.”

Også andre steder i landet debatteres brugen af genterapi. Til efteråret skal Sune Holm, ph.d. i filosofi og lektor ved sektion for forbrug, bioetik og regulering på Københavns Universitet, holde foredrag i Aalborg for Folkeuniversitetet om de etiske argumenter for og imod det genmodificerede menneske, og om hvorvidt det er moralsk acceptabelt at anvende genterapi på mennesker til sygdomsbehandling og -forebyggelse.

Han forklarer, at der kan være rigtig gode grunde til at udvikle og anvende genterapi, men at genterapi også mødes med skepsis af mange forskellige årsager. Skeptikerne kan overordnet opdeles i to forskellige lejre. Den ene lejr argumenterer for, at det er for svært at forudsige, hvad effekterne af genterapi vil være på lang sigt.

”Her er den moralske anke baseret på, at det er for risikabelt at begynde at lave om på vores dna, når der er så stor videnskabelig usikkerhed om de langtrækkende effekter,” siger Sune Holm.

Og det gælder både, hvis det handler om genterapi på kønsceller, hvor genmodifikationerne vil blive nedarvet, og om genterapi på kropsceller, hvor nogle af de tidligere anvendelser for eksempel har vist sig at få utilsigtede bivirkninger på sigt.

”Så selvom ’skaden’ med genterapi på kropsceller er begrænset til det enkelte menneske, der har fået genterapien, viser historien altså, at vores viden ikke er perfekt i forhold til konsekvenserne,” siger Sune Holm.

Den anden lejr vil argumentere for, at der er grænser for, hvad vi mennesker må lave om på ved naturen.

”Fra den lejr lyder det, at genterapi er et udtryk for en form for magtfuldkommenhed. Det er Guds skaberværk, som vi vil lave om på, og det bør vi ikke gøre. Derudover er der i dag jo nærmest en forståelse af, at vores dna er en vigtig del af, hvem vi er. Det er vores identitet. Og det kan også føre til skepsis over for genterapi på mennesker,” siger han.

Sune Holm peger også på, at brugen af genterapi på mennesker sætter gang i en række andre spørgsmål om grænsedragning og glidebaneeffekt.

”Vi siger, at det er et spørgsmål om at behandle alvorlige sygdomme. Men hvad sker der, når vi begynder at tænke genterapi som noget, der kan bruges til at gøre mennesket mere intelligent, hurtigere, stærkere eller mere musikalsk? Så handler det pludselig om at forbedre os mennesker på en helt anden måde. Og den distinktion kan være svær at tegne helt skarpt op. For hvornår er der tale om at forbedre i forhold til at behandle, og hvad er forskellen egentlig?”, spørger Sune Holm.

Tanken om, at vi får en elite, der er genetisk forbedret, er også noget af det, der driver vores skepsis.

”Det kan også være, at der slet ikke skal være nogle grænser. Men så står vi pludselig med et dilemma om, i hvor stor en udstrækning det offentlige skal tilbyde at betale for sådanne behandlinger? Og hvad så hvis de, der har penge, som de eneste kan gå ud og købe sig til genterapi, der gør dem mere intelligente? Der kan være en bekymring for, at det vil skabe stor ulighed mellem mennesker?”, siger Sune Holm og fortsætter så:

”Og er det overhovedet anderledes, end at de rige og uddannedes børn oftere går på universitetet end de unge, hvis familier tilhører en lavere socialklasse? Så selvom de her diskussioner om ny teknologi både er fascinerende og foruroligende, er de i virkeligheden ret lig nogle diskussioner, vi allerede kender.”