Det er de hestehovformede tøndersvampe på stammen, der er årsagen til, at han nu står foran bøgetræet.
Siden efteråret har Lars Rugholm, der er skovløber i Dyrehaven nord for København, holdt særligt øje med netop denne bøg ved Dronningevejen. Træet blev plantet i 1848, og derfor kan man velsagtens tillade sig at kalde dets liv for nogenlunde fuldendt. Alligevel ærgrer det ham, at den giftige rådsvamp nu har fundet vej til endnu en stamme, ligesom den for nylig gjorde med træets faldne sidemand, der i dag står tilbage som en sørgelig rest af råd.
Efter Lars Rugholms vurdering vil denne inficerede bøg med en højde på over 30 meter lide samme skæbne om mindre end et år. Falde sammen eller ligefrem knække midtover. Og med dens placering langs grusstien, hvor skovens gæster færdes i hobetal, går det simpelthen ikke, at træet ikke er under kontrol. Derfor har Lars Rugholm nu kategoriseret bøgen som et af Dyrehavens såkaldte risikotræer.
Han ringer til sin makker.
”Hasse! Jeg har en opgave til os i dag. Er du klar til at trække nogle træer ind?”.
”Ja, det er jeg i hvert fald! Hvorhenne?”.
”Det er oppe ved Dronningevej. Tæt på Fortunen. Om et kvarter.”
Det er pivkoldt, og vinden rusker i Lars Rugholms hud. Denne januarmorgen har han derfor lynet sin varme, mosgrønne fleecetrøje godt op om halsen og taget ladbilen fra sin skovløberbolig i udkanten af skoven. Det er 26 år siden, han blev ansat af Naturstyrelsen til at tage vare på skoven og sikre, at de 7,5 millioner årlige besøgende får en god – og sikker – oplevelse i naturen.
Jobbet er egentlig ret alsidigt. Nogle dage fodrer han kronvildt, andre dage hjælper han med at udsætte eghjortelarver som en del af et eksperiment. Men det er nu alligevel altid områdets træer, der får størstedelen af hans opmærksomhed.
Interessen for træer har han haft hele livet. Duften af bark, træets overvældende styrke. Det er svært ikke at blive en smule fascineret. Da han var dreng, boede han med sin familie på en gård uden for Hjørring i Vendsyssel. Faderen var gartner og havde godt kendskab til naturen, og selv elskede Lars Rugholm at klatre i træer og skyde med slangebøsse i de nærliggende skovområder.
Han skutter sig og smiler. Selvom det altid er tilfredsstillende at arbejde ude i solskin, synes han også, at der er noget særligt over skoven, når det blæser så meget som i dag. Så snakker træerne.
Han ifører sig sit orange sikkerhedsudstyr. Jakke og hjelm med høreværn og indbygget mikrofon. Fra ladet hiver han flere remedier frem, mens en grøn traktor maser sig hen mod ham ad grusstien med Hasse indeni.
Lars Rugholm stiller et advarselsskilt på stien med påskriften ”Træfældning”, så besøgende kan se, at de skal holde sig på afstand, og tager så fat om en overdimensioneret slangebøsse på omkring to meter.
”Jeg havde tænkt mig at få sat en wire rundt om træet – lige hen over grenen deroppe,” siger Lars Rugholm, da makkeren hopper ud af traktoren, og peger op mod midten af stammen.
”Så kan du bruge wiren til at trække med traktoren fra den anden side, så vi sikrer, at bøgen ikke vælter ud på stien.”
Hasse nikker. I slangebøssens ammunitionsleje lægger Lars Rugholm en snøre med en sandsæk for enden og skyder den med præcision af sted hen over den udpegede gren 15 meter oppe. Det lykkes.
De to mænd iler hen til træet. Lars Rugholm binder en wire til snørens ene ende og trækker den dernæst til sig, så den tykke wire, der har en brudstyrke på 26 tons, nu er spændt rundt om træet i stedet.
”Så er vi klar til forhug,” siger Lars Rugholm indforstået til sin makker, der sætter sig ind i traktoren og finder sin position længere inde i skovbunden, hvor han hægter wiren fast til trækket.
Så vender han tommelfingeren opad inde fra førerhuset. Med sin lange motorsav skærer Lars Rugholm nu en trekantet melonskive ud ved stammens nederste del.
Han går op på stien og gør signal til, at traktoren kan lave sit første prøvetræk. Træet knirker, da Hasse trækker med et par tons i den ønskede retning.
”Hvad laver I?”, råber et nysgerrigt ægtepar, der er ude at gå stavgang i blæsevejret.
”Hvorfor fælder I træerne?”.
Lars Rugholm smiler og fortæller dem om situationen. Hvis ikke de besøgende får en ordentlig forklaring, kan de sommetider godt have lidt svært ved at forstå, hvordan han faktisk bevarer skoven ved at nedlægge noget af den. Selvom risikotræerne for mange kan ligne sunde træer, kan de rundtom i Danmark smadre huse, forhindre mange i at komme på arbejde eller i værste fald slå nogen ihjel, hvis ikke de bliver fjernet.
”Ja, så egentlig fremskynder vi – på en kontrolleret måde – jo bare en proces, der ellers ville være sket alligevel. Det er mit ansvar,” fortæller han med faglig stolthed i stemmen.
Også et par løbere og mountainbikere har gjort holdt i behørig afstand til afskærmningen for at følge med i aktionen. En af dem har taget sin telefon frem for at filme.
”Husk, at man skal være mere end træets længde væk, når vi fælder det,” minder han de få tilskuere om.
Så vender han sin opmærksomhed mod bøgen igen. Det er tid.
Han griber godt fat om motorsaven og ridser saven ind i stammen hele vejen rundt – et godt stykke over forhugget. Han vil lave en høj fældekam.
Så saver han. Splinterne fyger omkring ham. Noget dybt inden i stammen brækker. Hasse behøver ikke engang at trække med traktoren. Lars Rugholms puls stiger.
Da bøgestammen endelig bryder knasende over med et brag, falder det enorme træ direkte ned over et andet træ, der som en dominobrik bukker under for de mange tons. Begge træer flækker, knækker, splintres. En gennemtrængende duft af frisk savsmuld breder sig med ét. Så bliver der stille.
En størknet, honninglignende masse er det eneste, der er tilbage inden i det fældede træ. Det er fuldstændig dødt, selvom træets egen forsvarsmekanisme har gjort et ihærdigt forsøg på at skærme mod svampeangrebene. At en anden skovløber for omkring 170 år siden har plantet bøgen, giver Lars Rugholm en følelse af at være en del af et større fællesskab. Det er derfor vigtigt, at han ikke bare fælder et træ, uden at der er en god grund til det. Den hule stamme bekræfter ham i, at han tog den rette beslutning.
Hver gang han fælder et træ, tænker han også på, at det på en eller anden måde er en levende organisme. Ikke at han tror på, at træerne tænker. Men de må alligevel have en form for bevidsthed, som vi ikke kender helt til. For eksempel fældede han engang et træ, der stadig levede videre, fordi det stod sammen med andre artsfæller. Det faldne træ fik hjælp af sine slægtninge til at blive holdt kunstigt i live gennem deres rodnet. Den tanke kan han godt lide.
Han ser op og kigger på Hasse, der kommer gående mod ham.
”Sådan!”, udbryder Lars Rugholm glad.
”Vi er næsten færdige nu. Vi skal baaare lige have set på et enkelt træ mere lige derovre.”
Lars Rugholm er allerede i gang med at iføre sig sit klatreudstyr. Denne gang vil han klatre op og selv sætte wiren fast i stedet for at bruge slangebøssen.