”Hvis ikke sosu’erne vil vaske en mand, må de finde et andet job”

På plejehjemmet Kirsebærhaven i Valby ved København har de ansatte rødder i 25 lande, og det er ikke noget problem i hverdagen. Sproget og kulturelle forskelle kan af og til være en udfordring, men der tages ikke særhensyn. Hvis ikke de ansatte vil servere alkohol eller vaske en mandlig beboer, hører de ikke hjemme i den danske ældrepleje, siger tillidsrepræsentant Jean Petersen, der selv kommer fra Malawi i Afrika

"Jeg tænker aldrig over, at Jean er fra Malawi,” siger den 75-årige Karin Christiansen, der er beboer på Kirsebærhavens Plejehjem i Valby. Her ses Karin Christiansen (tv.) sammen med Jean Petersen i Karin Christiansens bolig på plejehjemmet. –
"Jeg tænker aldrig over, at Jean er fra Malawi,” siger den 75-årige Karin Christiansen, der er beboer på Kirsebærhavens Plejehjem i Valby. Her ses Karin Christiansen (tv.) sammen med Jean Petersen i Karin Christiansens bolig på plejehjemmet. – . Foto: Leif Tuxen.

Karin Christiansen sidder ved det ovale mahognibord i sin stue på plejehjemmet Kirsebærhaven i Valby ved København sammen med plejehjemsassistent Jean Petersen. På væggen hænger bryllupsbilledet fra dengang, hun som 18-årig stod hvid brud og blev gift med Keld. I dag er Keld ramt af sygdom og bor på et af plejehjemmets andre værelser.

Da den 75-årige Karin Christiansen gik i skole i København i 1950’erne, blev hun drillet, når hun kom hjem fra sommerferie hos sin svenske familie og snublede i de danske ord. Hendes familie blev betragtet som anderledes, fordi hendes far var halvt svensk og hendes mor halvt tysk. Siden fik hun en svigersøn fra Argentina og en svigerdatter fra Færøerne. Karin Christiansen mener, det er helt i tråd med hendes egen baggrund, at hun de seneste to et halvt år har boet på et af Danmarks nok mest internationale plejehjem, målt i forhold til personalets baggrund.

”Jeg er vant til at være nabo med udlændinge og kommer selv fra en international familie. Det har nok gjort det nemmere for mig at acceptere, at der er meget udenlandsk personale. Det vigtigste er sproget, og jeg forstår som regel, hvad de siger. Jeg har altid sagt, at hvis indvandrere vil gå med tørklæde, så skal de have lov til det. At være dansk handler jo om meget andet end at gå med tørklæde,” forklarer Karin Christiansen.

Den 69-årige plejehjemsassistent Jean Petersen, der er indvandrer fra det afrikanske land Malawi, viser Karin Christiansen det gruppebillede af personalet, hun tog på sin seneste weekendvagt. Billedet viser en dansker og ni nydanskere fra blandt andet Brasilien, Kenya, Somalia, Polen, Kurdistan og Malawi.

De godt 50 ansatte på Kirsebærhavens Plejehjem har rødder i mindst 25 forskellige lande, og nydanskerne er ofte i overtal på weekend- og aftenvagter, hvor gammeldanskere gerne vil holde fri. Det begyndte, da plejehjemmet for snart 30 år siden ansatte to kvinder med anden etnisk baggrund, der boede på et kvindehjem. Siden er personalet på Kirsebærhaven som så mange andre steder i ældreplejen gradvist blevet mere internationalt.

På plejehjemmets gang går en slank sorthåret kvinde med store smilehuller forbi med en vogn med drømmekage til beboernes eftermiddagskaffe.

”Hun er sød,” siger en ældre mand, der sidder i sofaen i fællesrummet, hvor TV 2 kører på den store fladskærm.

Delnia Sahid er kurder fra Irak og kom til Danmark som flygtning for ni år siden. Hun har to børn og en kurdisk mand, der er buschauffør. I Irak var hun matematiklærer, men efter at hun kom til Danmark som flygtning, har hun taget social- og sundhedshjælperuddannelsen.

”Det er mit drømmejob. Jeg kan godt lide ældre mennesker, men mit største problem er det danske sprog,” siger Delnia Sahid, der slider for at lære at udfylde plejehjemmets dokumentationssystem på dansk.

Den 32-årige Delnia Sahid er flygtning fra Irak og har boet i Danmark i ni år. Hun har stadig svært ved det danske sprog og kæmper for at lære at bruge plejehjemmets computerbaserede dokumentationssystem. Her ses Delnia Sahid i midten, Jean Petersen yderst til venstre og kollegaen Sandie Jenkinson yderst til højre. –
Den 32-årige Delnia Sahid er flygtning fra Irak og har boet i Danmark i ni år. Hun har stadig svært ved det danske sprog og kæmper for at lære at bruge plejehjemmets computerbaserede dokumentationssystem. Her ses Delnia Sahid i midten, Jean Petersen yderst til venstre og kollegaen Sandie Jenkinson yderst til højre. – Foto: Leif Tuxen

At store dele af personalet på Kirsebærhavens Plejehjem kommer fra Afrika, Latinamerika, Asien og Østeuropa, er ifølge afdelingsleder Karina Andersen ikke et tema, der fylder i hverdagen.

De ansatte har alle en sundhedsfaglig uddannelse som blandt andet sosu-hjælper og sosu-assistent, og det er ifølge Karina Andersen de faglige kompetencer og indsatsen for at hjælpe beboerne, der tæller.

For selvom der godt kan være ældre, som studser, første gang de skal have hjælp af en medarbejder med afrikansk baggrund eller en kvinde med tørklæde, så forsvinder den skeptiske holdning næsten altid, når beboere og personale lærer hinanden at kende.

”Der kan være beboere, der ikke ønsker at blive passet af personale med en anden hudfarve, for nogle har måske aldrig haft kontakt med danskere med anden etnisk baggrund. Men som regel får vi problemet løst, og beboerne ændrer holdning, når de lærer den pågældende ansatte at kende. Vi taler altid med beboerne om, at de ansatte har en uddannelse, og at de er kompetente til deres arbejde,” siger Karina Andersen.

Karina Andersen understreger, at den største udfordring er sproget.

”Det er vigtigt, at de ansatte taler et sprog, som de ældre forstår, og der er eksempler på, at vi har måttet afbryde samarbejdet med en medarbejder eller har afvist en ansættelse, fordi de pågældende ikke talte godt nok dansk.”

Den største kulturelle forskel opstår ifølge Karina Andersen i den muslimske fastemåned ramadan, hvor flere af medarbejderne faster og derfor gerne vil have fri. Men det kan kun lade sig gøre, hvis det passer med ferieplanen, for der tages ikke særlige hensyn.

”På vores arbejdsplads er ramadanen ikke et problem, og hverdagen foregår uden konflikter. Vi holder også julefrokost og personalefester, hvor vi tager hensyn til det personale, som ikke spiser svinekød. De muslimske ansatte serverer også svinekød og alkohol for beboerne. Vi har en enkelt gang haft en elev, der ikke ville hilse på mændene og ikke ville servere svinekød og alkohol. Den pågældende fik klar besked om, at vi ikke kunne tage den slags særhensyn. Det faste personale får en uniform, og de må også bære tørklæde, men de skal have armene fri til albuen af hygiejnehensyn,” forklarer Karina Andersen. Hun understreger, at personalet taler åbent om de indbyrdes kulturelle forskelle.

”Vi har haft gavn af at have muslimer ansat. For eksempel havde vi stor gavn af det muslimske personale, da en beboer, der var konverteret til islam, skulle begraves,” fortæller Karina Andersen.

Jean Petersen skrår med energiske skridt hen ad gangen. Hun var stewardesse i Malawi, da hun kom til Danmark i 1972 for at blive gift med en dansker. Hun har været ansat i Københavns Kommune i over 30 år – heraf størstedelen af tiden på Kirsebærhavens Plejehjem, og hun går på pension i slutningen af maj.

Da hun kom til Danmark, var det et særsyn med en afrikaner i ældreplejen. Men Jean Petersen har stort set aldrig oplevet, at hendes baggrund gav anledning til problemer.

”Kollegaer og beboere tænker som regel ikke på, hvor jeg kommer fra. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg taler dansk. Man glemmer forskellene, når man lærer hinanden at kende. Men selvfølgelig kan man i sjældne tilfælde støde på racisme, og den slags holdninger kan jeg ikke gøre noget ved,” siger Jean Petersen.

De få gange, Jean Petersen er stødt på beboere, der har afvist at få hjælp af personale med udenlandsk baggrund, er hendes reaktion kontant:

”Vil du have hjælp, eller vil du ikke have hjælp?”.

Jean Petersen understreger, at ældreplejen har brug for at rekruttere personale med anden etnisk baggrund end dansk.

”Vi mangler arbejdskraft, og den reserve af husmødre, der kom ind i ældreplejen i 1960’erne og 1970’erne, eksisterer ikke længere,” mener Jean Petersen, der selv har været med til at iværksætte en særlig mentorordning, hvor det nydanske og gammeldanske personale og deres familier kunne hjælpe hinanden og mødes i fritiden. Jean Petersen ses stadig med to somaliske familier, som deltog i mentorprogrammet.

”I frokostpausen kunne vi høre, at nogle af de internationale medarbejdere ikke kendte til danske ord og begreber – som for eksempel hvad et ord som rejsegilde betyder. Og så blev de inviteret til rejsegilde hos en dansk familie,” fortæller Jean Petersen.

Hun understreger, at det er alfa og omega for de nydanske medarbejdere at stille spørgsmål og vise en interesse for deres egen læring. Samtidig kan den danske ældrepleje, hvor de ansatte så vidt muligt skal hjælpe de ældre efter hjælp til selvhjælpsprincippet, være en udfordring for personale med anden etnisk baggrund.

”Mange andre steder i verden er idealet, at man skal hjælpe de ældre ved at gøre tingene for dem. Det skal nydanske sosu-hjælpere nogle gange indstille sig på. Samtidig kan vi ikke tage særhensyn. Hvis man som ansat i ældreplejen ikke vil servere alkohol og svinekød, ikke ønsker at give hånd eller vaske de mandlige beboere, så må man finde et andet job. For det er de ældre, der er vores arbejdsgivere,” siger Jean Petersen.