Ved semesterstart i år spurgte professor Jens Hesselbjerg Christensen sine studerende, hvorfor de havde valgt at følge netop hans kursus i klimaforandringer. ”Jeg vil gerne redde verden,” sagde den første lidt frimodigt. Ingen grinede. Da de var nået hele vejen rundt, havde næsten alle de unge mennesker sagt det samme. De ville redde verden.
”Det var både godt og tankevækkende at høre. Det betød, at de gik ind i det her, fordi de gerne vil vide mere om det, og de vil gerne have nogle fakta, som de kan håndtere og bruge. Generelt kan jeg også se som en udvikling omkring mig, at der er flere og flere inden for den akademiske verden, der har en holdning til, hvordan de skal leve. For eksempel vokser antallet af vegetarer. Den generation, der nu er ved at træde i karakter som forskere, bruger fakta til at forme deres eget liv. Måske i højere grad, end jeg selv gjorde i den alder, og det er en positiv udvikling.”
Vi sidder på hans kontor på Niels Bohr Institutet, som er en del af Københavns Universitet. Her har 59-årige Jens Hesselbjerg Christensen i halvandet år været professor i klimafysik. Før det var han forskningsleder på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Han er en smilende mand, solbrun i T-shirt og khaki-shorts med lommer, som var han klar til sin næste ekspedition. Solen bager, som den har gjort det hele sommeren, temperaturen nærmer sig 30 grader – og det har fået mange til at spørge, om det er nu, klimaforandringerne for alvor sætter ind. Og det er det på mange måder, forklarer professoren:
”Det er i løbet af dette årti, at kurven skal knækkes, hvis middeltemperaturen ikke skal stige med mere end de anbefalede to grader. Realiteten kan betyde en temperaturstigning, der er væsentligt højere end det, hvis ikke CO2-udledningen reduceres væsentligt i den periode. Og så er der en tidsforsinkelse i det. Selvom vi øjeblikkeligt stoppede al udledning af drivhusgasser, ville temperaturen alligevel stige måske en halv grad, inden klodens klima kom i balance.”
Problemet med at tale om klimaet over middagsbordet er ifølge Jens Hesselbjerg Christensen, at det er så vanskeligt at forstå. For eksempel vil vi sagtens kunne opleve næste sommer som våd og kold, men det betyder ikke, at den globale opvarmning er aflyst.
”Vejr er vejr, og klima er effekten af vejret over tid. Og det er det sværeste i formidlingen. Sådan en sommer, som vi har nu, kan der godt gå 10 år imellem, at vi har. På en 50-årsperiode vil der måske have været en håndfuld hedebølger. Men vi ved, at hvis ikke vi inden for 10 år får vendt skuden, så vil der i 2080 være mange flere af den type varme og voldsomme somre, og vi vil huske sommeren 2018 som forholdsvis mild,” tilføjer han.
Håbet kan synes lidt langt væk i forudsigelser som denne, men sådan kan man ikke entydigt se på det, siger Jens Hesselbjerg Christensen.
Siden midten af 1990’erne har han været en del af arbejdsgruppe 1 i FN’s Klimapanel og været hovedforfatter på de kapitler, der handler om klimaforandringer. På væggen i kontoret hænger Nobels Fredspris, som han og klimapanelet IPPC sammen med USA’s tidligere vicepræsident Al Gore fik i 2007. Han er en af verdens førende forskere inden for brug af modeller til at forudsige fremtidens klima. Han er klar over, at mange af de beregninger, han kommer med på klimaets vegne, kan lyde som skræmmende dommedagsprofetier i almindelige menneskers ører, men:
”Klimaforandringer er ikke verdens undergang. Det er ikke sådan, at man ikke kan leve under de forhold. I Sydeuropa er det ofte varmt i mange uger i træk, og det lever de med. Vi vil også kunne leve med 38 grader i ugevis i Danmark, fordi det er en udvikling, der vil ske over tid. Det er klart, at vi ville lide, hvis det var i morgen. En af forudsætningerne for at tilpasse sig er, at man bliver nødt til at vide, hvad der kan komme. Hvis det kommer som en tyv om natten, kan man netop ikke tilpasse sig.”
Og det er hans pointe. At jo mere vi ved om problemet, desto mere sandsynligt er det, at vi kan løse det. Derfor var og er det også så vigtigt, at FN’s 196 medlemslande i 2015 indgik Paris-aftalen, der blandt andet har et mål om, at stigningen i middeltemperaturen skal holde sig under de afgørende to grader.
”Og det er grunden til, at jeg stadig smiler. Det er et faktum, at der er en aftale. Det er det, vi må læne os op ad. Og heldigvis taler toppolitikere stadig om, at det er det, der er hensigten og målet. Gamblingen i det er, at der kun er 10 år til, at vi for alvor kan se, om det er muligt. Derfor er det også helt klart, at det ambitionsniveau, man har sat sig, skal øges i dette årti. Men sådan er aftalen også lavet. Selvom vi skubber det svære foran os lige nu, så handler det om, at lovgivningen skal på plads i de enkelte lande, så vi er klar til at tage næste skridt. Herunder i Danmark.”
Som videnskabsmand og klimaekspert oplever han, at flere begynder at stille eksistentielle spørgsmål som følge af det vildere vejr. Han kan godt forstå, at nogle fortvivler og for eksempel tænker på, om det nu en god idé at sætte børn i verden, når klimaet er så uforudsigeligt og voldsomt.
Han er selv far til to voksne døtre, og hans kone er daginstitutionsleder tæt på deres hjem ved Allerød. Var han halvt så gammel som sine 59 år og stod over for snart at skulle stifte familie, ville han ikke tøve med at gøre det. I hvert fald ikke så længe det var Danmark, børnene skulle vokse op i.
”Jeg ser ingen anledning til, at vi ikke skulle få børn. Og jeg tror ikke, at de, der kommer til verden nu, klimamæssigt vil vokse op til noget, der er uoverskueligt. Men jeg kan forstå, at mange bliver bekymrede.”
Selv har han også gennem tiden skullet tale med sine egne børn om klodens fremtid.
”Mine egne døtre er optaget af de spørgsmål, og de har også haft en periode, hvor de sagde: ’Det gik godt, far, men vi kan ikke lide det, du siger.’ Det har selvfølgelig påvirket mig, men vi har jo talt om det. Og jeg kan ikke sige så meget andet end det, jeg siger her. Det skræmmende ved det her er, at vi går ind til det her med åben pande. Vi ved, hvad der skal til, men alligevel fortsætter mange deres nuværende livsstil. Derfor bliver vi nødt til at råbe op. Det er det, jeg selv forsøger at gøre. Det må ikke blive skingert, for så er det utroværdigt. Men jeg er blevet mere polemisk end tidligere, fordi jeg oplever, at det er nødvendigt.”
Desuden er han over tid kun blevet bekræftet i, at hans og arbejdsgruppens beregninger holder stik. Samtidig oplever han, at der stort set ikke længere bliver sat spørgsmålstegn ved, at den globale opvarmning er menneskeskabt og skal løses ved en fælles politisk indsats. Kritikken er forstummet, men det tager stadig lang tid, før de videnskabelige resultater bliver omsat til politisk handling:
”For nogle er det meget svært at rumme, men ellers er den debat i Danmark hørt op. Men man kunne sagtens bruge den viden, vi har, til at skabe noget mere innovation, så vi faktisk kunne gå forrest. Det synes jeg ikke sker tilstrækkeligt, og det er mere nedslående. I min egen levetid bliver mine livsbetingelser ikke dårligere, men der sker meget ude i verden, hvor folks vilkår påvirkes meget mere. Og jeg tror måske ikke helt, vi har fattet, hvor mange migranter, der vil blive som en følge af klimaforandringer. Ikke mindst mennesker syd for Sahara kan ikke få det til at hænge sammen, og så bliver de opportunister.”
Og så træder Darwins ”den stærkeste overlever” i kraft, bekræfter professoren:
”Også hvad angår klimaforandringer gælder, at ’den, der har, skal mere gives’. Hvis man har ressourcer, kan man løse problemerne – har man ikke, bliver det vanskeligt. Udviklingen mod, at den rige verden ikke vil den fattige verden, den bryder jeg mig ikke om.”
Personligt tænker han ikke på klimaforandringerne hele tiden. Han kan godt lægge dem fra sig, som hvis man lukker en bog, som han siger. Og i sin fritid kan han sagtens cykle af sted på landevejscyklen eller tage sin kikkert og studere fuglelivet uden nødvendigvis at tænke på den globale opvarmning.
”Hvis jeg er på ferie et sted, tænker jeg heller ikke nødvendigvis på klimaet. Til gengæld bliver jeg mindet om det på samme måde som andre, fordi vejret hele tiden er der.”
Til trods for, at han er et af de mennesker, der ved mest om, hvordan klimaet arter sig, handler han heller ikke selv altid i overensstemmelse med, hvad der er mest fornuftigt.
”Jeg er også selv et dårligt eksempel. Selvom jeg cykler på arbejde med mellemrum, så har jeg også en efterhånden gammel bil, som ikke er den mest optimale. I forbindelse med mit arbejde tager jeg på flyrejser. Alt sammen noget, som jeg i princippet ved, at jeg burde minimere. Men hvis jeg bliver for frelst, er der nogle muligheder rent fagligt, som jeg ikke kan gribe, og nogle problemer, jeg ikke kan være med til at løse, fordi arbejdet foregår på den anden side af kloden. Og derfor tror jeg, det er lettere, hvis det er noget, vi gør sammen. Hvis det er en fælles samfundsopgave at gøre vores måde at leve på bæredygtig.”
Han tror og håber på klimaet, men ikke i religiøs forstand.
”Jeg synes, det komplicerer min egen dagsorden meget, hvis jeg skal blande tro med fakta. Men jeg synes, det er en rigtig god ting, når paven siger, at klimaforandringer er menneskeskabte. For jeg tror, at man den vej rundt kan påvirke mere, end jeg for eksempel kan med min måde at argumentere på.”
Når hans studerende fortæller, at de vil redde verden, og at de af samme grund bliver vegetarer, har han stor respekt for det. For det er helt klart, at man kan tage nogle valg som privatperson i den rigtige retning.
”Det nytter dog ikke nødvendigvis noget, at vi alle sammen bliver vegetarer eller stopper med at flyve til Thailand. Sådan som vi har indrettet os, er det en udfordring, der skal løses politisk. Der er behov for en politik, der fremmer, at vi opfører os klimavenligt.”
”I Danmark kunne man godt politisk i langt højere grad tilskynde til, at det sker. Det vil handle om at få elektrificeret vores transport og om, hvordan vi kan få nedbragt vores behov for opvarmning. Vores boligmasse er stadig ikke der, hvor den kunne være, selvom jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at vi har ekspertisen til at forbedre den. Både hvad angår elbiler og grøn strøm er de meget længere fremme i Norge, men de betaler også aflad for olien.”
Nogle gange er det vel nødvendigt, at der kommer et pres fra befolkningen, som politikerne bliver nødt til at handle på?
”Ja, og det er til en vis grad kommet. Det er årsagen til, at byplanlægningen nu tager hensyn til vand og oversvømmelser. Folk er trætte af at få oversvømmet deres kældre. Ofte er det sådan, at der i hvert fald i overført betydning skal lig på bordet, før der bliver handlet.”
Denne ekstraordinært varme sommer kan måske vise sig at flytte noget politisk, tror Jens Hesselbjerg Christensen:
”Det, at vi nu får den tørke og varme, tror jeg vil åbne op for, at man måske vil lave incitamenter til at gøre landbruget mere fleksibelt. For eksempel er fjernvarmeværker og kraftvarmeværker afhængige af at brænde halm af, men nu står vi i en situation, hvor der mangler foder til dyrene. Er det så den rigtige måde, vi har indrettet os på? Det siger med al tydelighed, hvor komplekst det hele er. For der er næsten ingenting, hvor klimadagsordenen ikke spiller ind. Alt fra de helt oplagte ting og over til folks kærlighedsliv, hvor de spørger sig selv, hvor mange børn de tør sætte i verden.”
Er du selv optimistisk eller pessimistisk på klimaets og klodens vegne?
”Jeg vil gerne være optimistisk, men det veksler lidt, om jeg er det. Jeg vil meget gerne tro på, at Paris-aftalen kan føres i mål, i hvert fald næsten, og de næste få år vil sige meget om, hvordan det kommer til at gå. Vi kan stadig nå det.”