Da jeg i 1974 blev sognepræst, fik jeg samtidig min jævnlige gang på kommunens to plejehjem, hvor jeg holdt gudstjeneste og besøgte beboerne, som jeg dengang havde gode samtaler med, fordi de kunne underrette mig om livet i sognene før min tid. Det ændrede sig med årene, i takt med at beboerne blev mere og mere plejekrævende.
Jeg har haft mange gode oplevelser under mine besøg på plejehjemmene. En af dem fandt sted efter en høstgudstjeneste. Jeg havde lovet at bidrage med en form for underholdning og havde derfor taget min kontrabas med plus en visesanger, som også spillede guitar. Efter gudstjenesten underholdt vi med ”Lundeborg-visen” og ”Mormors kolonihavehus” samt andre sange fra det repertoire. På første række sad Rasmine, som på det tidspunkt var et pænt stykke over 100 år (hun blev faktisk 108 år). Da vi var færdige, erklærede Rasmine højlydt:
”Nu har jeg dog aldrig moret mig så godt i de sidste 100 år!”.
Større ros kan man vel ikke få som entertainer.
Men omkring 1990 skete der det, at kommunen opsagde kontrakten med det ene plejehjem, som var privatejet, og som i øvrigt var det mest velfungerende plejehjem, hvor personalet sad med ved kaffebordet, hvilket befordrede snakken en hel del. Personalet var også med ved den efterfølgende gudstjeneste, hvilket hjalp på salmesangen. På det kommunalt ejede plejehjem indtog personalet kaffen i køkkenet og overlod både kaffebord og gudstjeneste til mig alene.
Det var det kommunalt ejede plejehjem, der overlevede den såkaldte omstrukturering, som angiveligt skulle medføre flere forbedringer. For det første blev det lanceret som en stor forbedring, at de ældre medborgere nu skulle være ”længst muligt i eget hjem” som følge af, at man havde nedlagt cirka halvdelen af de hidtidige plejehjemspladser.
Desuden blev det også udråbt som en stor forbedring, at man etablerede døgnpleje, hvilket betød, at der skulle være en mobil hjemmesygeplejerske til rådighed i døgnets 24 timer. Samtidig reducerede man antallet af personaletimer, hvilket var en ”budgetforbedring” (læs: besparelse). For min kone, som var hjemmesygeplejerske, betød det, at hun kunne have op til 32 hjemmebesøg på en ottetimers arbejdsdag, hvilket giver 15 minutter til hvert besøg – minus den tid, som det tager at komme fra det ene hus til det andet.
Kort sagt: De mange ”forbedringer” betød en maltraktering af hele ældreplejen. Det gælder ikke blot i min daværende kommune, men i rigtig mange kommuner, at politikerne, godt hjulpet på vej af konsulentfirmaer, er blevet forledt til nogle omstruktureringer, som blev lanceret som forbedringer, men reelt var besparelser og forringelser.
Jeg mærkede det som sognepræst, fordi jeg i mine to landsogne tilsyneladende var den eneste offentligt ansatte, som havde tid til at drikke en kop kaffe og høre nyt, når jeg kom på besøg i de huse, hvor man var blevet dømt til at være længst muligt i eget hjem. En gang imellem blev jeg offer for det, jeg kaldte ”kaffe-tricket”.
Det blev udført, når besøget havde varet en halv times tid, og jeg var blevet underrettet om helbred samt om børnebørnenes rejser med rygsæk i udlandet, og jeg havde set billeder, som var blevet sendt hjem til familien. Når jeg så sagde: ”Nå, Maren, jeg må også se at komme videre”, kom ”kaffe-tricket”, som bestod i, at Maren sagde: ”Nej, nej, for vi skal da også have kaffe!”, hvorefter hun forsvandt ud i køkkenet, vel vidende at hun nu havde fordoblet besøgstiden.
I denne sommer har der været en del diskussion om dokumenterede omsorgssvigt på nogle plejehjem. Det er trist! Og det er synd for dem, det går ud over! Men det er også synd for de mange plejehjem, hvor tingene faktisk fungerer godt, fordi der er et godt personale og en god ledelse, som har kunnet hamle op med de vilkår, man bliver budt med hensyn til økonomi og dårlig personalenormering.
Omsorgssvigt hedder det, når man forsømmer den fysiske pleje. Og sådan noget må selvfølgelig ikke finde sted. Men det er også omsorgssvigt, når der ikke er tid til en kop kaffe og tid til at høre en fortælling om børnebørnenes og oldebørnenes rejser og uddannelser. Der er også en mental omsorg, der består i at lytte til den, der gerne vil fortælle. Hvis man svigter den mentale omsorg, er der helt sikkert også nogle, der forsumper og synker hen i demens og senilitet.