Prøv avisen
Spørg om livet

Hvis jeg fik muligheden for at flytte til byen, ville jeg nok gøre det og vælge min mand fra

Modelfoto. Foto: Maskot Bildbyrå AB/Polfoto

Med fire børn på stribe er der de seneste år gået mange kræfter med dem, skriver Katharina. Det kan parforholdet lide under, men der er ingen vej udenom for at få relationen på skinner igen, lyder rådet til hende

Kære brevkasse

For 15 år siden mødte jeg min nuværende mand. Vi har fire børn. Jeg flyttede fra by til land for at bo sammen med ham, og vi har boet her siden. Børnene flyttede skole til naboskolen på grund af problemer på den gamle skole. De tager skolebussen hver dag, som tager en lille halv times tid. Den yngste er syv år, og den ældste er 14.

Mit store problem er, at jeg savner byen noget så forfærdeligt. Det har jeg altid gjort, men jeg har lagt det til side på grund af børnene, der nu trives på den nye skole, men som dog er trætte af, at vi bor et stykke fra skolen. Børnene fornemmer udmærket mit savn.

Jeg kører til byen flere gange om ugen, men det opfylder bare ikke mit behov. Jeg er klar over, at savnet ikke kan tages væk, men jeg mener heller ikke, at jeg kan byde børnene endnu et skoleskift. Min mand siger, at han ikke vil kunne trives i byen. Vores forhold er ikke specielt godt, og hvis jeg fik muligheden for valget mellem byen og ham, ville jeg desværre nok vælge byen.
 
Venlig hilsen
 
Katharina

Kære Katharina

Tak for dit brev. Vi tror, at mange vil forstå dilemmaet om, hvor man skal bo som familie. For der er nogle mennesker, der elsker, at busserne suser forbi, og at der er liv på gaden, puls, aktivitet og stemning. Andre vil ikke kunne forestille sig at bo i byen og sætter rigtig megen pris på ro, natur, himmel og store vidder. Og så er der alle dem midt imellem. Du fortæller, at du godt kunne tænke dig at bo i byen, men at det er kompliceret, ikke mindst fordi dine børn trives i den skole, de går på, og fordi din mand heller ikke har lyst til at flytte.

Samtidig fortæller du, at du tager til byen flere gange om ugen. Så vi kan forstå, at du ikke bor så langt væk, så det ikke kan lade sig gøre at komme derhen. Og rent tidsmæssigt må det også hænge sammen for dig. Vi ved ikke, hvad du laver i byen, om du går i butikker, går til en fritidsaktiviteter, er med i noget foreningsarbejde, eller om du besøger venner, når du er der. Uanset så tænker vi, at det ville være en god idé, når det ser ud til, at I ikke lige står foran en flytning, at du systematiserer de ting, du gerne vil gøre i byen. Planlæg det i samråd med din familie og gør det med god samvittighed.

Efter mange år med små børn og meget praktisk arbejde tænker vi, at det kunne være godt, hvis du virkelig kunne nyde dine udflugter til byen, og at du bruger det som frirum og til inspiration – uanset hvad du laver der. Hvis du har mulighed for at komme til byen flere gange om ugen, så vil dem, du kender der, også kunne komme til jer. Så måske skal du tænke over, hvordan du kan forme et aktivt og levende liv, som du ønsker dig det, og så arbejde på at få det.

Og så må du og din mand tale om, hvad der skal ske om nogle år, når børnene begynder at flytte hjemmefra eller skal i gymnasiet eller anden form for ungdomsuddannelse. Det varer ikke så længe, og da vil I måske kunne tage nogle nye valg, som planlægges i god tid, og som kan blive til glæde for jer begge.

Det, der bekymrer os mest ved det, du skriver, er, at du samtidig med dit savn af byen også fortæller, at dit forhold til din mand ikke er særlig godt. Den situation farver jo mange ting i livet, for havde I to haft et godt og hyggeligt fællesskab, så kunne mange ting formes og lade sig gøre, også selvom man måtte gå på kompromis med nogle ting.

Vi ved ikke, hvad jeres problem er, men det allervigtigste er, at både du og din mand tager dette problem alvorligt. I har fire hjemmeboende børn, som sanser stemninger, og som du skriver, er de også godt klar over din utilfredshed. De fornemmer også, at I ikke har det så godt. Det er synd for jer to voksne, og det er synd for jeres børn. Vi ved ikke, hvad I har prøvet for at skabe forandring i jeres relation. Men det er ikke usædvanligt, at når man har fået fire børn på stribe, at der så er gået rigtig mange kræfter til alt det praktiske og til børnenes behov, og undervejs kan de voksne glide længere og længere væk fra hinanden. Nu er alle jeres børn skolebørn, og tiden er kommet til, at I tager jeres forhold alvorligt og arbejder på det.
 
Så før du skal tage stilling til, om du skal bo på landet eller i byen, så tænker vi, at du først og fremmest skal bruge dine kræfter på at komme i god dialog med din mand. Det kan være, at det er svært, men det at være åben og ærlig, lyttende og fortællende er den eneste vej videre. Vi ved ikke, om I har fået noget hjælp fra en klog og professionel familiebehandler, eller om I har været på et parkursus. Hvis ikke, vil vi anbefale det – uanset hvordan jeres forhold er, for I kan ikke gå rundt i dette grå ingenmandsland, som du beskriver.

Vi ved heller ikke, om du og din mand har været på storbyferie alene sammen i nogle dage eller en uges tid inden for de sidste mange år. Hvis ikke må I finde ud af få passet børnene og så komme af sted. Du vil kunne få puls, og I vil have tid til jer selv og til dialog. I to voksne kunne også tage endnu længere ud på landet i et sommerhus, hvor der er ro til at få talt sammen om vigtige og alvorlige ting. Og måske også nogle glædelige. Vi tror, at I skal gøre begge dele.

Som sagt bliver I nødt til at se jer selv og hinanden i øjnene og få snakket om jeres forhold og jeres familieliv. Det skylder I jer selv og jeres børn. Ellers bliver din mand sikkert mere og mere en person, der trækker sig ind i sig selv og lader dig gøre det, som du vil, og børnene kan så gå og se på to grå og utilfredse voksne. Vi ved ikke, hvor længe I har haft det sådan sammen, og hvor dårligt det er. Det kan være, vejen tilbage til det gode og levende samliv er lang. Men det kan også være, at der er et potentiale, som I er nødt til at finde frem og arbejde hårdt for at fremkalde til den gode vej videre for jer alle.

Mange hilsener