Det er omkring et år siden, at folketingsmedlem Jacob Mark (SF) satte sig og skrev en mail til Signe Asbirk, der er sognepræst i Sankt Nicolai Kirke i Køge. Med en bachelor i journalistik og mange års politisk erfaring er han vant til at skrive, men denne mail var en stor overvindelse for ham.
Jacob Mark er sit partis gruppeformand. Han er kendt som modstander af nationale tests i skolerne og fortaler for minimumsnormeringer i daginstitutionerne, og ved valget i sommer fik han over 23.000 personlige stemmer, hvilket placerede ham på en syvendeplads på listen over de folketingspolitikere, som fik det højeste antal personlige stemmer. Nogle beskriver ham som partiets kronprins, mens andre omtaler ham som en ung komet. Men der er en knap så fortalt historie om Jacob Mark. Det er den, vi skal forsøge at nærme os.
Hans barndom var landsbyliv og storfamilieliv med mormor og morfar som en del af hverdagen. Da han blev født i oktober 1991, var hans forældre ikke sammen, og han boede de første år med sin mor i et almennyttigt boligkvarter i Hastrup i Køge. Siden fandt forældrene sammen, og familien slog sig ned i stationsbyen Alkestrup lidt syd for Herfølge.
Jacob Mark begyndte i 0. klasse på landsbyens folkeskole, som var en overskuelig en af slagsen med ét spor til og med 7. klasse. Han spillede fodbold og hoppede og heppede højlydt på stadion, da Herfølge en majdag i 2000 blev danske mestre.
Hjemmet var præget af kampgejst. Hans morfar var tillidsmand på havnen i Køge, og Jacob Mark skildrer ham som glødende kommunist. Som barn fulgtes Jacob Mark af og til med sine bedsteforældre til arrangementer i det såkaldte kommunisthus i Køge, hvor der var solidaritetsfester og indsamlingsfester.
”Min mor, som er lærer, var ikke medlem af DKP, men hun havde kampgejst. Engang strejkede man på alle Køges skoler, men bare ikke i Alkestrup, men så valgte min mor at holde mig hjemme. Og når de andre elever på skolen tog til julegudstjeneste, gjorde hun det klart for mig, at jeg ikke behøvede at møde op, hvis jeg ikke ville i kirke. Det har jeg stor respekt for.”
Religion var ikke et tema. Hans morfar mente som Karl Marx, at religion var opium for folket, og ingen i storfamilien var medlemmer af folkekirken. Men læser man de fristile, Jacob Mark skrev fra 5. klasse og de følgende år, ser man et barn, som på egen hånd forsøger at tage livtag med eksistensen.
”Jeg husker en fristil om det gode og det onde, som var et tema, jeg tænkte meget over. Hvornår er det gode godt? Og kan det gode eksistere uden det onde? Kan alle blive onde?”.
I den periode var han optaget af historien om Lucifer og læste, at der i den tidlige kristendom var en forestilling om, at Satan oprindeligt var en engel, som gjorde oprør mod Gud. Oprøret bestod i, at Satan ville kontrollere menneskene og blive større end Gud.
”Det kan lyde ret nørdet, men det fyldte, samtidig med at jeg var en ret almindelig dreng, som ikke læste enormt mange bøger, men gik til fodbold, spillede Fifa med drengene og holdt med Herfølge og Juventus.”
Hvis nogen havde spurgt ham dengang, ville han nok have svaret, at han troede på et eller andet.
”Jeg har altid haft en tro på, at der var en, som passede på mig, men samtidig kunne jeg ikke forstå, hvordan der kunne være så megen ondskab i verden, hvis der var en Gud.”
Når Jacob Mark grundede over Guds mulige eksistens, syntes han, at verdens uretfærdighed fyldte mere, og da han gik i 8. klasse, blev han politisk aktiv. Det var dog ikke kun et ønske om at kæmpe for en mere retfærdig verden, som fik ham til at droppe sin plads i elevrådet og gå ind i ungdomspolitik. Han havde forelsket sig inderligt i en pige i parallelklassen. Emma. Hun var meget rød, og hun kunne sætte ham lidt på plads.
Jacob Mark meldte sig ind i SF Ungdom og fortæller, hvordan han tog til Roskilde for at mødes med de andre unge fra den lokale afdeling. Han så en gruppe flippede unge, og han tænkte, at de var en tand for flippede til at være med i SF Ungdom.
”Jeg var en popdreng, som arbejdede hos bageren efter skole og brugte alle mine penge på dyrt tøj og drak de første øl med mine venner. Jeg fandt mig hjemme i holdningerne i SF Ungdom, men deres måde at være på og se ud på var fuldstændig fremmed for mig, og jeg holdt fast i mine venner fra folkeskolen.”
Forholdet til Emma holdt ikke, men det gjorde hans politiske engagement, og som 18-årig blev han valgt til byrådet i Køge og læste på Roskilde Universitet. Da der fire år senere var byrådsvalg igen, blev han formand for Børneudvalget som den yngste udvalgsformand i kommunens historie. I 2015 blev han valgt til Folketinget, hvilket betød et farvel til byrådet, da man i SF ikke accepterer dobbeltmandater. Han blev en del af en folketingsgruppe under pres. Ved valget i 2015 gik partiet tilbage fra 16 til 7 mandater. Et år efter valget blev Jacob Mark gruppeformand, og han valgte at prioritere sit arbejdsliv højt.
”Jeg sagde til mig selv, at i den her valgperiode skulle jeg bare arbejde, og sammen med to venner fik jeg en lejlighed 100 meter fra Christiansborg, så jeg altid kunne stå til rådighed. Jeg følte, at vi skulle genrejse SF, og jeg frygtede for, hvad der ville ske med partiet, hvis vi ikke lykkedes med det.”
Så kom angsten. Fysisk mærkede han en trykken for brystet, og han syntes, han skulle hive efter vejret. Han begyndte at bide tænderne sammen, og kæresten fortalte, at han skar tænder om natten. Når han var på vej ind i drømmesøvnen, vågnede han og hev efter vejret.
”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle have hjælp fra en psykolog, og jeg fandt ret hurtigt en psykolog og blev nærmest pumpet med terapi. Da det var mest intenst, havde jeg en tid hos psykologen hver anden dag.”
I terapien blev det klart, at dårlig samvittighed fyldte i hans mentale bagage. I de år, hvor han havde arbejdet intensivt på Christiansborg, syntes han ikke, at han havde nok tid sammen med familien og sine venner, og han var heller ikke nogen god kæreste.
”Døden har været et meget stort tema i mit liv, og det fyldte også, da jeg fik angst. Der var nogle tanker, som hele tiden løb gennem hovedet på mig, uanset hvad jeg ellers lavede. Hvorfor skal vi dø? Hvorfor skal jeg miste? Jeg tænkte, livet er dejligt, men det er også kort, og jeg når ikke at se mine venner og min familie, og pludselig er min far og mor væk. Når jeg var sammen med min familie eller venner i den periode, kunne jeg ikke være nærværende sammen med dem.”
Til sommer er det to år siden, han afsluttede forløbet hos psykologen. Da terapien var afsluttet, overvejede han, hvad han kunne gøre for at genoprette de usunde balancer i sit liv.
I dag har han ændret sin arbejdsform, så han arbejder mindre, ser sin familie og venner mere, og så har han skiftet storbylivet ud med en lejlighed i Nørregade i Køges maleriske bykerne.
Så er vi tilbage ved den mail, han for et år siden sendte til Signe Asbirk, der er sognepræst i Sankt Nicolai Kirke i Køge. Efter at have kæmpet med dødsangsten ville han gerne tale med en præst, for han overvejede, om han skulle blive medlem af folkekirken.
”Den mail var en kæmpe overvindelse for mig, og hun svarede mig, at hun forstod mig, for hun havde også selv aktivt truffet et valg om at blive døbt, og så inviterede hun mig til en samtale.”
Sådan gik det til, at han sad på præstens kontor og fortalte, hvordan han altid havde oplevet, at der var en god magt, som passede på ham. Han spurgte, om man skulle tro på alle kirkens dogmer for at blive en del af fællesskabet.
”Jeg sammenlignede det med SF. Jeg tror ikke på alt, hvad SF mener, men det er alligevel der, jeg hører til. Vi havde en god samtale, og jeg brugte nogle uger på at tænke over, om jeg ville døbes. Der er brug for at understøtte de kristne værdier i samfundet. Jeg mener simpelthen, de er vigtige for vores land, og de kristne værdier er afgørende for den måde, vi har indrettet vores land på.”
Der blev sat en dato for hans dåb, han blev bedt om at vælge en salme, og præsten opmuntrede ham til at finde to, der kunne være dåbsvidner.
”Det ville jeg ikke. Jeg turde ikke sige det til mine venner, for de vidste jo godt, at jeg havde været gennem en svær tid. Hvis jeg sagde, at jeg skulle døbes, ville de vel tro, at jeg var blevet bims, for jeg har jo ikke skiltet med, hvor lang tid jeg egentlig har haft de her tanker om eksistens.”
Salmevalget var ikke svært. Jacob Mark vidste, at det skulle være Chr. Richardts ”Altid frejdig, når du går”, fordi den forholder sig meget til døden.
”Lever man livet, alt hvad man kan, så skal det nok gå, når man kommer over på den anden side.”
Efter en arbejdsdag på Christiansborg i det tidlige forår 2019 indfandt han sig i middelalderkirken midt i Køge. Præsten holdt en kort prædiken for ham, inden han tre gange svarede ja på præstens tilspørgelse, bøjede sine knæ ved den sorte marmordøbefont og mærkede de tre håndfulde vand ramme hovedet.
Efter dåben brugte han nogle uger på at overveje, hvordan han skulle få fortalt om sit valg til sine nærmeste. Først betroede han sig til sin lillesøster, som var overrasket, men glædede sig. Hans forældre var også overraskede og undrede sig. Det forstår han egentlig godt.
”I mine yngre dage har jeg skrevet ret kritisk om religion og blandt andet brugt formuleringen, at religion er for desperate mennesker. Jeg så religion som en krykkestok, og jeg tror måske stadig, der ligger en sandhed i det,” siger Jacob Mark og fortsætter:
”Men hvad er der i vejen med at række ud efter noget, som kan gøre tryg? I dag tænker jeg ikke så meget over, hvad der sker, når jeg dør. Jeg er mere tryg og lever fuldt ud.”
Da Danmarks Statistik i februar præsenterede udviklingen i folkekirkens medlemstal, som viste, at antallet af aktive indmeldelser er højere end antallet af udmeldelser, flugtede det med, hvad Jacob Mark tænker om opbakningen til folkekirken i fremtiden.
”Jeg oplever, at der er mange unge, som mangler ståsteder. I en tid, hvor alt er muligt, er alt også flygtigt. Jeg elsker frihed, men vi har også brug for holdepunkter, og derfor tror jeg, at grundlæggende institutioner som folkekirken vil opleve, at de vinder frem igen.”
Den aften han var blevet døbt, forlod han Sankt Nicolai Kirke med en pose med et dåbsbevis, en kopi af prædikenen og en bibel. Det er dog ikke gennem bibellæsning eller kirkegang, at han har oplevet frugten af dåben.
Nogle uger efter, at han var blevet døbt, gik han til lægen, fordi han havde ondt i underlivet. Det kunne være testikelkræft, vurderede den praktiserede læge, og to dage senere blev han indkaldt til undersøgelse.
Han lavede et opslag fra sygesengen uden at skrive, hvad han skulle undersøges for. Opslaget delte han med sin 50.000 følgere på sociale medier. Og ikke lang tid efter modtog han en hilsen fra sognepræst Signe Asbirk.
”Hun ønskede mig god bedring og sendte mig et citat, som udtrykker, hvordan vi må tro på, at vi bliver båret. Da jeg røg på hospitalet med mistanke om kræft, oplevede jeg et sundhedsvæsen, som fungerede.”
Han havde ikke kræft, men inden han fik det budskab, mærkede han, at han var tryg på en ny måde, og han kunne overgive sin utryghed.