Prøv avisen
En scene fra mit liv

Ulf Pilgaard: Derfor droppede jeg ud af teologistudiet

UIf Pilgaard blev især træt af de ”endeløse ordkløverier” på teologistudiet, hvor han følte sig tvunget til at lege sproglig advokat i kristendommens tjeneste. Så i stedet blev han skuespiller. - Foto: Scanpix

Før Ulf Pilgaard blev skuespiller, læste han teologi. Her oplevede han, at folk konstant skændtes over deres forskellige fortolkninger af små ord, så de kunne få det ud af teksten, de selv mente

Min far var præst ved Aarhus, så det var naturligt for mig at gå i hans fodspor. Teologi havde været en del af min barndom og opvækst, og jeg gik selvfølgeligt i kirke uden at føle mig hellig.

Jeg var altså ikke ”Rønde-student”, som man kaldte de kaldede, der kom fra oplandet til Rønde Højskole for at blive klar til at læse teologi med et klart kald.

For mig var det de store, eksistentielle spørgsmål i tilværelsen, der fik mig til at søge ind i teologien. For teologi handler jo om, hvad det vil sige at være menneske, og teologi grænser derfor både op til psykologi, sociologi, filosofi og antropologi. Og jeg ville gerne blive klogere på, hvor vi kom fra, og hvor vi skulle hen.

Jeg begyndte oven i købet at læse teologi, mens de store Aarhus-teologer Johannes Sløk, Regin Prenter, K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt endnu underviste på Aarhus Universitet. Og især optog Sløks religionsfilosofiske tanker mig meget. Desværre lærte jeg ham aldrig rigtig at kende, for jeg nåede at flytte til København, inden jeg fik ham som underviser.

Det var altså ikke Aarhus Universitet, jeg var flygtet fra. Jeg havde bare en trang til at flytte langt væk hjemmefra for at blive mig selv - uden at vide, at jeg også skulle ende med at blive skuespiller.

Teologistudiet var meget mere løst funderet i København, hvor Hal Koch var den store teolog dengang. Og tiden gik med endeløse ordkløverier, som man også kender det i dag, når Krarup og co. skal udlægge, hvad man skal forstå ved begreber som tolerance, frisind og næstekærlighed.

Sådan var det også, da jeg læste teologi, hvor folk konstant skændtes over deres forskellige fortolkninger af små ord, så de kunne få det ud af teksten, de selv mente. Jeg begyndte at tro på, at mennesker havde opfundet Gud for at få ham til at give dem ret. Men samtidig følte jeg mig tvunget til at bruge min studietid på at forklare Guds eksistens.

Jeg oplevede mig selv som en slags advokat i kristendommens tjeneste, som om jeg var sat i verden for at gøre rede for, hvorfor der fandtes en gud. Det var langt ude. For ethvert fornuftigt menneske kan sige sig selv, at religioner er menneskeskabte. Det kunne man jo også se historisk med den græske, romerske og nordiske mytologi, hvor man havde opfundet guder, inden det udviklede sig over i monoteismen, fordi man fandt ud af, at det virkede stærkere kun at have én Gud.

Allerede dengang mente jeg ikke, at tro og viden er de samme ting. Selvom man rationelt kan komme med en forklaring på religion, er tro noget andet. For man kan sagtens tro på en gud, der er større end mennesket, selvom man kan forklare, hvordan billederne af den er skabt af mennesker.

Man vil aldrig kunne bevise Guds eksistens inden for det rationelle univers, sådan som man prøvede i oplysningstiden. Men jeg er enig med Kant, der skabte et rum til det, der ligger uden for det rationelle og erfaringsbaserede med sit begreb das Ding an sich (tingen i sig selv, red.), der giver troen en plads alligevel. Men jeg følte ikke, at der var plads til at tænke sådan på studiet. Og i mellemtiden blev jeg mere og mere optaget af mit liv uden for studielivet, hvor jeg var begyndt at spille skuespil - først for Studenterrevyen og siden for ABC-teatret under Preben Kaas' ledelse.

Det var, som om alle døre åbnede sig på en gang i de år fra 1966 til 1968, hvor jeg pludselig fik en plads som en af de pionerer, der lavede satire til både tv, radio og teatret, ligesom jeg også fik plads på Cirkusrevyen sammen med Dirch Passer. Det var i det skæbnesvangre år 1968, hvor ungdomsoprøret brød igennem, mens jeg selv fik mit folkelige gennembrud.

Jeg var blevet kendt på kort tid. En af mine studiekammerater sagde uvenligt, at jeg kun var blevet kendt, fordi jeg var høj. Han syntes i stedet, at jeg skulle blive på studiet. Og af natur turde jeg heller ikke brænde broen til studiet for hurtigt.

Det føltes som at gå ud på en bro af is på søen, hvor man tænker på, om den mon kan holde. Så jeg holdt fast i nogle grene og kviste i overgangsperioden, hvor jeg stadig lod mig indskrive på Københavns Universitet og kom til nogle forelæsninger i teologi, inden jeg slap det helt. For jeg var ikke kun blevet kendt for at være en høj skuespiller, jeg blev også høj af skuespil. Og til sidst troede jeg nok på det til at melde mig helt ud af universitetet.

Skuepillet var en ny verden, men jeg kunne alligevel bruge mange af de ting, jeg havde lært på teologi, i skuespillet, der også handler om menneskeforstand og forholdet mellem mennesker. Det er det, som både al religion og alt skuespil handler om. Og i den forstand har jeg heller aldrig sluppet teologien helt.

I dag vil jeg beskrive min egen kristendom som en fortvivlet tro på det bedste i mennesket, bundet i Jesu kærlighed til os. Jeg tror på, at der er en, der er gået forud og har påtaget sig al skyld og vist vejen. Men samtidig må jeg sige, at det nok ikke er en helt dum idé, at jeg er blevet det, jeg er blevet. For jeg ville have vanskeligt ved at fungere som præst med de reglementer, som man er nødt til at følge som præst.

Da ville jeg have fået samme problemer som visse andre præster, der har fået læresager for ikke at tro på opstandelsen og så videre. Det gjorde professor Lindhardt heller ikke, da jeg læste teologi, og det fik han også vældig meget klø for, men klarede sig trods alt igennem alligevel. Og selv kom jeg ironisk nok ikke kun til at spille radiosatire i kirketiden, men jeg fik også hovedrollen som præst i Henrik Stangerups ”Giv Gud en chance”. Stangerup havde også læst teologi og fået guldmedalje for en afhandling om Camus, og selv befandt jeg mig glimrende i rollen som tvivlende præst.