Prøv avisen

Ledig: Hvis man føler, livet stopper, fordi man mister sit job, har det nok fyldt for meget

Ove Klausen oplever, at folk, der spørger ham om hans alder, næsten bliver mere nervøse på hans vegne, end han selv er. For gammel til at få et nyt arbejde, men ikke gammel nok til at forlade arbejdsmarkedet, synes opfattelsen at være. – Foto: Lars Rasborg/Randers Amtsavis

For tre måneder siden blev 56-årige Ove Klausen afskediget fra sit job gennem 22 år. En uforudset mavepuster, der gjorde ondt. Men i stedet for at stirre sig blind på det mistede, har han valgt at åbne øjnene for alt det, han stadig har

Ove Klausen har netop læst Franz Kafkas ”Processen” færdig. Den surrealistiske fortælling om manden Josef K., der en morgen arresteres af politiet og ender med at blive dømt til døden uden nogensinde at finde ud af, hvori hans forbrydelse bestod.

Man kan bruge god litteratur til at spejle sig selv i, mener Ove Klausen. Og når det netop er ”Processen”, han har været i gang med, er det da også, fordi den har elementer i sig, som han kan genkende fra sit eget liv.

”Jeg besluttede at læse den, fordi jeg lige nu selv står i en situation, hvor det pludselig er nogle ydre kræfter, der styrer noget af mit liv. Jeg er selvfølgelig ikke under anklage for noget, men jeg kan genkende det her med selv at have en masse spørgsmål til sin situation, som man aldrig får svar på og også følelsen af ikke at være fuldstændig herre over mit eget liv,” siger han.

En af de sidste dage i oktober sidste år blev Ove Klausen fyret fra sit job som kommunikationsmedarbejder hos fagforeningen Krifa. Det skete uden forudgående varsel, og den 56-årige randrusianer tøver ikke med at kalde det en mavepuster, som han ikke havde nogen chance for at gardere sig imod.

”Selvfølgelig ved man, at sådan noget kan ske. Men det kom som en overraskelse. Ikke så jeg følte, at mit liv stoppede, men puha, jeg skulle alligevel lige have vejret igen,” siger han.

Da Ove Klausen gik ind til et møde, som han troede var et af de traditionelle møder, som han og hans chef afholdt hver 14. dag, og så, at hans tillidsrepræsentant også sad i kontoret, regnede han hurtigt ud, hvad dagsordenen for mødet var. Og ganske rigtigt – meldingen lød på omstruktureringer i organisationen, hvilket betød en opsigelse og dermed et farvel til ham og en anden medarbejder i afdelingen.

Trods den uventede og ubehagelige besked mistede Ove Klausen ikke på noget tidspunkt fatningen under samtalen med sin chef.

”Jeg valgte bare at sidde og tage imod. Jeg har kontrol over mine følelser og ville ikke reagere følelsesmæssigt spontant på beskeden. Jeg ville have lov at tænke mig om, inden jeg reagerede,” siger han.

Den dag valgte Ove Klausen at blive på sin arbejdsplads. Han valgte også at vente med at tage stilling til, om han ville fritstilles eller arbejde frem til maj 2017, hvor hans kontrakt ophører.

”Jeg gik ud i afdelingen og fik fortalt, at jeg var blevet sagt op, og jeg ringede selvfølgelig også hjem og fortalte det til min kone. Men jeg blev på arbejdet. Jeg ville føle det som uforløst og som en flugt, hvis jeg var gået hjem med det samme. Hvordan ville de andre så tænke, at jeg havde det? Ved at blive havde jeg også muligheden for, at folk kunne komme og spørge, og jeg selv kunne fortælle,” siger han.

Selvom Ove Klausen relativt hurtigt var afklaret med, at det var slut efter 22 år på samme arbejdsplads, var de første uger efter afskedigelsen hårde.

”Mine tanker kredsede om, hvad årsagen til afskedigelsen var. Hvorfor lige mig? Kunne jeg have gjort noget for at forhindre det? Jeg var selvfølgelig frustreret og følte, at det var uretfærdigt,” siger han.

Men frustrationen fik alligevel aldrig lov fuldstændigt at få overtaget. Ove Klausen besluttede at lade sig fritstille. Det gav ikke mening at blive i noget, som han i princippet var færdig med, kom han frem til. Og han blev stille og roligt også bevidst om, at han ikke ville lade sig rive med og begrave sig i negative følelser, der ikke ville ende med at bringe ham noget godt.

”Det er lidt som et stormvejr. Det skal have tid til at drive over af sig selv. Det er okay at have de her tanker om, at det føles uretfærdigt, men jeg er også bevidst om, at det er uproduktivt. Jeg prøver ikke at spille helt, men vil omvendt heller ikke dyrke den her med, at det er så synd for mig, at jeg har mistet mit job,” siger Ove Klausen.

Indtil nu har den tidligere kommunikationsmedarbejder ikke gjort en dyd ud af at skemalægge sine dage som arbejdsløs. I stedet har han været optaget af at foretage sig ting, der giver ham personlig energi.

”Jeg har sovet lidt længere end til klokken seks, brugt længere tid på at læse avisen, trænet i fitnesscenteret, gået en tur hver dag, og så har jeg tidligere læst dansk på universitetet og har nu pludselig igen tid til at læse mere litteratur,” siger han og uddyber:

”Jeg har givet mig selv nogle måneder, hvor jeg vil falde til ro og finde ud af, hvad jeg vil med mit videre arbejdsliv. Jeg er koblet på et outplacement-forløb, og der har jeg også fået at vide, at jeg skal lade være at gå i panik og tage det første og det bedste job, men i stedet mærke efter, hvad jeg gerne vil.”

Ove Klausen understreger, at det selvfølgelig kun kan lade sig gøre, fordi han og hans hustru har en sund økonomi, der ikke står og falder med en periode på dagpenge.

Undervejs har han fået god hjælp fra venner, og særligt én har givet ham en masse sparring, for at han kunne blive klogere på, hvad hans styrker og svagheder egentlig er.

”Det er svært at sætte ord på – man er sådan set faktisk for tæt på sig selv til at kunne overskue sig selv,” forklarer han.

Igennem den sparring er han blevet mere bevidst om, hvad han kan og vil, ligesom han også har fået lukket op for nogle sider af sig selv, som han ikke tidligere så så klart.

”Det er rart at få bekræftet, at jeg er, som jeg selv tænker og så alligevel få tilføjet nogle nuancer. Og så er det jo også bare rart, at der er mennesker omkring en, som vil en det godt. At der findes nogle, som gerne vil vandre med dig.”

Indeni har Ove Klausen her tre måneder efter sin opsigelse fra Krifa primært ro på, hvad angår fremtiden. Han kan ind imellem synes, at det er træls, hvis al hans opsparede faglige viden går til spilde, men som oftest tror han på, at han nok skal finde et nyt job på et tidspunkt. Også selvom han ikke længere tilhører de yngste årgange på arbejdsmarkedet.

”Jeg er ikke færdig, føler jeg, og på mange arbejdspladser ønsker man sig et miks, hvad angår alder. Jeg tænker også, at der er arbejdspladser, som har behov for, at der kommer medarbejdere med erfaring og modenhed. Jeg forestiller mig ikke, at det bare bliver nemt, men jeg er ikke som sådan bekymret. Selvfølgelig kan der på vejen ind imellem dukke et skilt op, der siger ’usikker fremtid’, men jeg vil ikke tage bekymringerne på forskud,” siger han.

Det kan ellers være svært ikke at blive urolig over sin egen situation, når man er så åben omkring den, som Ove Klausen er.

Han oplever, at folk, der spørger ham, særligt når de får kendskab til hans alder, næsten bliver mere nervøse på hans vegne, end han selv er. For gammel til at få et nyt arbejde, men ikke gammel nok til at forlade arbejdsmarkedet, synes opfattelsen at være.

”Det er selvfølgelig godt, at folk tager det alvorligt, at jeg ikke har et arbejde. Men der kan også til tider være overdrevne reaktioner, hvor empatien kammer over. Selvfølgelig er jeg glad for, at folk ikke er ligeglade, men stadigvæk; det er et arbejde, jeg har mistet. Jeg er jo ikke død. Der kan til tider næsten opstå sådan en katastrofestemning omkring en, og det har i hvert fald gjort, at jeg selv er blevet meget bevidst om, hvordan jeg selv skal reagere, når jeg møder folk uden arbejde.”

Der er flere ting, som Ove Klausen peger på, når han bliver spurgt om, hvordan han har formået at tackle sin afskedigelse så konstruktivt, at han allerede efter et par uger kunne sige til sig selv, at situationen også kunne være begyndelsen på noget nyt og spændende.

Blandt andet har det hjulpet ham at være åben omkring det, der skete, og ladet andre forstå, at han gerne ville tale om det, ligesom det også har været vigtigt for ham og tillige en god oplevelse at få taget en ordentlig afsked med sine kollegaer i Krifa.

”Jeg fik sagt pænt tak til dem, jeg har arbejdet med, og fortalt, hvad de har betydet for mig i det daglige. Sidste dag på afdelingen oplevede jeg omvendt også, at folk kom til mig og sagde, at de havde været glade for vores samarbejde. Det betyder helt sikkert noget for mig. Det var en rigtigt god oplevelse, når nu det skulle være,” siger han.

Det har også styrket Ove Klausen at være troende.

”Jeg er kristen, og jeg tror på, at Gud har omsorg for mig. Selvom jeg kan lægge mit liv i Guds hånd, fritager det mig selvfølgelig ikke fra at skulle foretage mig noget, og det er ikke sådan, at jeg aldrig gør mig mine bekymringer. Men det giver en ballast og ro og en grundtone af, at det nok skal gå det hele,” siger han.

Tiden er inde til, at Ove Klausen skal i gang med at være mere aktivt opsøgende i forhold til et fremtidigt arbejde. Han har meldt ud i sine omgivelser, at han er åben for lidt af hvert, selvom han håber på, at han kan finde noget inden for sit eget felt. Men uanset om der går kort eller lang tid, før han står med en ny ansættelseskontrakt i hånden, vil han holde fast i, at hans liv ikke er slut.

”Hvis man føler, at livet stopper, fordi man ikke har et arbejde, så er det måske også fordi, at arbejdet har fyldt for meget. Selvfølgelig giver arbejde mening, og jeg føler mig da heller ikke selv færdig på arbejdsmarkedet. Men det er også mange andre ting, der giver mening. I stedet for at stirre sig blind på det, man ikke har, så må man prøve at få øje på noget at det, man stadig har; venner, familie, interesser. Når jobbet bliver fældet som et stort træ i ens liv, så kan det jo ligefrem være, at nogle af de ting, som har levet lidt i skyggen af det træ, kan få mere luft til at gro og vokse op.”