Prøv avisen
Klassiker

Leonora Christina Skov: Jeg har aldrig følt mig elsket af mine forældre

Da Leonora Christina Skov som 21-årig forelskede sig i en anden kvinde, ringede hun til sin mormor og fortalte det. Dagen efter sendte mormoren et brev, hvor hun skrev, at hun var glad, hvis hendes barnebarn var glad. Men forældrene reagerede noget anderledes. Foto: Simon Læssøe

Ensomhed har været en væsentlig del af forfatteren Leonora Christina Skovs liv. Som barn levede hun et hemmeligt liv i barndomshjemmet, og da hun blev voksen og for første gang forelskede sig i en kvinde, havde forældrene svært ved at acceptere det og brød kontakten med deres datter. Læs eller genlæs interviewet med hende i anledningen af hendes nye bog "Den, der lever stille"

Min mormor læste i Bibelen hver dag, så i mit hjem havde vi ikke en bibel. Min mor ville gøre alt anderledes end sin mor.

Fordi hun havde gået til klaver som barn og hadet at øve sig, så måtte jeg ikke gå til klaver, men det endte med, at jeg kom til at spille trompet, for den kunne jeg låne gratis i musikskolen i Helsinge. Jeg fik ufattelig meget opmærksomhed fra min mor.

Jeg er enebarn, og min mor arbejdede på deltid og stod hver dag, når jeg kom hjem fra skole, og ville hjælpe mig med lektier og tale med mig. Alt det, hun ikke selv syntes, hun havde fået, ville hun give til mig.

Problemet var bare, at jeg var dygtig i skolen, så jeg skulle ikke have hjælp med matematik, og jeg havde ikke brug for at blive snakket så meget med, for jeg ville hellere være mig selv, og jeg vidste tidligt, at der var sider af mig, som ikke kunne være i mit hjem. Jeg havde et hemmeligt liv, hvor jeg sad på mit værelse og skrev manuskripter, fra jeg var syv år.

De mest kærlige elementer i min barndom var min mormor og morfar. Jeg var deres første barnebarn og kom meget hos dem i deres hjem i Vamdrup ved Kolding. Jeg var der gerne et par uger ad gangen. Min mor og far udtrykte ikke kærlighed med ord. De har aldrig sagt, at de elsker mig, og det er et åbent spørgsmål, om de gør. Jeg har i hvert fald aldrig følt mig elsket af dem.

Min morfar døde, da jeg var 10 år, men min mormor, Edith, døde først for tre år siden. Hun var hjertelig og verbal, og hun sagde, hvor meget hun elskede én. Hun ville gerne have været politiker, hun skrev taler, forfattede lejlighedssange og var dygtig med ord, og hun begreb mig, og jeg tror, hun totalt kunne spejle sig i mig på en måde, som hun ikke havde kunnet det med min mor.

Min mormor begyndte at læse højt for mig af en børnebibel, da jeg var tre år. Min mor var vist ikke begejstret for det projekt. Jeg skulle engang have sagt til mormor, at ”vores kristendom er blevet lidt slidt, mormor”, og bogen er nærmest ved at falde fra hinanden.

Vi læste først børnebibelen fra ende til anden, og siden måtte jeg vælge historierne: Sodoma og Gomorra, Rakel og Lea, Jonas i hvalens bug, men også historien om Getsemane Have, selvom den var trist. Det var svært at vælge, og jeg tror, jeg forholdt mig til det, som var det Grimms eventyr.

Når jeg var hos min mormor, havde dagen sin faste rytme. Vi skulle trække et mannakorn fra et lille glasskrin. Det fik jeg lov til, og så læste hun verset op fra Bibelen, og bagefter hørte vi radioens morgenandagt, mens vi spiste morgenmad. Min mor var økonoma, så der var nærmest hverken sukker eller fedt i min diæt, men når jeg var i Vamdrup, fik jeg lov til at få pålægschokolade til morgenmad og rød spegepølse til frokost.

Min mormor tog mig også med i Seest Kirke, og jeg lyttede, når hun havde bibelkreds i hjemmet. Så kom den pensionerede præst og nogle ældre mennesker, og der spredte sig en tysthed. Der blev talt om dom og den sidste dag. Jeg husker det som lidt voldsomt.

Inden jeg skulle sove, bad min mormor aftenbøn med mig. Jeg har lært både Fadervor og trosbekendelsen af hende. Mine forældre syntes, det var pænt mærkeligt, da jeg kom hjem fra min mormor og insisterede på, at de skulle bede aftenbøn med mig hver aften. Jeg må have haft en tro på, at det var en god måde at slutte dagen på. Jeg vidste, at hun altid bad, inden hun gik til ro, og aftenbønnen forbandt mig på sin vis med hende, selvom hun var i Vamdrup, og jeg var i Helsinge.

Som 21-årig blev jeg kæreste med en præst. Da vi havde været sammen i tre måneder, ringede jeg til min mormor og fortalte hende om den kvinde, som jeg havde forelsket mig i.

Dagen efter sendte min mormor mig et brev, hvor hun skrev, at hun var glad, hvis jeg var glad. Hun skrev også, at hun gerne ville møde min kæreste.

Der gik yderligere tre måneder, inden jeg fik taget mod til mig til at fortælle mine forældre om min kæreste, og så eksploderede det hele. De ønskede kun at have kontakt, hvis jeg besøgte dem alene og ikke nævnte min kæreste med et ord. Det var jeg ikke indstillet på, så vi havde ingen kontakt, men mødte hinanden en sjælden gang ved større familiesammenkomster.

For 12 år siden fik min mor konstateret brystkræft, og mine forældre skrev til mig, at de så sygdommen som en psykisk påført lidelse, og de pålagde mig skylden for min mors sygdom. Dengang var jeg lige flyttet sammen med Annette, og hun rådede mig til, at jeg skulle besøge min mor på hospitalet.

Det gjorde jeg, og hun gentog, at det var min skyld. Min mor blev siden erklæret rask, men vi havde fortsat ikke meget kontakt, men de ringede til jul og fødselsdag.

De ville godt se mig, men Annette var ikke velkommen, og de ville ikke høre om hende.

I de tre år, jeg var kæreste med præsten, fik jeg gennemtænkt, hvad jeg kunne bruge den bibellærdom til, som jeg havde med mig fra de mange ophold hos min mormor. Mit barneunivers blev en del af en voksen virkelighed. Min mormor troede, at hvert et ord i Bibelen var sandt, mens jeg ikke kunne tage historien om Adam og Eva til mig i den bogstavelige form. Men som voksen var jeg glad for det solide fundament, jeg havde i min bibelkundskab.

Sammen med min daværende kæreste brugte jeg megen tid på at tale om søndagens tekst og overveje, hvad for en grundhistorie, der lå i teksten. Bibelen er på sin vis det helt store udstyrsstykke, men læser man, hvad der står, når man tager alle englekorene ud, er det ofte historier om, hvordan man er ordentlig over for hinanden, og hvilken tillid man skal vise sine medmennesker - og hvilken tillid man skal vise sin Gud og skaber.

For tre år siden blev min mor syg igen. Der var metastaser i flere vitale organer, og det så ud, som om hun kun havde kort tid igen, så jeg besluttede mig for, at jeg ikke kunne holde ud, at hun døde, uden at hun vidste, hvem jeg var. Så jeg besluttede, at jeg ville tage tilbage og besøge hende, selvom jeg syntes, det var kompromitterende, at jeg måtte komme uden Annette. Jeg var der en dags tid i hvert fald to gange om måneden. Jeg havde et håb om, at min mor bedre ville kunne lide mig, når hun så, hvem jeg var.

Det tærede på kræfterne, men for mig handler det om at være et ordenligt menneske og om at give sig til kende. Hun kendte kun den 19-årige pige, som var flyttet hjemmefra, og havde ingen anelse om, hvem jeg var blevet.

Jeg satte et succeskriterium, som hed: Bare hun ikke anklager mig for at være skyld i sin mulige død. Jeg ville gerne forstå, hvorfor hun var blevet, som hun var. Hvorfor kunne hun ikke acceptere noget så fuldkommen almindeligt som en homoseksuel datter? Hvad var problemet? Jeg kan ikke spørge nogen, for jeg kender ikke nogen, som har kendt hende bortset fra min far, og han har ikke svarene.

Der var ret ekstreme bivirkninger af den kemopillekur, hun fik. På nettet fandt jeg grupper, hvor andre kvinder udvekslede erfaringer, og jeg opbyggede en viden, som jeg delte med min mor, og hun fik det bedre. Pludselig ville min mor leve. Jeg håber ikke, at jeg selv vil udsætte pårørende for så lang tid på livsforlængende medicin.

Min mors livsforlængende behandling var dyr, og jeg har overvejet med mig selv, hvad jeg ville have valgt i hendes sted. Jeg håber, jeg ville vælge behandlingen fra og dermed forkorte mit liv en smule, så man i stedet kunne ansætte tre læger. Når måneder bliver så vigtige, må man overveje, hvordan man har levet sit liv.

Min mors sygdom har mindet mig om at leve, mens jeg lever. Det valg traf jeg allerede, da jeg mødte Annette som 27-årig, for på det tidspunkt havde jeg brugt lang tid på bare at overleve. Jeg ville forbinde mig med verden og have et socialt liv, selvom det var svært, fordi jeg ikke fra mine forældre har lært at have en social omgangskreds.

Man kan ikke tage for givet, at ens børn oversætter ens mærkelige handlinger som kærlighed. Man er nødt til at få åbnet munden og sige, hvad man vil - også med sin død. Efter min mors død har jeg sat mig ned med Annette og fortalt hende, hvordan jeg vil begraves og hvorfor. Så nu ved Annette, at jeg skal kistebegraves, for jeg vil ned og gå i forrådnelse og spises af ormene og skal endelig ikke spredes ud over et eller andet.

Vi har også talt om salmevalg. Det skal være salmer med noget storhed over: ”Den mørke nat forgangen er” og ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” og ”Alle mine kilder skal være hos dig”. Alle mine kilder. Ja, det er store ord og en total overgivelse i tro og tillid, og det var det, som jeg så hos min mormor. Jeg tror, der er noget mere efter døden, og jeg har en fornemmelse af, at det er, som om de døde stadig er her.

I de tre år, jeg var kæreste med præsten, var jeg i kirke stort set hver søndag, og på den måde fuldstændig inde i gudstjenesten. Jeg nød følelsen af at være en af dem, som havde styr på det, modsat de lejlighedsvise kirkegængere. Det gav en ro, og jeg følte mig som en del af en gruppe.

Jeg er stadig gode venner med hende og kommer gerne til de meditationsgudstjenester, hun holder. Der er orgelmusik, vi synger velvalgte salmer med mange vers, hvilket nærmest er meditativt i sig selv, og der er læsning fra Bibelen, og så er der stilhed. Når jeg er til en almindelig højmesse, irriteres jeg ofte over prædikenen.

Alt for mange præster formidler meget jævnt, måske fordi de ikke ønsker at støde nogen fra sig. Jeg vil gerne have en højstemt prædiken med schwung og store ord.

Hvis nogen spørger mig, så siger jeg, at jeg er kristen, selvom det ikke er særlig populært at sige, og det er jo mærkeligt, for man kan sagtens sige, at man er buddhist. Men at være kristen fremstår måske som det mindst smarte.

Da jeg var i 20'erne, og mine forældre havde brudt kontakten med mig, følte jeg mig ufattelig alene, men så var der en følelse af, at der er noget, som er større end mig, og noget, jeg havde, når jeg ikke syntes, jeg havde så meget andet. Jo, jeg havde min mormor i Vamdrup, men hende ville jeg heller ikke gøre alt for bekymret.

I kristendommen fandt jeg noget, som ville mig det godt. Det er noget, jeg tror, men jeg vil også sige, at det er en erfaring.

Jeg har ikke nogen børn, jeg har ingen søskende, og min kæreste er 20 år ældre end mig. Så også når jeg tænker på fremtiden, er det godt med erfaringen af, at der er noget større, som vil mig det godt.

Min mors sygdom har mindet mig om at leve, mens jeg lever, siger Leonora Christina Skov. Foto: Simon Læssøe