Prøv avisen

Hvis traumer går i arv, i hvor høj grad er vi så vores fortid?

Tegning: Morten Voigt.

Hvis din bedstefar oplevede noget traumatisk i sin ungdom, kan du så – 70 år senere – blive psykisk eller fysisk påvirket af det? Forskning i genetisk arvede traumer bliver taget stadig mere seriøst og rummer enorme perspektiver, men hvordan skal vi handle på den viden?

Det sker ikke sjældent, at folk kommer til Anne Agerbo uden helt at vide, hvorfor de har det dårligt. Eller hvorfor de reagerer så voldsomt på hændelser, som ikke påvirker andre nær så meget.

Forklaringen kan findes utallige steder. Opvækstvilkår, familiedynamik, personlige erfaringer og karaktertræk. Som psykolog med speciale i traumer er det naturligt for hende også at spørge til familiehistorien, for det er velkendt, at et barn kan blive påvirket både mentalt og fysisk, hvis far eksempelvis har været i krig, eller mor har været ude for et alvorligt uheld.

De seneste år er Anne Agerbo dog begyndt også at spørge længere tilbage i familiehistorien i takt med, at nye forskningsresultater peger stadig mere i retning af, at traumatiske hændelser ikke blot kan vandre gennem adfærd, men også sætte sig som et genetisk aftryk i den, der oplever traumet og efterfølgende nedarves gennem generationer.

Hun superviserer og laver også kurser for andre sundhedsprofessionelle, hvor hun inddrager hypoteserne i den nye forskning, for det giver god mening, hvis traumer også har en genetisk komponent.

”Fra traumeforskningen har vi allerede et billede af, hvor dybe og komplekse aftryk et traume kan sætte i et menneske, og den nye forskning giver yderligere nuancer, som måske kan hjælpe de ramte med at forstå deres tanker og handlemønstre.”

Sådan har Anne Agerbo det selv. I sin nye bog ”Fra offer til overlever – ACT med traumer” reflekterer hun netop over, hvordan hendes farfars ophold i en kz-lejr under Anden Verdenskrig måske er en del af forklaringen på, hvorfor hun altid har haft det, hun kalder ”et let vakt alarmberedskab”.

”Min farfar sov med en skarpladt pistol under sin hovedpude i tiden efter krigen,” fortæller hun.

”Det er klart, at det påvirkede resten af familien, ikke mindst min farmor, men også min far, som var deres første barn. Så når jeg den dag i dag får mareridt efter at have set flygtninge vandre på motorvejene og bliver overbekymret for, at noget slemt kan hænde dem, jeg holder af, så er det måske et aftryk af farfars oplevelser.”

Idéen om, at traumer kan gå i genetisk arv, er ikke ny. Efter Anden Verdenskrig var der omfattende undersøgelser af overlevende krigsofre, blandt andet de mange tusinde hollændere, der led af hungersnød i krigens sidste år, da nazisterne afskar fødevareleverancerne som straf for landets modstandsbevægelse.

Forskere fulgte i de efterfølgende år de dengang gravide kvinders børn, og det viste sig, at de kvinder, der havde sultet under hele graviditeten, fødte børn, som stadig til deres session var mindre end gennemsnittet. Børn af de kvinder, som kun havde sultet i første del af deres graviditet, var derimod ofte overvægtige og havde øget risiko for at udvikle sukkersyge og en række psykiske sygdomme.

Også den efterfølgende generation, altså kvindernes børnebørn, viste sig at have forøget risiko for livsstilssygdomme.

Det er dog først de seneste år, at forskere er begyndt at blive klogere på, hvordan denne dynamik faktisk fungerer, og det har gjort såkaldt epigenetik til et forskningsfelt med stor opmærksomhed på sig – og mange forskningsmillioner tilknyttet.

Epigenetik handler kort fortalt om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Kun cirka to procent af vores dna er uforanderligt, resten kan ”tændes” og ”slukkes” og dermed ændre funktion. Det er en slags kodning af vores dna, som afgør, hvordan vores arvemasse kommer til udtryk i praksis, og den kodning kan påvirkes af eksempelvis kost, luftforurening og mange andre fysiske faktorer.

Men kan den også påvirkes af psykiske faktorer, for eksempel store mængder stress? Det har nyere forskning forsøgt at påvise. I et forsøg blev mus udsat for en bestemt duft, samtidig med at de fik elektrochok, så de kom til at frygte duften og rystede, når de blev udsat for den. Interessant nok reagerede musenes afkom på samme måde, selvom de aldrig før havde været udsat for hverken duften eller elektrochokket.

Sådan en genetisk traumeoverførsel har man også kunnet måle i mennesker – dog uden brug af elektrochok. Den anerkendte israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda undersøgte i 2015 32 jødiske mænd og kvinder, som så andre blive slået ihjel og selv blev tortureret i en nazistisk kz-lejr.

Og hun mener at kunne påvise, hvordan deres traumer skabte et unormalt lavt niveau af stresshormonet kor-tisol. Et fænomen kendt som kortisoltræthed, der er forbundet med generelt lav stresstolerance, og som øger risikoen for blandt andet depression, kronisk trætheds- og smertesyndrom.

En tilsvarende sammenhæng påviste hun i 2011. Her undersøgte hun gravide kvinder fra New York, der udviklede post-traumatisk stress som direkte følge af terrorangrebene den 11. september 2001. Deres børn blev født med samme unormalt lave kortisoltal og udviklede sig i de efterfølgende 10 år til at være særligt sensitive over for stress.

Når arvelige traumer får så stor videnskabelig opmærksomhed, er det, fordi de mulige konsekvenser rummer enorme perspektiver, forklarer professor Kristian Helin. Han er leder af Bric, et elitecenter for biomedicinsk forskning på Københavns Universitet, og en af landets førende forskere i epigenetik. Han bliver stadig oftere spurgt om netop dette: I hvilken grad kan man forklare, hvem man er, ved at se nærmere på sit familiestamtræ?

Og videnskaben bevæger sig lige nu nærmere et svar.

”Vi ved, at det kan ske hos mus, men der er endnu ingen evidens for, hvordan det fungerer hos mennesker – og hvor hyppigt. Vi står over for et forskningsfelt, hvor der i disse år kommer virkelig spændende resultater, eksempelvis med kz-fangerne, som ikke umiddelbart kan forklares, og der bliver investeret enorme summer i at finde forklaringen. For det er klart, at finder vi mekanismen bag, rykker det ved forholdet mellem arv og miljø og giver helt nye muligheder for at forklare, forebygge og måske kurere en lang række sygdomme,” siger han.

Diskussionen om, hvorvidt Darwin måske alligevel ikke har ret i, at vi primært et styret af vores gener, kører allerede lystigt, påpeger Kristian Helin.

Og det er ikke bare for sjov, for kampen mellem arv og miljø som det, der påvirker os mest, har formet vores tilgang til psykologi, sundhed, den sociale arv og alt mulig andet gennem århundreder.

Hvis vores liv er endnu mere i andres hænder og dermed endnu mere påvirkeligt af vores forhistorie, end vi har troet, hvad så? Skal vi til at have stamtræet med, når vi skal til lægen? Og hvad vil vi bruge den viden til, hvis vi kan få den?

”Det kan jo blive hele screeningsproblematikken i yderste potens,” siger professoren.

”Vi kan måske forebygge en sygdom, vi har forøget risiko for at udvikle, men vi kan også skabe en unødig frygt. For hvis man kigger hele sit stamtræ igennem tre generationer tilbage, er det jo de færreste, der går helt uden om eksempelvis en traumatisk hændelse.”

Det er netop dette etiske dilemma, der først og fremmest bekymrer professor emeritus og Kierkegaard-forsker Niels Jørgen Cappelørn. For vores behov for at kortlægge os selv genetisk er i forvejen stort og voksende i forsøget på at undgå eller i hvert fald forberede os på mulig sygdom, påpeger han. Og vi må efterhånden stille os selv spørgsmålet: Hvor meget viden kan vi rumme? Og hvad vil vi bruge den til? Hvis vi tilrettelægger vores liv efter den viden, er det liv så bedre, end hvis vi ikke vidste besked?

”Der er jo noget nådigt i ikke at kende hele sin familiehistorie i detaljer,” siger han.

”Det er en måde at beskytte os selv og vores børn og børnebørn på, så den umiddelbare glæde over livet ikke forstyrres, for der er en reel risiko for, at vi bliver slaver af vores fortid. Den diskussion havde vi også, da jeg sad i Det Etiske Råd, og de genetiske test begyndte at vinde frem. Med denne nye måde at grave i fortiden på kan vi gøre den sociale arv endnu tungere, og man skal ikke have særlig meget fantasi til at forestille sig, hvad banker og forsikringsselskaber kan bruge den slags oplysninger til,” siger han.

På samme tid – og det er heri, dilemmaet består – kan en ransagning af stamtræet også give afklaring omkring en viden, mennesker i problemer allerede har, så de mere hensigtsmæssigt kan handle.

Og måske lige så vigtigt: Ved at kunne søge nutidige svar i stamtræet, kan det blive lettere at åbne for den fortid, som ofte har det med at spille os et puds.

”Det er velkendt, at traumer kan vandre gennem generationer, fordi de forbliver ufortalte. Tavshed kan om noget forme en familieidentitet, for underbevidstheden pirker ukontrollabelt til os, og vi er generelt dårlige til at inkorporere fortiden i vores nutid. Nogle gange er det faktisk bedre at vide besked, men vi skal finde den rette balance mellem at vide og bruge den viden rigtigt, hvis vi skal udnytte de nye muligheder, der kan ligge i epigenetikken,” siger Niels Jørgen Cappelørn.

For psykolog Anne Agerbo er epigenetikken først og fremmest et nyt – og måske ganske virkningsfuldt – værktøj for de professionelle, der arbejder med traumer og effekten af dem. Især i forhold til bedre at kunne forstå sårbarheder og styrker både hos individer, familier og grupper.

”Jeg er overbevist om, at vi kommer til at forholde os til familietraumer og genetik på en ny måde i den nære fremtid,” siger hun.

”Ikke mindst på grund af de nye flygtningestrømme, som jo gør, at flere i Danmark er vokset op med vold, død og andre traumatiske oplevelser, der kan sætte lange spor. Men det vigtigste er ikke blot at finde ud af, hvorfor folk har de problemer, de nu har, men at finde de rigtige metoder til at lære dem at leve som de menneske, de gerne vil være.”