I denne måned har temaerne i brevkassen og den offentlige debat handlet om skilsmisser. Og det har gjort indtryk at læse om mennesker, der pludseligt eller over lang tid har måttet erkende, at den anden var utro eller ikke var til at nå i et ligeværdigt fællesskab med intimitet og samtale trods mange års ihærdige forsøg. Mange smertelige erfaringer kan der være på en sådan vej.
Skilsmisser er ikke noget nyt, og i skilsmissens lange historie kan man let finde eksempler på, at det i overvejende grad var en ulige affære, hvor det var manden, der bestemte, eller hvor det økonomisk eller socialt var alt for usikkert for kvinder at lade sig skille.
I takt med ligestilling og større økonomisk velstand har den ulighed heldigvis ændret sig. Siden 1970’erne er skilsmissetallene øget markant og ligger nu rimeligt stabilt omkring de 15.000 skilsmisser pr. år. Dertil kommer et stort antal samboende par, som også lader sig skille.
Der er ikke nogen tvivl om, at man aldrig kan have et samfund uden skilsmisser. Vi er mennesker på godt og ondt, og vi kan alle tage fejl eller udvikle os meget forskelligt. Livets store omvæltninger og omstændigheder kan ikke altid gennemskues, og det er godt, at der kan findes veje til at ophøre med noget, der kan blive for destruktivt og for belastende over lang tid. Og det er godt, at kvinder og mænd har lige muligheder både for at blive gift og blive skilt. Det gælder desværre ikke alle ægtepar med muslimsk baggrund, hvilket der har været fokus på i den seneste tid.
Når det gælder det øgede antal skilsmisser de seneste 50 år, handler det som anført meget om samfundsmæssige forhold omkring økonomi og kvinders rettigheder.
Det er først for cirka 15 år siden, at en anden væsentlig faktor i de fleste skilsmisser også har fået lov til at blive hørt. Og det handler om de børn, der helt uden egen andel bliver ramt af skilsmissen, og som ikke har haft nogen selvstændig stemme. For blot relativt få år siden var det ikke politisk korrekt at sætte spørgsmålstegn ved omkostningerne for børn ved en skilsmisse, og der var ikke mange, der turde skrive om emnet.
Heldigvis er der sket en del de senere år. Nu kan der forskes frit, og journalister kan skrive frit om, hvordan børn påvirkes på kortere og længere sigt af en skilsmisse. Og der viser det sig, at voksnes valgfrihed i forhold til at følge egne følelser og valg aldrig er omkostningsfri i forhold til børnene.
Ikke sådan at forstå, at børn altid skades af en skilsmisse. Børn kan i nogle tilfælde skades mere ved, at de år ud og år ind skal leve i en konfliktzone mellem deres forældre. Og ved mere fredelige skilsmisser, hvor forældrene er gode til at samarbejde, kommer de allerfleste heldigvis godt igennem og kan udvikle sig på en god måde.
Alligevel er det vigtigt at lytte til dansk og udenlandsk forskning, som peger på, at børn, der har oplevet en skilsmisse, statistisk set har flere udfordringer psykisk og fysisk end børn, der er vokset op i intakte familier. De risikerer at miste det, der kaldes social kapital; de får færre stabile voksne og måske også flere sårbare voksne, og børnenes indre skrøbelighed kan øges, koncentration og indlæringsevne påvirkes. Der er større risiko for misbrug, kriminalitet og dårligt selvbillede på længere sigt.
Og dobbelt så mange skilsmissebørn bliver selv skilt som voksne i sammenligning med børn, der er vokset op i en stabil familie. Det har således virkning på meget langt sigt i næste generation. Ifølge Danmarks Statistik har 30-årige, der tidligere var delebørn, dobbelt så ofte ikke fuldført en uddannelse ud over grundskolen, som de 30-årige, hvis forældre boede sammen, da de fyldte 18 år.
Hvordan børnene påvirkes i en skilsmisse, handler overvejende om tre ting:
1. Barnets egne ressourcer og robusthed.
2. Forældrenes evne til at tænke sig om, sætte sig selv til side og indbyrdes samarbejde.
3. Antallet og karakteren af større omvæltninger – flytninger, nye relationer, økonomi med videre.
Egentlig er det mærkeligt, at familiers vilkår for at kunne skabe trygge baser og konkret hjælp til familier med børn til at forme et godt familieliv med trivsel for voksne og børn ikke er langt højere oppe på den politiske dagsorden.
Ikke mindst når man tænker på den sårbarhed, som mange børn må vokse op med, og hvor stort et sundhedsområde det handler om. Det er jo godt, at statsministeren vil være børnenes minister, for der er helt sikkert væsentlige ting at rette op på og hjælpe til med, når det er gået galt i de mest komplicerede familiesager.
Det står imidlertid ikke i modsætning til en forebyggende indsats. Og det er her, der virkelig kan sættes ind, så skilsmisseantallet kan reduceres, og skilsmisseprocesserne kan blive mere lempelige for børn – og voksne. Hvorfor har Danmark ikke et familieministerium, når man vil kæmpe for børn?
Skal man hjælpe børn, kræver det fokuserede og strukturelle indsatser i forhold til lovgivning omkring børnefamilier, om orlov, deltid, daginstitutioner og så videre. Og det gælder om at tilvejebringe par og familier muligheder for at hente hjælp til parkurser og parterapi og støtte til at kommunikere på en god måde lang tid før en skilsmisse. Og hvis denne er uundgåelig, skal der tilbydes kurser og støtte i at være gode samarbejdende forældre. Forskning og erfaring fortæller, at mange par kan komme styrket ud af en krise, hvis den rette hjælp kan hentes.
Meget snart skal de politiske partier drøfte den såkaldte refleksionsperiode på tre måneder, inden man kan få en skilsmisse.
Der er lige i denne uge udkommet nogle tal om denne relativt nye ordning. Frem til årsskiftet var 1523 par gennem en refleksionsperiode, og blandt dem var der 122 par, der droppede eller trak ansøgningen om skilsmisse tilbage.
Det giver stof til eftertanke. Vi kan ikke gennemskue alle juridiske og psykologiske forhold omkring denne ordning, men overordnet er det altid godt at reflektere, tænke sig grundigt om. Jo større værdier, jo flere sårbare mennesker og børn, man har ansvar for, jo mere er der grund til at sætte hastigheden ned og tænke alternativerne igennem.
Børn har ikke nogen selvstændig stemme og ingen politisk gennemslagskraft. Det har de aldrig haft. Alligevel er det dem, vores fremtid er afhængig af. Derfor trænger de til, at den voksne verden tænker sig om både privat og politisk, sætter noget af sig selv til side og vælger klogt, sådan at næste generation kan leve med de bedste muligheder for en tryg base at tage afsæt i fremtiden ud fra.
Mange hilsener
Anette og Jørgen Due Madsen