Hvor er privatlivet blevet af i teknologiens verden?

Den teknologiske udvikling betyder, at telefonen i lommen ved meget. Er det nu godt eller skidt?

Hvorfra kommer dette ønske om, at en stor skare af fremmede mennesker skal følge deres gøren og laden? Er der ikke noget, de synes er privat. Eller er den grænse mellem det private og det for alle tilgængelige gledet helt ud, spørger tidligere nyheds- og informationschef Birgit Meister.
Hvorfra kommer dette ønske om, at en stor skare af fremmede mennesker skal følge deres gøren og laden? Er der ikke noget, de synes er privat. Eller er den grænse mellem det private og det for alle tilgængelige gledet helt ud, spørger tidligere nyheds- og informationschef Birgit Meister. Foto: Akhtar Soomro/Reuters/Ritzau Scanpix.

I lang tid har jeg spekuleret over, hvor privatlivet er blevet af. Jeg har haft svært ved at begribe, at (især) yngre mennesker har haft lyst til at fortælle om alt muligt fra deres privatliv til deres telefon og dermed til de sociale medier.

Er der ikke noget, de hellere vil beholde for sig selv? Er de bare revet med af de nye teknologiske muligheder? Og hvorfra kommer dette ønske om, at en stor skare af fremmede mennesker skal følge deres gøren og laden? Er der ikke noget, de synes er privat. Eller er den grænse mellem det private og det for alle tilgængelige gledet helt ud?

Jeg går med til, at der var en stor fascination over al den nye teknologi, vi nu er omgivet af. Men forstod vi mon, hvordan vi ville komme til at give afkald på hemmelighederne?

I løbet af ganske få år havde vi nærmest alle sammen en smartphone i lommen og i tasken, og muligheden for ikke bare at telefonere fra alle mulige steder, men også for at tage fotografier og sandelig også sende dem videre, lå og ventede på chancen. Og så var kapløbet i gang. Her er jeg, her har jeg været, se, se, se.

Og telefonen sydede og samlede alle oplysningerne sammen og overtog styringen. Og der er mange muligheder: Den fortæller, hvis man spørger, hvordan vejret er i hele verden netop nu, den ved, om man går ned ad den forkerte gade, og den tæller alle skridtene. Den gemmer alle passwords, den er sjov, og den gør sig uundværlig. Og den tager sin pris for det. Den ved mere og mere, ja nærmest alt om sin ejer.

I mange af Kinas byer, læser vi, er kameraer, der formidler ansigtsgenkendelse, stadig mere almindelige, og mange avisartikler beretter om, hvordan kinesere er så vant til kameraerne, at de føler sig mere sikre i gaderne end før. ”Det er kun kriminelle, der skal føle sig ængstelige”, siger de, der støtter overvågningen og ikke føler, at deres privatliv er blevet taget fra dem. Spørgsmålet er jo så, hvad en stat vil bruge sine kameraer til. Og det amerikanske forsikringsselskab John Hancock tilbyder sine kunder, at de kan gå med et apparat på sig, der kan vise, hvor aktive de er, hvor mange kalorier de forbrænder, og hvor meget de sover. Så kan selskabet få et indblik i, om de lever et godt sundt liv, og hvis ja, så er der udsigt til en lavere forsikringspræmie.

En 19-årig amerikaner skrev forleden, da spørgsmålet om privatliv var til debat i The New York Times: Jeg er vokset op i en verden uden privatliv. Der er ikke noget, der hedder anonym mere! Det bekymrer mig egentlig ikke. Man har ikke noget privatliv, og man er bare vant til det.

66-årige Billy fra Vermont tænkte anderledes: I gamle dage delte jeg alt om mig selv. Jeg skrev, hvad jeg fik til at gro i haven, og hvor mine cykelture gik hen. Jeg tænkte aldrig på, at noget var privat. Det bekymrer mig nu. Jeg er ældre og klogere og egentlig en anden person, der prioriterer anderledes. Nu er jeg mere omhyggelig og skriver ikke om alt, hvad jeg laver. Det ærgrer mig, at man kan finde så mange oplysninger om mig, som jeg nu synes er helt irrelevante.

Er der en lille bevægelse i gang mod at være mere omhyggelig med, hvad der deles på nettet? Jeg håber det, for jeg har aldrig kunnet lide, at børn er sendt derud af deres forældre. Hvad siger de til det, når de bliver voksne? De lever på Facebook eller YouTube, og de har ikke fået chancen for selv at bestemme, om de i det hele taget vil være en del af dette show.

Nye forældre, som måske selv er nogle af de første, der har oplevet den grænseoverskridende net-levevis, fortæller, at de slår bremsen i og lader deres børn slippe for at få alle store og små begivenheder fra børnehave, skole og fritid blotlagt for en stor kreds.

Jeg håber, at privatlivets grænser dukker op igen, Måske betyder det mindre internet, måske betyder det nye regler for vores digitale liv og måden, vi bruger teknologien på.

Egentlig er det indlysende. Vi bør selv bestemme. Og måske ser generationerne ikke ens på det hele, men finder hver sin acceptable form. Selfie-generationen er vant til mindre privatliv, og trives med det. Vi ældre – jeg i hvert fald – har haft privatlivet med fra barnsben og sætter pris på det.

Jeg vil ikke styres af min telefons formåen, det skal være sjovt at have den og alle dens tilbud, men jeg holder den i snor!