Elin døde en fredelig oktoberdag i 2015, få uger før hun kunne fejre 30-årsbryllupsdag med Mogens Madsen. Kræften i æggestokkene havde spredt sig, men tabet var alligevel overvældende for den dengang 56-årige direktør for virksomheden Dansk Sundhedssikring.
”Vi havde jo været sammen i størsteparten af vores liv. Vi havde delt alle vores største øjeblikke. Så selvom hendes død var ventet, og vi begge følte os nogenlunde afklaret med den, var dét at stå alene tilbage helt uvant og nærmest chokerende. Og jeg tror, at begge dele – at være afklaret med Elins død og samtidig helt uafklaret med at være alene – er en stor del af forklaringen på, hvorfor det efterfølgende gik så hurtigt,” siger han i dag.
Seks måneder efter begravelsen var der en ny kærlighed i hans liv. Helene. En kvinde han mødte, fordi han mærkede ensomheden komme snigende og spurgte sine nærmeste venner, om de mon kendte en, de troede, han kunne skabe et nyt liv sammen med. Det gjorde de, og i september i år blev de gift.
Var det for hurtigt? Burde Mogens Madsen være blevet i sorgen længere af respekt for både sin afdøde kone og deres to døtre på dengang 17 og 20 år? Vidste han overhovedet, hvad han havde brug for, og var det et sundt grundlag at begynde et nyt forhold på?
Den slags spørgsmål bliver jævnligt stillet overalt i landet, når nogen beslutter sig for at elske en ny, selvom de stadig savner en anden. Og ofte lander spørgsmålene hos Jette Winge. Hun er psykolog og rådgivningsleder i Kræftens Bekæmpelse og oplever, at netop tiden mellem gammel og ny kærlighed bliver et etisk dilemma for mange, når en ægtefælle dør. For selvom vi i Danmark normalt har en afslappet seksualmoral – skilsmisser og sidespring er nærmest blevet en naturlig del af vores kultur – så er rummeligheden begrænset, når det gælder sorg efter dødsfald, forklarer hun. Her er der et udtalt ønske om faste og enkle regler – sådan som der var engang med sørgebind og et års sørgeperiode. Man mister, så sørger man, og på et tidspunkt bliver man glad igen. I den rækkefølge.
Denne meget lineære opfattelse af sorg hænger formentlig sammen med ønsket om kontrol, siger hun. Hvis vi ved, at vi bare skal stå sorgen igennem, og så bliver alt godt igen, er den nemmere at overskue.
”Men vi ved nu, at sorg ikke fungerer på den måde. Den er langt mere kompleks og bølger frem og tilbage, så man sagtens kan føle glæde og endda kærlighed, mens sorgen stadig rumsterer. Det er ikke enten-eller, men det anfægter det meget stærke billede, der stadig er af, hvordan sorgen skal se ud. Især når nogen mister, er der en særlig hellighed over sorgforløbet. Den skal være forbundet med det afdæmpede, det afholdende og det mørke, og derfor bliver blikket hen over hækken hurtigt stramt, når vi synes, at nogen er lige lovlig hurtigt videre,” siger Jette Winge.
Det ser ud til oftest at være mænd, der ender i dette moralske dilemma. De stereotype forklaringer kan være, at mænd generelt har sværere ved at være alene, de er mere handlekraftige og ligger måske ikke helt så meget under for samfundets normer som kvinderne – men vi ved det faktisk ikke, understreger hun.
Det, der til gengæld er kendt, er, at de rynkede øjenbryn typisk skyldes følelsen af manglende respekt for den døde. Eller børnenes frustrationer over at være ladt alene med sorgen, fordi far er ”videre”. Eller usikkerheden om, hvorvidt den nye kærlighed allerede var til stede, inden ægtefællen døde. Alt sammen helt forståelige følelser, mener Jette Winge, men problemet med at fælde en moralsk dom er, at udenforstående sjældent kender hele forløbet. Og de kender i hvert fald ikke til, hvordan sorgen opleves af den efterladte.
”Vi spejler os i andres sorg og tænker: Hvis det var mig, ville jeg helt sikkert ikke reagere på den måde. Og så fælder vi dom derefter. Men det er netop ikke dig. Sorgen er individuel, og det er derfor, mange føler sig så ensomme med den. Alligevel har vi travlt med at gøre den fælles.”
Der var da også enkelte, der rynkede brynene over Mogens Madsen. Især fordi de syntes, det måtte være hårdt for døtrene, siger han. Og han tænkte selv, at det måske var lidt hurtigt at søge kærligheden på ny – især i andres øjne – men han vidste, at Elin ville bifalde det, og følte ingen dårlig samvittighed.
Når han ser tilbage, så var netop deres åbne og afklarede forhold til døden stærkt medvirkende til, at han havde plads til og brug for at føle andet end savn efter få måneder.
”Elin havde som jeg en kristen baggrund og tro. Det gav os et fælles sprog for angsten og tvivlen og et håb om, at vi skal ses igen. Det var med til at gøre hende stærk og afklaret nok til sige: Mogens, du skal leve videre, efter jeg er væk. Du skal søge kærligheden igen. Det skrev hun også til vores døtre, og jeg ved, at hun mente det. Det gav mig en vis ro til at se fremad, da jeg var landet på benene,” fortæller han.
Og når han allerede gjorde det efter få måneder, hang det især sammen med, at han tidligt – også langt tidligere end hans hustru og resten af familien – indså, hvor hendes sygdom bar hen. Han er ingeniør, forklarer han, og derfor vant til at læse tal og statistikker. Så da hans hustru døde, havde han været i sorg i halvandet år og forberedt sig på livet efter hende. Han havde læste bøger og artikler om, hvordan andre tacklede det at miste, og da det også blev åbenlyst for Elin, at ingen behandling kunne hjælpe hende, var de i stand til at planlægge begravelsen sammen og tale om, hvordan han skulle leve videre.
”Var Elins død kommet pludseligt og uventet, havde forløbet jo været et helt andet. Men hun fik en rolig og smuk død på hospice, og vi var i det sammen – så meget vi nu kunne være det. Og det satte mig på en måde fri bagefter og var sikkert afgørende for, at jeg ikke røg ud i en kompliceret sorg. Men alt det er det jo ikke alle, der ved eller forstår, og det accepterer jeg.”
Han blev gift med Helene i september i år. Et stort og flot bryllup med mange mennesker og endnu flere følelser. For hans to døtre var det en dag, ”de bare skulle igennem”, som han udtrykker det, selvom de selvfølgelig glædede sig på hans og Helenes vegne. Han havde fundet en ny kærlighed, men de havde ikke fået en ny mor.
Kunne han ikke have valgt en lidt mere afdæmpet model? Jo, det kunne han. Og det var der nok også nogle, der mente, at han skulle have gjort. Men brylluppets størrelse havde jo ikke noget med savnet af Elin at gøre. Hun vil altid være med ham. Det ved han bedre end nogen.
”Jeg har mødt og hørt om alle tænkelige versioner af min situation, og det er min konklusion, at det ikke giver mening at sætte ens regler op for, hvad der er det moralsk rigtige at gøre. Det handler om at tackle situationen, som den er, på en måde, der intuitivt føles rigtig. Jeg har det godt med det, jeg gjorde, for det gav mig overskud til at være der for mine nærmeste. Og det har gjort mig i stand til at være den, jeg gerne vil være. Jeg har forsøgt at være så respektfuld over for andres følelser som muligt, men til syvende og sidst er det jo mit liv og mig, der skal leve det.”